Katten er ude af sækken!

Forinden biografpremieren på “Den bestøvlede kat” havde Shrek-filmfranchisen skovlet knap tre milliarder dollars ind på verdensplan. Der var altså tydeligvis tale om et uhyre funktionelt filmmaskineri, men et maskineri, der også var begyndt at udvise tydelige tegn på metaltræthed – seriens popularitet kulminerede med udgivelsen af “Shrek 2” i 2004, mens de efterfølgende fortsættelser solgte færre billetter end forgængerne og fik en hård medfart blandt kritikerne. Franchisen trængte til en adrenalinindsprøjtning, og derfor valgte DreamWorks at give en af føljetonens mest populære bifigurer, den bestøvlede kat, sin helt egen film. Men har den beslutning givet pote?

Lige siden den bestøvlede kat dukkede op i “Shrek 2”, har det computeranimerede pus med de store støvler og det endnu større vovemod været et skæppeskønt kræ, der gang på gang har skubbet kæmpetrolden Shrek ud af rampelyset, især takket være sin kække attitude, sine forførende kæmpeøjne og Antonio Banderas’ smittende begejstring bag mikrofonen. Så umiddelbart skulle man tro, at en film med den bestøvlede kat som primus motor ville være en livlig lattergarant. Men pudsigt nok er der forbavsende lidt at grine af i “Den bestøvlede kat”.

Først og fremmest må man dog rose filmmagerne for at turde lade filmen stå på egne poter. Det er forfriskende, at “Den bestøvlede kat” ikke bare går Shrek-filmene i bedene og svælger i vitser, der har klassiske fabler eller eventyrfigurer som punchlines. Den slags har vi grint (og indimellem gabt) af i fire Shrek-film. “Den bestøvlede kat” har mere tilfælles med 1960’ernes spaghettiwesterns, end den har med H.C. Andersen og Grimms skriverier. Armeret med sin knivskarpe kårde drager katten af sted med to kammerater for at plante et par magiske bønner og finde en skat i de øverste luftlag. Der er altså til en vis grad tale om en nyfortolkning af eventyret om Hans og bønnestagen tilsat en snert af Sergio Leone – her er endda cowboyhatte, prægtige prærier og saloons en masse.

Men ligesom Clint Eastwood i Sergio Leones westernklassikere fremstår den bestøvlede kat ofte arrig og sammenbidt. En hårdkogt Eastwood er altid et velkomment syn, men man savner i den grad den bestøvlede kats karakteristiske karisma, høje humør og charme, som af uransagelige årsager er blevet kraftigt nedtonet i denne omgang. Filmen virker ligeledes overraskende humorforladt – præget af kedelige bifigurer og en klar mangel på gedigne jokes. Den første akt er dog hæderlig og byder på alt fra en festlig dansedyst til (jøsses!) en morsom “Fight Club”-reference, men når plottet bør komme i omdrejninger, går filmen snarere i stå.

Missens medsammensvorne, ægget Klumpe Dumpe og katten Kitty Fløjlspote, introduceres, men de træder aldrig for alvor i karakter, og ingen af dem tildeles en eneste mindeværdig replik. Og selv ikke når slutningen nærmer sig, føler man, at man virkelig kender dem – og derfor daler underholdningsniveauet markant, for man er ærlig talt fløjtende ligeglad med dem, når det ellers visuelt overdådige klimaks kickstartes, og en gigantisk gås jager dem gennem en lille landsbys snævre gader og stræder. I Shrek-filmene var den bestøvlede kat et super supplement til sjove skikkelser som Shrek og det rapkæftede æsel, men her er det noget uoplagte pus omringet af triste andenrangs figurer. Synd og skam.

Men nogen katastrofe er “Den bestøvlede kat” langtfra. Indimellem diskes der op med indfald, som får lattermusklerne til at vibrere (sekvensen, hvor trioen falder ned fra den tårnhøje bønnestage, er formidabel, og brugen af split screens tangerer det geniale), og så er filmens billedside direkte fænomenal – tjek bare det guddommelige skud af den bestøvlede kat, der slentrer alene af sted med solnedgangen i baggrunden. Billederne akkompagneres desuden af et skønt, guitarpræget soundtrack komponeret af Henry Jackman. Men det er altså også svært at forestille sig, at “Den bestøvlede kat” bliver katalysatoren for en lang række animerede spillefilm om den bestøvlede kat. Det var lige godt kattens!

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. Diskens knivskarpe transfer er simpelthen fuldkommen perfekt. Både kontrasten og farvegengivelsen er upåklagelig – sjældent har jeg så mange smukke orange nuancer blive gengivet på én gang, som når den bestøvlede kat pryder skærmen. Hverken banding, støj eller edge-enhancement figurerer nogensinde, og detaljerigdommen er så enorm, at selv dette todimensionelle transfer tilegner sig en nærmest tredimensionel dybde.

Audio

Diskens Dolby TrueHD 7.1-lydspor er et uhyre dynamisk mix, som konstant disker op med herlige lyde i samtlige højtalere, der tilsammen skaber et utroligt stemningsfuldt og besnærende lydbillede. Panoreringerne er formidable og naturtro, støj og overstyring forekommer aldrig, og subwooferen giver både lydeffekterne og musikken den helt rette mængde ekstra slagkraft. Replikkerne kommer også krystalklart igennem, og musikken folder sig fornemt ud og overdøves aldrig af lydeffekterne.

Ekstramateriale

Et glimrende videokommentarspor er blevet produceret, som præsenterer seeren for en masse relevante interviews samt alskens klip og storyboards, mens filmen kører. CGI-interesserede og filmens fans bør afgjort give videokommentarsporet en chance. Man kan også aktivere et såkaldt ‘trivia track’, som (også under filmen) disker op med en masse anekdoter i tekstform.

Ligesom “Den bestøvlede kat” er kortfilmen “Puss in Boots: The Three Diabloes” (13 min.) en noget middelmådig affære, der dog har sine øjeblikke. Jeg havde eksempelvis virkelig svært ved at tøjle min latter, da den bestøvlede kat mødte en mand ved navn “viskeren”. Disken indeholder knap otte minutters slettede scener, som er ufærdiggjorte og temmelig uinteressante. Bedre er de i alt fire dokumentarer (samlet varighed: ca. 30 min.), som bl.a. berører skuespillernes indsats i lydstudiet og en ægte, langfingret kat(!). Her er også en stor stak trailere til andre DreamWorks-titler og et interaktivt spil, som kun er for de allermindste. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p, og dvd-udgivelsen af filmen medfølger også.

Gamle kattestreger giver pote

Han danser som en drøm, fægter som en konge og drikker som en, ja, kat. Han er Den bestøvlede kat! Vestens hurtigste mis med en umættelig appetit på eventyr, frække kvinder og frisk mælk. Og så er han hovedpersonen i en af de sjoveste og mest stilsikre animationsfilm i lang tid.

At basere en hel film på en bifigur fra en tidligere filmsucces er en kalkuleret måde at skrabe nemme penge ind på, og det ender ofte katastrofalt. Tænk bare på “The Scorpion King”, “Catwoman” eller “Du almægtige, Evan” – ikke just perler i Hollywoods filmskat. “Den bestøvlede kat” er undtagelsen, der bekræfter reglen.

Den lille kat med det store mindreværdskompleks var en af de adskillige eventyrfigurer, der medvirkede som comic relief i “Shrek 2”. Nu er han sprunget ud som titelrollefigur i sin egen film, og her lander han overraskende elegant med alle fire poter på jorden. En af de mest åbenlyse grunde til det er, at “Den bestøvlede kat” fra start til slut oser af legesyg fortælleglæde og gakket humor. Den er alt det, de to første “Shrek”-film var, og som de to seneste i rækken kun kunne drømme om at være.

Filmen tager udgangspunkt i eventyret om Hans og bønnestagen, og vores helt med de store støvler vil gøre alt for at få fingre i de magiske bønner, som vil give ham respekt i den landsby, der har gjort ham lovløs. Men der er andre, som også er på jagt efter bønnerne, heriblandt den sexede Kitty Fløjlspote og ægget Klumpe Dumpe. Sammen begiver de sig ud på et klassisk eventyr, som vanen tro bliver dekonstrueret og parodieret undervejs, men som aldrig forfalder til ren og skær idioti og banaliteter. Bag den gakkede og legesyge facade ligger nemlig en evigtgyldig morale om svigt, tilgivelse og venskab, og den har vi vel alle brug for at blive husket på engang imellem.

Ellers er det business as usual for DreamWorks, der aldrig har haft det samme bid og vid som storebroderen Pixar, men som til gengæld tvinger lattermusklerne på overarbejde, når de rammer plet. Det gør de heldigvis ofte i “Den bestøvlede kat”, der mere ender som en hyldest til Sergio Leones spaghetti-westerns og sagnomspundne helte som Zorro og El Mariachi end de klassiske eventyr, som figurerne udspringer fra.