Langhalsenes konge

Den her dinofilm er god. Pixar krænger dog denne gang ikke mit inderst inde ud, som de gjorde for et halvt år siden, da Glæde og Triste legede med mine følelser. “Den gode dinosaur” er derimod en mere traditionel tur til et filmland for længe siden. Det er “Løvernes konge” version langhals og skarptand. Og så er det en western(!).

Det hele begynder kontrafaktisk: Kometen ramte ikke Jorden – dinoerne døde ikke dengang for så længe siden. Så nu regerer de. Har fulgt evolutionen, hvor de i “Den gode dinosaur” er nået til landsbrugssamfundet midt på prærien, hvor langhalse pløjer majsjorden med sit hoved, imens voldsomme og voldsomt nuttede skarptænder gør den som kvæghyrder. Den vinkel på dinohistorien er sjov. Det er i hvert fald ikke hver dag, jeg ser en T-Rex ved navn Randi sidde som en cowboy rundt om præriebålet og fortælle røverhistorier.

Titlens gode dino er langhalsefamiliens mindste. Han drømmer om at sætte sit mærke. Det har far, mor, bror og søster gjort. Men den slags kræver mod. Den må den gode nu ud på prærien på egen hånd at finde, da kontakten til familien mistes i et rent Mufasa-øjeblik. Sønnen må vokse op og tage farmands plads. Med på rejsen tager han en Mowgli-dreng, der går på fire ben. Sammen rejser de ud for at finde hjem. Men de finder hverken Timon eller Pumba, men derimod Randi, en flok glubske hyæne-fugle og Tommy Kenter som en skizofren dyresamlerdino.

Netop mærkeligheden gør den gode dinos rejse godt. Jeg skal helt tilbage til “Find Nemo” for at finde lige så gakkede Pixar-dyr. Dengang var det hajer på afvænning, Dora med dårlig hukommelse og quiz-fisk med attitude. De mærkeligheder matches her. Og lidt til, da dino og dreng pludselig får spist en portion fjollebær. Nu er hovedet på den andens hoved. Eller er det omvendt? Det er “Svampebob Firkant”-galt/genialt.

Selve animationen er dog knap så genial. Eller gal for den sags skyld. Særligt den gode hovedkarakter har få individualiserende træk at gøre godt med. Ja, selv T-Rex fra “Toy Story” virker mere egen og ægte end den her anonymt androgyne langhals. Sådan husker jeg egentlig ikke Pixar-kortfilmen “Partly Cloudy”, der er spillefilmsdebutanten Peter Sohns eneste tidligere instruktørfilm. Den mislykkede fødselssky fra dengang havde dygtigere detaljer end dinoerne her. Til gengæld har han oppet sig på sine sanselige scener. Grønne ildfluer lokkes frem med halen over en nattemørk mark. Tre nuancer af grøn – mark, fluer og dino – gør ikke andet end at være flotte sammen. Det skal der også være plads til.