Slutningen på “On Her Majesty’s Secret Service” kan velsagtens betragtes som en af filmhistoriens mest rystende og uforudsete. Herefter var det ikke umiddelbart lige til at sige, hvad Bond dernæst ville foretage sig. Ville han fortsætte i samme mere jordnære og dunkle retning som i “On Her Majesty’s Secret Service”, eller ville man skrue tiden tilbage og genoptage den succesfulde og langt mere letbenede tone, som de fem første Connery-film havde lagt for dagen. Det var netop det sidste, man valgte at gøre, og det lykkedes endda også at få Connery, som ellers havde takket af med rollen i 1965’s “You Only Live Twice”, med på vognen igen. Det skulle vise sig at blive skottens sidste Bond-optræden, med mindre man naturligvis medberegner den uofficielle og halvsløje Bond-produktion “Never Say Never Again” fra 1983.

Men for et ’tilbageskridt’ er “Diamonds Are Forever” et særdeles gennemført og tiltalende ét. Hvis man brændte alt fedtet af filmen ville man nok stå tilbage med seriens mest rendyrkede portion letfordøjelig underholdning. Med et glimt i øjet, som selv en usleben diamant ville få svært ved at duplikere, kører “Diamonds Are Forever” derudaf i fuldt tempo uden nogensinde at stoppe op. Undervejs har filmen travlt med at diske op med nogle af seriens mest mindeværdige komiske og actionspækkede øjeblikke.

For sidste gang i Bond-serien optræder 007’s ærkefjende, Blofeld, den modbydelige S.P.E.C.T.R.E.-organisations overhoved – hvis man altså ser bort fra hans ‘uofficielle’ deltagelse i “For Your Eyes Only”, naturligvis. Charles Grays udgave af den maniske skurk er mere ordinær end Donald Pleasence og Telly Savalas tidligere fortolkninger og heller ikke lige så interessant. Især udseendemæssigt, med sit ukarakteristisk veltrimmede blonde hår og skinnende hud, skiller Gray sig ud. Men det er samtidigt tydeligt, at manden (som spillede en af Bonds kortlevende allierede i “You Only Live Twice”) nyder muligheden for at skrue op for blusset og overspille i en film, der netop lægger op til skuespil af særdeles flamboyant art.

I starten af filmen er James Bond efter hævn, og hævnjagten ender med, at Bond tilsyneladende slår sin nemesis ihjel ved at trille ham ned i en portion glohed mudder. Glad og tilfreds vender Bond tilbage til arbejdet, hvor han får til opgave at undersøge en mængde stjålet diamanter. Det ligner en rutineopgave, men langsomt erfarer Bond, at der er ugler i mosen, og at hans fjende numero uno måske alligevel ikke er så død, som Bond troede.

“Diamonds Are Forever” føles ofte som en naturlig efterfølger til “You Only Live Twice” snarere end “On Her Majesty’s Secret Service”. Ligesom i “You Only Live Twice” er “Diamonds Are Forever” en mere pompøs produktion end de første Bond-eventyr, bydende på mindre realisme og færre tøjler. Men hvor “You Only Live Twice” inkorporerede historiens grandiose elementer på en delvist succesrig seriøs facon, har “Diamonds Are Forever” en meget mere humoristisk tilgang til materialet. Filmens komiske attitude bliver især hjulpet godt på vej af den friske Bond-pige, Tiffany Case, spillet af Jill St. John. Hun er ikke ligefrem seriens mest mindeværdige kvinde, men hun er fyldt med drive og energi, og hende og Connery udgør et charmerende og festligt makkerpar.

Andre dele af persongalleriet imponerer. Filmens kontroversielle homoseksuelle makkerpar, bestående af lejemorderne Mr. Kidd og Mr. Wint, er uhyggeligt og uudsletteligt. Og Bonds nævekamp med de to kvindelige skønheder Bambi og Thumper (begge navne snuppet fra Disneys klassiker “Bambi”) er også en fornøjelse – selvom dedikerede feminister nok vil være uenige. John Barry leverer også varen på musikfronten, og titelsangen – som mesterrapperen Kanye West for nylig samplede – er en af seriens mest nynneværdige. Man vil næppe huske “Diamonds Are Forever” med lige så megen styrke eller kærlighed som mange af seriens andre film. Men Bond kunne ikke have ønsket sig en meget mere passende og underholdende start på 70’erne.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. I “Diamonds Are Forever” begynder der at optræde nogle af de billedproblemer, som er blandt de meget få, der plager de senere Bond-film, som Lowry har restaureret. Igen står vi med et smukt transfer, der er skarpt og grænsende til det fejlfri. Men der er en lille smule bøvl med farverne. Udover at der mangler lidt farvekonsistens (se f.eks. en nattescene i starten, hvor farvetemperaturen veksler en anelse for meget), så er der flere tilfælde af, at filmens (primært røde) farver savner tyngde eller er lidt for stærke – ligesom Lowrys arbejde på de gamle “Star Wars” film. Det er primært hudfarverne, det går ud over. Prøv bare at se på M’s ansigt ca. 14 minutter ind i filmen, der flere gange fremtræder en smule lyserødt. Det sker sjældent, og det er til at leve med, men når nu man har brugt så megen tid og energi på at finpudse disse film, er det ærgerligt, man ikke har taget hånd om det hele.

AudioDer er mange eksempler på, at forsøg på at mixe mono-spor om til fuldbyrdede 5.1-lydspor er slået fejl. Ofte virker de kaotiske, med diverse effekter smidt tilfældigt rundt omkring over hele kanalnetværket. Men med de nye Dolby Digital 5.1 og DTS 5.1-mix, der er blevet konstrueret til disse ældste Bond-film, har man gjort det helt rigtige. I stedet for at misbruge baghøjtalerne og skabe en falsk, pressende atmosfære, har man primært benyttet sig af fronthøjtalerne. Dermed giver lydsporet et fint indtryk af den oprindelige præsentation af filmens lydside. Jo nyere Bond-filmen er, desto mere aktivt er hele kanalnetværket, hvilket “Diamonds Are Forever” demonstrerer fint. Der er heldigvis stadigvæk tale om veltænkt og diplomatisk brug af baghøjtalerne. Subwooferen leverer en stabil og effektiv bund (bedst er den på DTS-sporet). Det kunne nu også have været fedt at have haft de gamle dvd-udgivelsers originale mono-spor inkluderet som bonus.

EkstramaterialeDiamanter varer evigt, og det samme gælder James Bond kommentarsporenes høje kvalitetsniveau. Kommentarsporet på “Diamonds Are Forever” byder på kommentarer fra bl.a. instruktør Guy Hamilton, komponist John Barry, Jill St. John og mange, mange flere. Der er tale om en god kombination af finurlige, spøjse anekdoter og mere konventionelle, men stadigvæk fascinerende fortællinger om skabelsen af filmen.

Disc 2 byder på op til flere guldklumper, nej undskyld – diamanter. Vi starter fra en ende af med disc 2’s første undermenu, “Declassified: MI6 Vault”, som byder på masser af materiale. I “Lesson #007: Close Quarter Combat” (5 minutter) tager instruktør Hamilton os igennem konstruktionen af filmens mageløse elevator-slåskamp. “Sean Connery 1971: The BBC Interview” (5 min.) er et lidt for kort men fint interview med Connery, hvor han bl.a. taler om de fordelagtige grunde til, at han vendte tilbage til serien for en kort stund. Det er efterhånden sjovt at erfare, at gamle interviews med filmmagere og skuespillere var mere interessante og i høj grad oprigtige end nutidens ocean af kedelige, superpositive interviews.

Så er det også muligt at se filmens elevator-kampscene og centrale biljagt fra forskellige vinkler, samt tre andre scener, hvor man får lov på én gang at se dem fra forskellige vinkler. “Satellite Test Reel” (2 min.) og “Explosion Tests” (2 min.) giver eksempler på arbejdet med filmens special-effects, inklusive satellitter og eksplosioner. De er begge korte og ikke just af stor interesse. Endelig byder undermenuen på “Oil Rig Attack” (3 min.), som viser diverse klip fra en udvidet udgave af filmens klimaks, som aldrig blev brugt.

Dvd’ens næste sektion er den såkaldte “007 Mission Control”, som også er at finde på alle de andre James Bond ‘Ultimate Edition’-dvd’er. Her kan man let og hurtigt hoppe frem til filmens højdepunkter, uanset om det så er en særlig actionsekvens, titelsekvensen eller synet af en af filmens smukke kvinder man er interesseret i.

“Mision Dossier”-sektionen byder på discens mest spændende ekstramateriale: “Inside Diamonds Are Forever” (31 min.), “Cubby Broccoli – The Man Behind Bond” (42 min.) og i alt seks slettede/forlængede scener med en samlet spilletid på otte minutter. Scenerne bliver blot præsenteret i stereo, men i det mindste bliver de præsenteret i anamorphic widescreen og ser endda for det meste ganske hæderlige ud. Mest interessant af disse er måske Sammy Davis Jr.’s slettede gæsteoptræden.

“Inside Diamonds Are Forever” går naturligvis tæt på filmen, og selvom den er kortere end andre featuretter, kommer den stadigvæk meget godt rundt om tilblivelsen af filmen. Mest interessant er måske det faktum, at man overvejede at lægge hele Bond-stilen om i forbindelse med “Diamonds Are Forever” og øjnede og overvejede forskellige måder, hvorpå denne stilomlægning kunne fuldføres. Det er også interessant at høre om omstændighederne omkring Connerys tilbagevenden, samt hvorledes Howard Hughes blev lettere involveret i produktionen. Mest foruroligende er måske det faktum, at den gamle “Batman” tv-series Adam West blev betragtet som en kandidat til rollen som James Bond, før Connery trådte til igen! “Cubby Brocolli – The Man Behind Bond” er en fyldig og oplysende dokumentar om produceren, som nok mere end nogen anden – måske endda Ian Fleming – kan tilskrives James Bonds enorme succes og popularitet.

Endeligt byder discens “Ministry of Propaganda” og “Image Database”-sektioner på den sædvanlige mængde PR-billeder, trailere og reklamer.