Det handler om fodboldspilleren Maradona, men også om mennesket Diego. Sammen bliver de to til “Diego Maradona” – en fortælling fra og om udkanten.

For selv om Diego Armando Maradona af flere betragtes som historiens bedste fodboldspiller – Pelé-fans vil nok mene anderledes – så er han ikke tilpas i centrum.

Det mener instruktør Asif Kapadia, der tidligere har dokumenteret historien om afdøde idoler som Ayrton Senna og Amy Winehouse. Denne gang fortæller han historien om en levende legende.

Diego fra den argentinske udkant lander i rampelyset i 1982 hos topholdet FC Barcelona, der havde lært at spille flot af aristokratiske Johan Cruyff.

Men ligesom med Amy så er lyset i centrum ikke noget for Diego, der efter to år flygter til den italienske udkant og bundklubben Napoli, som drømmer om ikke at rykke ned fra Serie A. Her begynder “Diego Maradona”.

Det stramme fokus på tiden i Napoli er godt udvalgt af Kapadia, som derfra kommer rundt om det meste af mennesket Diego og myten Maradona. Den spaltning er hovedtesen i portrættet, som påstår, at Diego skabte figuren Maradona for at blive verdens bedste fodboldspiller.

Den tese bliver mest ved en løs påstand, imens hovedpersonen møder den napolitanske Camorra, der var leveringsdygtige i damer og kokain.

Men i Napoli møder Diego også respekt fra de udstødte italienere i syd, der bliver svinet til som beskidte, når de besøger AC Milan og Juventus i det rige nord.

Fodboldsekvenserne er rå nostalgi, som rimer på sorte Copa Mundial og Hans-Peter Briegel, der bliver snydt af Maradona i et opgør mod Verona.

Asif Kapadia forelsker sig dog aldrig i nostalgien, men bruger den til sin skarpe udkantsfortælling, som kulminerer i 1986, da Argentina slår Falklandskrigens modstander fra England ved VM i Mexico på to mål af Maradona.

Det ene mål er resultat af en genial dribletur, det andet er det endnu mere ikoniske snydemål ved hjælp fra ‘Guds hånd’. Maradona erkender, at der var hånd på, men det var okay – det var krig, det var hævn fra den argentinske udkant over den engelske overmagt.

Herfra kommer den lidt for klassiske “Amy“-nedtur med mere kokain og et barn uden for ægteskabet, som Kapadia dribler lidt for nemt uden om.

Det dramatiske højdepunkt for nedturen sker i 1990, hvor Italien og Argentina mødes i VM-semifinalen i Napoli, som Maradona på det tidspunkt har ført til to mesterskaber.

Diegos to udkanter – Napoli og Argentina – mødes i et opgør, der ender med sejr og nederlag. Argentina kom igen i VM-finalen, men Maradona ender som en hadet mand i Italien.

Sådan ender helten fra udkanten med at blive udstødt som stjerne. Berømmelsen har altid en pris. Det fortæller Asif Kapadia igen med en stor kærlighed til sin hovedperson, der ikke passer ind – og derfor blev han så god.