Knap så morsom middag

Da komedien “Dinner for Schmucks” når sit klimaks, sidder skuespilleren Paul Rudd ved et stort middagsbord hos sin chef og føler sig meget utilpas. Alle kollegerne har fået besked på at invitere en idiot med som en del af en ondskabsfuld tradition, hvor de morer sig på de ubegavedes bekostning. Men Paul Rudds figur synes på ingen måde, at det er særlig sjovt. Faktisk synes han, at hele optrinnet med at udstille de stakkels fjolser er mere pinligt og kikset, end det er morsomt. Det samme kan desværre også siges om filmen.

“Dinner for Schmucks” har ellers potentialet til at være morsom. Hovedrolleindehaverne Paul Rudd og Steve Carell har de senere år vist, at de ikke blot kan stå på egne ben efter at være sluppet ud af Judd Apatow-folden, men at de med film som “I Love You, Man” og tv-serien “The Office” også kan feje benene væk under publikum med veltilrettelagte jokes, gakkede indfald og uforlignelig timing. Lægger man dertil David Williams (“Little Britain”) og Zach Galifianakis (“The Hangover”) til filmens cast, så står instruktøren Jay Roach (“Meet the Parents”) altså med alletiders chance for at lave en af årets sjoveste film. Så meget desto mere deprimerende er det derfor også, at denne middag aldrig løfter sig over en gennemsnitlig tur til pølsevognen.

Historien virker ellers lovende. Forretningsmanden Tim skal i jagten på at nå til top i sit firma finde en idiot, han kan tage med til chefens store middagsselskab for at imponere de ondskabsfulde kolleger. Og for de af os, der grinte af Steve Carells rolle som Brick Tamland i “Anchorman”, så virker han også som det oplagte valg til idioten Barry, der bruger sit liv på at samle døde mus op fra vejkanten og lave dem om til små udstoppede “mus-terværker”.

Når “Dinner for Schmucks” så alligevel mislykkes så fælt, skyldes det, at filmens mange jokes aldrig rigtig bliver sjove – snarere tåkrummende og mærkeligt uforløste. Et godt eksempel er scenen, hvor Tims ekskæreste dukker op i hans lejlighed iført latex-kostume. Tim gemmer sig på soveværelset, og kvinden kaster sig i stedet over Barry, der tror, at det hele er en leg og vralter rundt i lokalet som en pingvin, alt imens hun kaster med vinflasker og prøver at få ham til at klaske hende bagi. Det er ikke sjovt – bare mærkeligt og langtrukkent. Og sådan er det desværre flere steder i filmen, hvor der er virkelig langt mellem snapsene, når det kommer til de humoristiske lækkerbiskener.

Et andet problem er filmens forældede og påklistrede budskab om den onde materialisme og overfladiske livsstil, som kun fører ondskab med sig. Hvorfor er det, at vejen til succes og pladsen på det fede kontor altid indeholder en faustisk pagt med djævlen i amerikanske komedier? Har klicheen om den unge forretningsmand, der i sidste ende vælger pengene og den høje stilling fra for at leve i moralsk rigdom sammen med sin udkårne, ikke for længst nået sidste salgsdato? Det begynder i hvert fald at lugte en anelse surt i “Dinner for Schmucks”.