Divergent

InstruktionNeil Burger

MedvirkendeShailene Woodley, Kate Winslet, Miles Teller, Ray Stevenson, Theo James, Maggie Q, Zoë Kravitz, Ansel Elgort, Jai Courtney, Ashley Judd, Tony Goldwyn, Ansel Elgort, Mekhi Phifer, Ben Lloyd-Hughes, Ole Christian Madsen, Ben Lamb

Længde139 min

GenreSci-Fi, Action, Drama, Romantik, Adventure

IMDbVis på IMDb

I biografen10/04/2014


Anmeldelse

Divergent

3 6
Neil Burgers teenage-sci-fi er tættere på McDonalds end på gourmet

Hvis vi ser bort fra superheltefilm, så findes der vel nærmest ikke andre typer film, der er så oppe i tiden som identitetsøgende-teenager-placeret-i-futuristisk-univers-genren. “Harry Potter”- og “Hunger Games”-serien er to fremragende eksempler på, at genren kan levere andet end ligegyldigt teenage-fnidder. Men de to seriers astronomiske indtjeninger gør det også svært ikke at være bare en smule skeptisk, når endnu en film bliver tilføjet til genren. Og endnu en film i genren er netop, hvad “Divergent” er.

Vi følger Tris, en kvindelige teenager i et dystopisk univers, hvor samfundet er skarpt opdelt. Her bliver hun udvalgt til at dyste i et årligt reality-program. Hov, nej, vent, reality-konceptet tilhører vist en anden film. I “Divergent” er det nemlig den årlige udvælgelsesproces, som er i centrum. Jo, ser du, i “Divergent”-land bliver man født ind i én af fem faktioner. Enten er man medlem af Puritanerne (de uselviske), Pacifisterne (de fredelige), de Sandru (de ærlige), Skytsenglene (de frygtløse) eller Intelligentsia (de lærde). Men selvom man bliver døbt ind i en faktion, betyder det ikke, at man er fastbundet for evigt. Som en god kristen skal 16-årige Tris derfor selv vælge, om hun vil fortsætte hos Puritanerne. Af den grund er det ekstra uheldigt, at fordelingshatten, der ellers skal hjælpe Tris på vej, fortæller hende, at hun besidder lige dele af flere faktioner og derfor er en hypersjælden, men ikke særlig værdsat, Divergent. Ups, der gjorde jeg det igen. Tog fejl. Fordelingshatten er med i en anden film.

“Divergent” er et sammenkog af flere ingredienser fra de bedste film i genren. Men én ting er, at filmen foregår i et “The Hunger Games”-lignende univers og har et “Harry Potter”-agtigt fordelingssystem. Noget helt andet er eksekveringen. Den halter. At se den ellers velopdragne englebasse Tris nikke anerkendende til de tatoverede punkrockere fra Skytsenglene, der laver rullefald ud af hurtigkørende tog med hårdtpumpende bas i baggrunden, grænser simpelthen til det komiske.

Det samme gør den ofte banale dialog, hvor især den fuldstændig uventede: ”Det gør mig depri. Ved du, hvad vi bør gøre? Få tatoveringer!” langt fra er så oprørsk sej, som den gerne ville være. Et forslag, der naturligvis resulterer i, at Tris prompte får tatoveret tre flyvende fugle. En tatovering, som omtrent er lige så intetsigende som flere af filmens actionscener. Der skal altså mere end ekstra hårdtslående kugler til at redde en paintball-sekvens, hvor der absolut intet er på spil.

Filmen kan ellers godt, når den vil. For actionsekvenserne, der foregår i Tris’ underbevidsthed, besidder faktisk den uforudsigelighed, resten af filmen mangler. I hendes eget sind gælder fysikkens love ikke, og mens hun i det ene øjeblik bliver angrebet af en kæmpe flok fugle – Hitchcock har ikke levet forgæves, skal hun det næste øjeblik pludselig slippe ud af et vandkabinet. Delelementerne er ganske vist set før, men overraskelsesmomentet gør de velkomponerede scener i underbevidstheden nervepirrende. De scener er sammen med filmens hovedrolleindehaver, Shailene Woodley, der tilføjer rollen som Triss en uundværlig sårbarhed og dybde, det absolut bedste ved “Divergent”.

Kate Winslet understreger perfekt, hvad der er galt med “Divergent”. For hvorfor caste en af de bedste skuespillerinder overhovedet til en skurkerolle så anonym, at Jennifer Lopez kunne have udfyldt den? Alle ingredienserne til en god omgang teenageaction er ellers til stede i, men i stedet for at supplere hinanden, ender ingredienserne med at gøre slutproduktet til en halvkedelig masse. Opfindsomhed er der langt mere af i “Harry Potter”-serien, og “The Hunger Games” er til sammenligning bedre fortalt. Så selvom “Divergent” aldrig rigtig er kedelig, så gav Burgers teenagefilm mig ikke smag efter mere.


Trailers

Kort om filmen

Filmen foregår i en nær dystopisk fremtid, hvor Chicagos befolkning er opdelt i fraktioner – de uselviske, de intelligente, de fredelige, de ærlige og de frygtløse.

Da teenagepigen Tris Priors skal tildeles sin fraktion, viser det sig, at hun er en afviger, der besidder samtlige egenskaber. Opdagelsen gør Tris til samfundsfjende og introducerer hende for en mørk side af det tilsyneladende fejlfri system.

Truet på livet og med en viden, der kan ændre menneskehedens virkelighed, må Tris nu stole på en hemmelig oprørsgruppe – heriblandt den mystiske Four.