Begynderfejl

“Backstabbing for Beginners” er lige så elegant som sin danske titel. Meget lidt. For selv om der er spioner over alt i “Dobbeltspil”, så er danske Per Flys store amerikaner-debut lige så spændende som svaret på spørgsmålet: Er der mon korruption blandt diplomater i Irak? Ja, det er der. Og der er nok lige så mange begynderfejl i “Dobbeltspil”, som der er olie-dollars i Saddam Husseins diktatur kort inden invasionen i 2003.

Per Fly har nemlig lige så stor sans for spænding og spioner, som “Fifty Shades”-filmene har det for erotik. Den siger hele tiden, hvor spændende og farligt det er, men det er det ikke. I stedet er det tv-æstetik uden ambition og en poleret Christian Grey-tvilling i Theo James, der bliver ansat som FN-assistent for chefen hos det kontroversielle ‘Olie for mad’-program, der i virkelighedens verden kanaliserede olie-dollars i lommen på Saddam med hjælp fra ledende diplomater i FN. Hvem kan den unge idealist stole på?

Det spørgsmål er blevet besvaret dygtigt mange gange. Fra “Præsidentkandidaten” over nærmest enhver John le Carré-filmatisering til George Clooneys oversete “Kamæleonen”, hvor Ryan Gosling skulle navigere i et beskidt spil om penge og politik. Clooney gav mig tunnelsyn, så jeg ikke kunne overskue og gennemskue dobbeltspillet. Hos Per Fly havde jeg gættet det hele efter få minutter. Ét navn står øverst på en liste, der er gemt på et krypteret USB-stik, som nok først bliver åbnet til slut. Én person står bag korruptionen i en film med ét stjernenavn på rollelisten.

Det er Ben Kingsley, der står bag den mest markante rolle i “Dobbeltspil”. Med markant overspil siger Kingsley ’fucking' konstant og så mærkværdigt i rollen som FN-chef, at den danske undertekster da også retteligt og ikke uden humor har oversat det til ’facking'. Han står i spidsen for en storpolitisk pointe om, at det er bedre at hjælpe – selv hvis det betyder korruption – i stedet for at se passivt til med ren samvittighed når irakiske børn sulter. Den debat er det mest spændende ved “Dobbeltspil”, der drukner i begynderfejl.

For i ‘Spion-thrillers for begyndere’ opsøges din unge idealist-assistent næppe af en CIA-agent med briller og trenchcoat på første arbejdsdag. Han får heller ikke besøg første nat på hotelværelset i Bagdad af en mystisk, storrygende fremmed med håndlangere og en konvolut med penge, der skal få dig til at kigge den anden vej. Du får heller ikke serveret USB-stikket af en smuk kvinde samt leveret kompromitterende billeder i receptionen, imens din amerikanske bopæl overvåges af skumle typer. Hvorfor er hele verden blevet enige om, at ligegyldige Michael er dobbeltspillets mest afgørende spiller!? Det er “Fifty Shades of Spies”.