Når det kommer til science fiction, så bliver det bare ikke mere kult end “Doctor Who”. Den enigmatiske navnløse doktor, som rejste gennem tid og rum på Englands BBC-kanaler fra starten af 60’erne til slutningen af 80’erne, nød i sin storhedstid mere end 15 millioner ugentlige, britiske seere. Serien er engelsk fra hoved til tåspids, og den har aldrig rigtig slået igennem herhjemme. Men takket være denne nye relancering af serien, er “Doctor Who” efterhånden mere populær end nogensinde før. Og med god grund. Den nye “Doctor Who” er en ren fornøjelse.

Hovedpersonen, som blot bliver kaldt for ‘Doktoren’, er et rumvæsen, der i høj grad ser ud som det gængse menneske. Ved hjælp af sin fantastiske tidsmaskine, som på ydersiden ligner en helt normal telefonboks, rejser han alt fra få århundreder tilbage i tiden til adskillige tusind år ude i fremtiden. Af ukendte årsager synes Doktoren at have en særlig forkærlighed for menneskeheden, så han bruger størstedelen af sin tid på at redde os fra diverse truende kriser. Doktoren er en drilsk, men nysgerrig og venligsindet sjæl, og han er samtidig en meget ensom fyr og den eneste af sin slags i universet, efter de glubske og ligeledes uddøde Dalek-robotter slagtede hans race. Derfor tager han den unge og mindst lige så nysgerrige pige Rose Tyler med sig.

Hærdede sci-fi fans vil øjeblikkeligt føle gåsehuden trænge sig på og nakkehårene råbe vagt i gevær, så snart seriens udødelige, fabelagtige titelmelodi (som oprindeligt var en milepæl inden for elektronisk musik) optræder for første gang. For tilhængere af den gamle tv-serie, er det her pure nirvana. Her er masser af referencer til gamle afsnit, hvor højdepunktet for de fleste fans nok vil være genoplivelsen af Dalek-racen – en skabning, som indenfor science-fiction nærmest er et lige så uomgængeligt kultfænomen som doktoren selv. Men man behøver bestemt ikke være brite eller en sci-fi ekspert for at sætte pris på seriens fine mix af gemytlig humor, gedigen drama og ofte episk action.

Christopher Eccleston er den 9. skuespiller, der får lov til at portrættere den gådefulde tidsrejser, og han gør det fortrinligt. Uden nogen som helst slinger i valsen går han ofte fra at være drønalvorlig til hylende morsom i løbet af et splitsekund uden nogensinde at miste sin troværdighed. Det er en skam, at Eccleston kun valgte at medvirke i denne første sæson af den nye “Doctor Who” – efter sigende pga. det stressende arbejdsskema. Og i rollen som Doktorens tro følgesvend, Rose, er Billie Piper ikke blot underskøn og sexet, hun er også en glimrende skuespiller, der, ligesom Doktoren, uden problemer vækker vores empati og medfølelse som seriens pulserende hjerte.

Sæsonen byder også på en fornøjelig gæsteoptræden af Simon Pegg, som er bedst kendt for “Shaun of the Dead” og tv-serien “Spaced”. Desværre for Pegg er han et af de få lyspunkter i sæsonens absolutte lavpunkt, afsnittet “The Long Game”, som er en anelse for langsommeligt og forudsigeligt. Ellers er standarden høj, og lige fra det medrivende åbningsafsnit, “Rose”, til sæsonens nervepirrende endegyldige episode, “The Parting of the Ways”, er man mere eller mindre hooked.

I modsætning til mange andre nyere science-fiction serier har “Doctor Who” et meget tv-agtigt look, især grundet sin flittige brug af studielignende kulisser og lettere skrabede special-effects. Men disse faktorer har altid været blandt seriens grundsten, så det hører sig nærmest til. Og der er også flere overraskende flotte kulisser, især dem i afsnittene, der foregår i fortiden, og der er ligeledes flere imponerende special-effects sekvenser, såsom et storladent 2. verdenskrigsopgør. “Doctor Who” vil bestemt ikke falde i alles smag, og mange vil forståeligt nok have problemer med seriens humørbetonede balancegang, men for tilhængere af genren og navnlig serien er det her et must.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen format. Serien bliver, ligesom mange andre BBC-serier, skudt på digital video. Overførelsen af det digitale materiale til det digitale medie er gået godt, og der er næsten intet at sætte finger på. Farverne er smukke og behagelige at se på, kontrasten er fornem, og der er selvsagt ingen tilfælde af smuds og snavs. Edge-enhancement er fraværende, og billedsiden er for det meste knivskarp. En lille smule udtværing forekommer dog desværre.

AudioSamtlige afsnit er udstyret med engelske Dolby Digital 5.1 lydspor, som byder på overraskende meget aktivitet. Man kunne måske godt have ønsket lidt flere subtile detaljer og en mere finpudset atmosfære, men det er også sporenes eneste skavanker, og de er relativt ubetydelige. Hele kanalnetværket bliver udnyttet fornemt og er med til at gøre seriens tv-kulisser langt mere troværdige og stemningsfulde. Dialogen er klar, og der er masser af glimrende panoreringer. Men det allerbedste ved sporene er deres eminente brug af subwooferen. Tjek f.eks. det tyske luftbombardement af London i “The Empty Child” og scenen, hvor den ondsindede Dalek-robot går amok i “Dalek”.

EkstramaterialeI modsætning til udenlandske versioner af udgivelsen, er der absolut intet ekstramateriale at finde her.