Tony Scotts nye actionfilm “Domino” åbner med den sigende tekst: Based on a true story – sort of. Og de to sidste ord i den sætning har man valgt at strække til det yderste, for hvis virkeligheden bare minder om noget fra denne historie, så er verden da virkelig af lave. Midt imellem forjaget MTV-æstetik og et plot, der synes at have forædt sig selv, præsenteres vi for den kvindelige dusørjæger Domino Harvey; en ung rigmandsdatter fra Los Angeles, hvis største synd synes at være kedsomhed. Er det svært at hitte hoved og hale i den audiovisuelle pærevælling, så kan man i hvert fald ikke beskylde Scott for at have sparet på farten – og lidt tiltrængt komik hist og her.

Manuskriptet er udarbejdet af ingen ringere end Richard Kelly, det håbefulde talent der stod bag den markante “Donnie Darko”. Noget tyder dog på, at han har valgt at lade de små grå blive hjemme, for nogen synderligt vellykket historie er det ikke blevet til. Domino (Keira Knightley) fortæller fra fængslet i flashbacks om hvorfor hun blev dusørjæger, og hvorfor det hele tydeligvis er endt galt. At fortællingen efter sigende bygger på den virkelige Domino Harveys eventyrlige liv, er det som sagt svært at tage seriøst, i hvert fald udsat for denne tur gennem Hollywood-maskinen. Om det er manuskriptet der er rodet og proppet med for mange ting på én gang, eller om det skyldes instruktør Tony Scotts forkærlighed for stil frem for indhold, er svært at blive klog på. Faktum er i hvert fald, at vi gennem hele filmen ikke bliver særlig meget klogere på hvem denne Domino er. I det hele taget er alle karaktertegningerne alt for skabelonagtige, og når der samtidig er et hav af bipersoner at holde styr på, bliver der ikke rigtig plads til at fortælle den personlige historie.

Bevares, vi har at gøre med en actionfilm, men netop det indviklede plot tager al vores fokus. Et røveri på en pengetransport, en mafiaboss og hans to uduelige sønner, USA’s yngste bedstemor, hvis barnebarn lider af en sjælden sygdom, og som har brug for en dyr operation, samt et reality-show, der følger Domino og hendes to partnere i deres arbejde. Tilsæt derefter Dominos coming of age, hendes kærlighedsaffære med vennen Choco (Edgar Ramirez), hendes faderkompleks i form af den bryske Ed Mosbey (Mickey Rourke), samt lidt luftig mediesatire med et indslag om Jerry Springer, en udstilling af de afdankede “Beverly Hills 90210” kendisser Brian Austin Green og Ian Ziering, og en Taleban look-alike, der er vild med bomber. Lyder det forvirrende? Det er det skam også, selvom det til tider også er ganske underholdende.

Scott forsøger næsten at overgå Michael Bay i musikvideoæstetik, med hurtig klipning, grøn/gul farveskala, der giver det hele et sygeligt look, og et væld af kværnende rockmusik. “Domino” er slick, smart, hip, cool, og hvilke unge adjektiver man ellers kan grave frem. Men den mangler en dybde, en kerne, en stramt skåret historie, og nogle personer vi kan leve os ind i, eller i det mindste få en smule sympati for. Vi får ingen af delene, ligesom den politiske og medieliderlige satire kun er kritisk gloss; et kækt glimt i øjet fra de herrer Scott og Kelly, før de ræser videre i deres nye farvestrålende legetøj, alt hvad remmer og tøjler kan holde.

Skuespillet rammer mest af alt det jævne – Rourke har efterhånden fået et comeback, ligesom Travolta fik med “Pulp Fiction”, og Keira Knightly forsøger sig som rå, britisk actionheltinde, hvilket hun langt fra har kapacitet nok til at hive hjem. Christopher Walken ses i en lille rolle som tv-producer, og han er altid en fryd for øjet, men hans korte optræden er næppe et trækplaster i dette henseende. Og hvorfor er det lige at vi skal have Tom Waits ind fra højre hen mod slutningen som en anden deus ex machina?