Drengerøve 2
Udgivet 1. aug 2013 | Af: NadiaRegitze | Set i biografen
Sidste år skrev Filmz-anmelder Sarah Ingemann Hansen, at Adam Sandler-farcen “That’s My Boy” nok var én af de dårligste film, hun nogensinde havde set. Jeg har ikke haft den tvivlsomme fornøjelse at se “That’s My Boy”, men jeg er alligevel ret overbevist om, at “Drengerøve 2” er endnu værre. Om ikke andet er den en klar kandidat til den dårligste film i 2013.
Ja, “Drengerøve 2” mangler i dén grad et bæredygtigt plot. Vores hovedpersoner driver bare rundt og fortæller vittigheder i ét væk, mens de prutter, bøvser og deler kropsvæsker med både dyr og mennesker. For at sige det tydeligere: “Drengerøve 2” starter med en kronhjort, der sniger sig ind i Lenny og fruens soveværelse, hvor den tisser over det hele – inklusive Lennys mund, som han ikke har lukket på grund af alle de skrig, der skal ud. Samtlige kropsvæsker får tid i rampelyset undervejs, men filmen formår ikke at fremtvinge bare ét latterudbrud. Måske er der nogen, der klasker sig på lårene af grin over tåbeligheder som ovenstående, men jeg er ikke én af dem. Den første “Drengerøve” var en temmelig ligegyldig, rutinepræget komedie, men efterfølgeren er en decideret katastrofe.
De reelle problemstillinger, som filmen tager op, bliver også håndteret uden den mindste snert af finesse. Marcus’ søn er kriminel og voldelig (ligesom farmand), men det bliver hurtigt løst, så snart han får lov til at se videoer med egern på YouTube. Mener de det virkelig seriøst?! Hvis man ikke kan finde ud af at løse en filmisk konflikt på en overbevisende facon, bør man så ikke lade være med overhovedet at forsøge? Desuden er misogynien i fuld flor i “Drengerøve 2”, der ustandseligt prøver at overbevise tilskueren om, man ikke er noget værd som kvinde, hvis man ikke strutter med sin popo eller ligner en skønhedsdronning. Kvindefjendskhed er her helt okay, men da to ungersvende skal til at drikke øl for første gang, beslutter de sig til sidst for at lade være, da det ville være for stor en synd. Som europæer er det altså sommetider svært at finde hoved og hale i de kære amerikaneres moralske kompas.
Så hvad ender vi med at stå med? En kedelig, plotløs film om fire tomhjernede drengemænd, der prutter, bøvser og fortæller platte vittigheder, når de ikke har travlt med at genere alt og alle. Det må man åbenbart gerne, når man bare afslutter med en plat vittighed. Personligt vil jeg hellere bruge en hel dag på udelukkende at slå mig selv i hovedet end gense bare én enkelt scene fra “Drengerøve 2”. Puha.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet