You Only Live Twice

InstruktionLewis Gilbert

MedvirkendeSean Connery, Akiko Wakabayashi, Karin Dor, Mie Hama, Tetsurô Tanba, Teru Shimada, Donald Pleasence, Bernard Lee, Lois Maxwell, Desmond Llewelyn, Charles Gray, Tsai Chin, Burt Kwouk, Kikko Matsuoka

GenreSci-Fi, Sci-Fi, Action, Action

IMDbVis på IMDb

I biografen11/09/1963


Anmeldelse

You Only Live Twice – Ultimate Edition

5 6
Efter sigende skulle “You Only Live Twice” være den første (og langt fra sidste) film i Bond-serien, som ikke rettede sig meget efter forfatter Ian Flemings oprindelige skriverier. Det giver mening, når man ved, at den prominente børnebogsforfatter Roald Dahl (“Charlie og chokoladefabrikken”) forfattede filmens manuskript. Og ligesom Dahls skriverier er “You Only Live Twice” en ofte løssluppen og fantasifuld produktion, fyldt med ninjaer, rumraketter, piratfisk, vulkaner, farverige locations og enorme kulisser.
Mange af disse farverige elementer og især også Donald Pleasences herlige udgave af Bonds arrede og skaldede nemesis, Ernst Stavro Blofeld, udgjorde den direkte inspiration for Mike Myers populære “Austin Powers”-trilogi. Forståeligt nok. “You Only Live Twice” er ofte så enormt storladen og fravristet virkelighedens konventioner (hvilket der naturligvis også er andre Bond-film der er, om end på en lidt mere nedtonet facon), at den i høj grad indbyder parodiering.

Men det er som bekendt ikke blot, når noget er dårligt, at det bliver parodieret. Parodiering er den mest oprigtige form for smiger, som man plejer at sige, og Myers, ligesom mange andre, har garanteret været aldeles vild med “You Only Live Twice” – og med god grund. Historien har det af og til med at vandre ind på stupiditetens territorium, og filmen er tillige en af dem i serien, der ikke kan klare at vare seriens standardlængde på cirka 2 timer. Men på trods af alt det er filmen også ofte så imponerende med dens blændende production design, special-effects og enorme stunts, at man ikke kan undgå at blive revet med. Og man kan i hvert fald ikke klandre filmen for ikke at være ambitiøs.

Historien udspiller sig for det meste i Japan, hvor Blofeld og hans organisation gemmer sig. James Bonds opgave er at forhindre S.P.E.C.T.R.E. i at påbegynde 3. verdenskrig ved både at få USA og Sovjetunionen til at tro, at den ene part har angrebet den anden. Undervejs bliver Bond erklæret død, trænet som ninja og endda midlertidigt gift.

Filmens 3-dobbelte Oscar-vindende fotograf, Freddie Young, som bl.a. fotograferede “Lawrence of Arabia”, er i høj grad medvirkende til at give “You Only Live Twice” den billedlige storhed, der også er med til at gøre det lettere at sluge manuskriptets storhed. Titelsangen, sunget af Nancy Sinatra, er en af seriens mest populære af slagsen, som Robbie Williams årtier senere brugte til sit megahit, “Millennium”. “You Only Live Twice” er virkelig den Bond-film, der mere end nogen anden kræver, at man bare slår hjernen fra og nyder det veltilrettelagte filmiske spektakel. Men i modsætning til andre nyere film, der ligeledes kræver en frakobling af hjernen, besidder “You Only Live Twice” nok charme, humor og karismatiske karakterer til at udligne filmens svagheder.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Ligesom Bond-seriens forrige kapitel, “Thunderball”, ser “You Only Live Twice” af en eller anden grund ikke helt så fantastisk ud, som de tre første ‘Ultimate Edition’-udgivelser. Transfereret er stadigvæk næsten fuldstændig blottet for støv og støj, kontrasten er solid og edge-enhancement fraværende. Men nogle af filmens overgange er kvalitetsmæssigt ude af trit med resten af filmen, hvilket er et problem, som mange gamle film lider af, og som ikke var nævneværdigt på de tre første Bond-film. Men det er sjældent, det sker. Der er dog flere tilfælde af, at filmens farver virker en smule unaturligt drænet for energi og styrke og fremtræder en lille smule for blege. Derudover er billedet ellers enormt flot og knivskarpt.
AudioDer er mange eksempler på, at forsøg på at mixe mono-spor om til fuldbyrdede 5.1-lydspor er slået fejl. Ofte virker de kaotiske, med diverse effekter smidt tilfældigt rundt omkring over hele kanalnetværket. Men med de nye Dolby Digital 5.1 og DTS 5.1-mix, der er blevet konstrueret til disse ældste Bond-film, har man gjort det helt rigtige. I stedet for at misbruge baghøjtalerne og skabe en falsk, pressende atmosfære, har man primært benyttet sig af fronthøjtalerne. Dermed giver lydsporet et fint indtryk af den oprindelige præsentation af filmens lydside. Jo nyere Bond-filmen er, desto mere aktivt er hele kanalnetværket, hvilket “Thunderball” og nu også “You Only Live Twice” demonstrerer fint. Der er heldigvis stadigvæk tale om veltænkt og diplomatisk brug af baghøjtalerne, som mest bliver brugt til at skabe god atmosfære. Subwooferen leverer en stabil og effektiv bund (bedst er den på DTS-sporet). Det kunne nu også have været fedt at have haft de gamle dvd-udgivelsers originale mono-spor inkluderet som bonus.
EkstramaterialeDet interview-baserede kommentarspor på “You Only Live Twice” er endnu en uvurderlig fontæne af informative anekdoter og fortællinger. Instruktør Lewis Gilbert, talrige skuespillere, teknikere og andet godtfolk popper op og fortæller om alskens aspekter af filmen. Man hører bl.a. om mesterinstruktør David Leans besøg på sættet, en fodboldkamp under optagelserne som skadede Connerys ankel, og hyringen af en såkaldt ‘skokonsulent’ til instruktør Lewis, der fortalte instruktøren, hvornår han skulle – og ikke skulle – være iført sko under optagelserne i traditionsrige Japan. Der bliver naturligvis også disket op med mere konventionelle historier om filmens tilblivelse.
“Declassified: MI6 Vault”-sektionen af disc 2 byder på dokumentarerne “Ken Adam’s Production Films” (14 minutter), “Whicker’s World” (6 min.) og “Welcome to Japan, Mr. Bond” (50 min.). I den førstnævnte dokumentar tager seriens legendariske production-designer Ken Adam os igennem en masse gamle optagelser, der viser Adam, instruktør Lewis Gilbert og andre, der leder efter locations til filmen. Denne herlige dokumentar er fyldt med mindeværdige, gamle behind-the-scenes klip. “Whicker’s World” er en gammel og kortfattet sort/hvid featurette omhandlende filmen. Og “Welcome to Japan, Mr. Bond” – som også bliver nævnt på kommentarsporet – er en dokumentar, der blev produceret samtidigt med “Twice” og er en herlig kitschet lille film, der endda indeholder sit eget semi-seriøse plot og byder på tidligere uset skuespil med flere af seriens prominente skuespillere. Den er dog tydeligvis skabt til at opsummere tidligere Bond-film over for et nyt publikum. En herlig guldklump – især for fans.

Dvd’ens næste sektion er den såkaldte “007 Mission Control”, som også er at finde på alle de andre James Bond ‘Ultimate Edition’-dvd’er. Her kan man let og hurtigt hoppe frem til filmens højdepunkter, uanset om det så er en særlig actionsekvens, titelsekvensen eller synet af en af filmens smukke kvinder man er interesseret i.

“Mission Dossier”-sektionen af dvd’en byder på tre dokumentarer: “Inside You Only Live Twice” (30 min.), “Silhouettes: The James Bond Titles” (24 min.) og “Plane Crash: Animated Storyboard Sequence” (2 min.). Den førstnævnte dokumentar er nok den mest grundige og velproducerede dokumentar, der nogensinde vil blive lavet om tilblivelsen af “You Only Live Twice”. “Silhouettes” omhandler Bond-seriens mange stilede og mindeværdige titelsekvenser. Det er en udførlig og informativ dokumentar, hvor vi især hører folk ytre sig om den fantastiske grafiker Maurice Binder, der bl.a. designede seriens famøse pistolløb-åbning. I “Plane Crash” får vi at se – via adskillige detaljerede storyboards – en sekvens, som i sidste ende ikke endte med at komme med i filmen.

Til slut har vi alskens trailere, billeder, og tv- og radioreklamer. Her er, kort sagt, alt, hvad en fan af filmen kunne ønske sig.

“You Only Live Twice” er ikke just Bond-sagaens mest mindeværdige del, men det er en af de mest underholdende og på mange måder mest storslåede og imponerende episoder – endda på trods af at filmen er næsten 40 år gammel. Som sædvanligt er der tale om en visuelt og auditivt velrestaureret Bond-udgivelse, der samtidigt byder på masser af ekstramateriale, som bør appellere til både fans og Bond-nybegyndere.

James Bond vender tilbage i ”On Her Majesty’s Secret Service”.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Da amerikansk og sovjetisk bemandede rumskibe bliver overtaget i deres kredsløb omkring Jorden, må Agent 007 kæmpe for at forhindre en atomkrig mellem supermagterne. Hans nervepirrende missioner fører ham til Japan, hvor han bekæmper den onde SPECTRE-organisation og dens djævelse leder Ernst Stavro Blofeld.