Dumb Money

InstruktionCraig Gillespie

MedvirkendePaul Dano, Seth Rogen, Pete Davidson, Shailene Woodley, Sebastian Stan, Vincent D'Onofrio, Nick Offerman, Anthony Ramos, Dane DeHaan

Længde104 min

IMDbVis på IMDb

I biografen21/09/2023


Anmeldelse

Dumb Money

5 6

 

I 2020 stod en gruppe af Reddit-brugere på forummet r/wallstreetbets bag et såkaldt short squeeze, der fik elektronikbutikken GameStops aktier til at flyve i vejret. Det var nogenlunde, hvad jeg vidste om den virkelige fortælling, inden biografens mørke omsluttede mig og Craig Gillespies seneste adrenalinpumpende køretur ”Dumb Money” begyndte.

 

Om jeg kan sige meget mere om, hvad en short squeeze er efter at have set filmen, er jeg ikke sikker på – aktier er ikke min stærke side. Til gengæld kan selv jeg forstå, at den absurde historie, som ”I, Tonya”-instruktøren fortæller, uden tvivl har fortjent sin tid på det store lærred.

 

Fra første scene, var jeg opslugt i det vilde drama om aktier, nørder og rebeller. ”Holy fucking shit” lyder fra et væld af karakterer, da det står klart, at GameStop-aktierne på én gang er i færd med at gøre en masse aktieentusiaster til millionærer og samtidig truer med at rive Wall Street-rigmænd ned i fattigdommens afgrund. På løbebanen møder vi manden, der står bag det hele – Keith Gill, aka DeepFuckingValue, aka Roaring Kitty. Så er scenen sat.

 

Herfra skrues tiden tilbage, og vi får lov til at møde Gill i den spæde begyndelse af hans syrede drøm om at give GameStop den værdi, den fortjener. Han er i sin fritid aktiv som en kattefikseret aktiestreamer, og da han begynder at fortælle sin hypotese om, hvordan GameStop-aktien undervurderes, bliver han bannerføreren for en bevægelse, der handler om meget mere end bare at tjene penge. Den handler om at sende et budskab til de pengeglubske, kyniske og elitære Wall Street-folk.

 

I gamerstolen foran det live-streamende computerkamera sidder den altid fænomenale Paul Dano i sin anden rolle som en streamer, der får en nærmest fanatisk flok følgere (denne gang med ca. 0 gange så mange mord). Keiths historie fungerer som et bindeled mellem forskellige fortællinger, der tager os helt tæt på livet af gældsramte collegestuderende, GameStop-medarbejdere, sygeplejersker og rige røvhuller.

 

dumb money billede / filmz.dk

 

Hver og en har investeret i GameStops skæbne – om det så er på den ene eller anden side af kampen – og når vi møder dem for første gang, får vi deres egenkapital at vide. Det er en effektiv genialitet af Gillespie og forfattere Lauren Schuker Blum og Rebecca Angelo, der hurtigt kridter banen op, så man på to sekunder har en forestilling om, hvem disse mennesker er, hvor de er i deres liv, og hvor meget hele den her historie vil betyde for dem.

 

Brugen af karakterer, der som sådan ikke kender Keith Gill som andet end Roaring Kitty, giver et fængslende indblik i, hvordan én mands handlinger, gåpåmod og dumdristighed kan fungere som drivkraften for nogen et helt andet sted i landet med et liv, der ellers kan være hårdt, meningsløst og ensomt. Og omvendt får vi at se, hvordan en mands liv falder fra hinanden, fordi en flok ”nørder” beslutter sig for at gå imod, hvad der forventes af aktieeliten.

 

Det er manden mod the man, så at sige. En ægte David og Goliath-historie. Og hvor det kunne være nemt bare at underholde med kampen mellem de to sider, så giver filmen os meget mere. Der er en sjæl til filmen, som kommer frem gennem hver og en af de trængende aktieentusiasters historier. Vi får et indblik i, hvordan de på en gang har brug for penge, og samtidig har et behov for at ”stick it to the man”, som man siger. Der er garanti for nedbidte negle, når fingeren svæver over ”Sælg”-knappen, for hvor længe tør de holde showet kørende? Hvor mange penge kan de få? Og har de råd til, hvis det går galt?

 

Særligt investeret er man naturligvis i Keith, der aldrig i sin vildeste fantasi kunne have forestillet sig, hvad hans live-streams ville følge med sig. Han er bare en fyr, der bor i sit parcelhus i Brockton, Massachusetts sammen med sin kone og barn. Han har en skideirriterende lillebror, et par kærlige forældre og et arbejde, som han er godt tilfreds med. Corona-pandemien, hvis tilstedeværelse i filmen giver publikum anledning til minder om en fortrængt tid, har sat sine ar på ham, som den har på så mange andre. Han kunne være hvem som helst. Og det gør ham ufatteligt relaterbar. Om nogen er det ham, man hepper på, og hvis man – ligesom mig – ikke kender til GameStop-sagaens udfald på forhånd, føles det aldrig som nogen garanti, at han får den lykkelige slutning, som han fortjener.

 

 

dumb money billede 2 / filmz.dk

 

Som jeg forhåbentlig har gjort det tydeligt, er der rigeligt med karakterer at tage fat i for filmen, og det er desværre også her, Gillespie og co. kommer til kort. Særligt rigmændene får ikke meget skærmtid ift. hvor meget de egentlig betyder for historien, og det er ærgerligt, når stjerner som Sebastian Stan og Nick Offerman føles underbenyttede.

 

Nogens død er dog andres brød, og vi kan glæde os over, at der er rigeligt med tid til at nyde en gribende Shailene Woodley som Gills kone Caroline, en skrøbelig-men-stålfast præstation fra America Ferrera, og ikke mindst en Pete Davidson, hvis komiske talenter komplementeres af nogle velspillede dramatiske scener.

 

Der vil med garanti blive lavet masser af ”The Big Short”-sammenligninger – og med god grund. Men når man lykkes så godt som Gillespie med at skabe endnu en medrivende film om aktier og rebeller, så kommer man ikke til at høre en klage fra mig. ”Dumb Money” fanger ens opmærksomhed fra første skud, og den giver ikke slip før rulleteksterne ruller. Og hold op, hvor er det en fed fornemmelse.

 


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film