Dumbo

InstruktionBen Sharpsteen

MedvirkendeMalcolm Hutton, Margaret Wright, Chuck Stubbs, Billy Sheets, Sarah Selby, Dorothy Scott, Tony Neil, John McLeish, Harold Manley, Hall Johnson, Sterling Holloway, Eddie Holden, Noreen Gammill, Hall Johnson Choir, Jim Carmichael, Edward Brophy, Billy Bletcher, Herman Bing, Cliff Edwards, Verna Felton

Længde64 min

GenreDrama, Animation, Familie

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Dumbo

6 6
Tidløs tåreperser

“Dumbo” er et strålende eksempel på, hvordan man kan lave levende billeder af højeste karat uden at ty til enorme armbevægelser, astronomiske budgetter eller kompleks fortællekunst. Klassikeren fra 1941 varer sølle 64 minutter, dens lille helt siger ikke ét eneste ord undervejs, og grundet en økonomisk krise måtte Disney spare så meget på filmen, at hverken animationerne, figurerne eller baggrundene blev lige så overdådige, som filmmagerne havde håbet. Alligevel er “Dumbo” endt som en af de største kronjuveler i animationsselskabets enorme filmskat.

“Pinocchio” og “Fantasia”, der begge er majestætiske milepæle inden for tegnefilmsgenren, floppede gevaldigt i 1940. Og den anden verdenskrig ramte Disney hårdt på pengepungen, fordi det selvsagt var svært at distribuere amerikanske film til en krigshærget omverden. Så da produktionen af “Dumbo” begyndte, fik tegnerne besked på at spare på krudtet såvel som pengene. Der blev investeret i billig maling, komplicerede ideer blev droppet, og de store besparelser bevirkede endda en strejke blandt Disneys ansatte. Tillad undertegnede at fremsætte en mærkelig teori: Måske gavnede alle restriktionerne og problemerne faktisk filmen?

Man opdager hurtigt undervejs, at animatorerne hverken havde megen tid eller penge – bare tjek de tegnede mennesker, som oftest er uden ansigtstræk, og tit er baggrundene blottede for liv. Men besparelserne sikrede samtidigt, at der ikke blev produceret et overflødighedshorn af mindre bifigurer eller unødvendige sangsekvenser – noget, som der er rigeligt af i talrige Disney-film. Den korte spilletid er også et plus. Filmens fokus forbliver på elefantungen Dumbo, historien er dejlig stram, og hver eneste scene føles essentiel.

Alligevel har “Dumbo” nogle af Disneys mest mindeværdige sidekicks. Dumbos eneste ven, musen Timothy, er nøjagtig lige så charmerende som Jesper Fårekylling, og de sorte krager scorer også adskillige træk på smilebåndet. Kragerne er blevet beskyldt for at være et racistisk element, fordi de både er stereotype og nedladende, men i sidste ende tiljubler de jo Dumbo med en enorm entusiasme, som de hvide væsner aldrig mønstrer. Det ville også være en vanvittig overdrivelse at betegne “Dumbo” som tilnærmelsesvis grim. Der er talløse flotte billeder – de er måske bare ikke så levende som dem i selskabets andre film. Men Dumbo selv er vanvittigt flot animeret, og hans brede, søde smil får hjertet til at smelte.

Flere af Disneys mest mindeværdige sekvenser forefindes også her. Sekvensen, hvor cirkussets ondsindede klovne driver gæk med Dumbo, er et hypnotisk festfyrværkeri af lyd, musik og farver, der harmonerer perfekt. Frank Churchill og Oliver Wallaces Oscar-belønnede score er faktisk fremragende hele vejen igennem – den måde, hvorpå musikken akkompagnerer billedsidens bevægelser, har inspireret adskillige komponister siden hen. Men filmens højdepunkt er uden tvivl Dumbos surrealistiske drøm om en gruppe lyserøde elefanter, der synger og danser i et alternativt, dystert univers, som synes tyvstjålet fra Salvador Dalis underbevidsthed.

Filmhistorien er spækket med fortællinger om undertrykte, spøjse eksistenser (dyr såvel som mennesker), der overvinder deres skeptiske omverden og udlever deres drømme. Men “Dumbo” er en af de bedste af slagsen. Gang på gang illustrerer filmmagerne fornemt, at håb og kærlighed kender ingen grænser – om det så er i Dumbos samvær med sin kærlige mor, det fuldstændig irrationelle venskab mellem en mus og en elefant eller i Dumbos sidste, grandiose flyvetur, hvor han på smukkeste vis forvandler sit hånede handicap, de store ører, til sit største fortrin. Mange af os har været i samme sted som den misforståede og ensomme Dumbo, og det er formentlig derfor, at filmen om hans opblomstring har fortryllet hver eneste generation siden 1940’erne.
Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.33:1. Selv ikke en mikroskopisk mængde støv eller ekstremt sjældne, minimale kontrastsvingninger kan fratvinge dette transfer topkarakter. Farverne er rene, appetitlige og fuldstændig tro over for animationernes intentioner. Kontrasten er sædvanligvis fuldstændig upåklagelig, og hverken udtværing eller edge-enhancement forekommer. Og så er billedsidens skarphed forbløffende – man får ofte lyst til at pause filmen for at nærstudere alle detaljerne.

Audio

Den oprindelige engelske lydside gengives i DTS-HD Master Audio 7.1. Selvom lydsporet tager otte kanaler i brug, er det hovedsageligt fronthøjtalerne, som leverer lydeffekterne, musikken og replikkerne. Subwooferen er sjældent aktiv, men der er dog et par uventede og ganske effektive panoreringer (såsom når Dumbo flyver), og der er ingen tvivl om, at 7.1-mixet er meget tro over for filmens oprindelige lydpræsentation. Replikkerne er tydelige, og nævneværdig støj forekommer ikke. Men det er en skam, at musikken ikke folder sig mere ud i de andre højtalere, og den har ikke den samme rene klang, som musikken eksempelvis havde på BD-udgivelserne af “Pinocchio” og “Tornerose”. Et dansk DD5.1-mix, som har en markant mindre bitrate end det engelske mix, medfølger også og skal nok fornøje de mindste herhjemme.

Ekstramateriale

Ud over at være ekstremt dygtige til at restaurere deres klassikere producerer Disney også noget af markedets bedste ekstramateriale, og der er masser af slagsen på denne eksemplariske Blu-ray. Der er først og fremmest en håndfuld fascinerende billedgallerier samt adskillige trailere til både “Dumbo” og flere af filmselskabets andre værker. Hvis man vælger at se filmen med “DisneyView”-aktiveret, bliver tomrummet i billedets sider (som eksisterer, fordi filmen præsenteres i 4:3) udfyldt med flotte tegninger, som ændrer sig undervejs og understøtter filmens billedside fornemt.

Aktiverer man “Cine-Explore”-funktionen, præsenteres man under filmen for kommentarer fra tre af filmens prominente fans: Pete Docter (instruktøren af Pixars “Op” og “Monsters Inc.”), Disney-tegneren Andreas Deja og Disney-historikeren Paula Sigman. Trioens interessante anekdoter suppleres af et væld af spændende storyboards, fotografier, videoklip mm., som sætter spot på filmens tilblivelse. Derudover er her et par børnevenlige, interaktive spil, to ufærdige slettede scener, to klassiske Disney-kortfilm og hele 53 minutters dybdeborende dokumentarer om alt fra filmens lyddesign til dens visuelle stil. Desuden medfølger dvd-udgivelsen af “Dumbo”.

“Dumbo” er en klassiker, som vitterligt fortjener en plads i enhver filmentusiasts samling. Simpel, men dybfølt, “Dumbo” er lige så bevægende og inspirerende i dag, som den var til premieren for snart 70 år siden. BD-udgivelsens lydspor er ikke af samme utrolige kvalitet som transferet, men udgivelsen er stadigvæk et must. Billedsiden er skæppeskøn, og det samme er det omfattende ekstramateriale.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Dumbo bliver født med nogle alt for store ører, og derfor bliver han drillet og mobbet. Men så dukker musen Tim op, og han bliver Dumbos ven. Tim forsøger at lære Dumbo nogle fine cirkuskunstner, men de store øre er hele tiden i vejen. Så pludselig en dag opdager Dumbo, at han kan noget som ingen andre kan. Han kan nemlig flyve…