Vi starter, hvor det sluttede. En snusket Jesse Pinkman ræser i en El Camino væk fra Heisenberg, nynazisterne og methamfetamin-mareridtet med en hysterisk latter af lige dele lettelse og afmagt.

Der sluttede “Breaking Bad” for Jesse. Indtil nu. Ny får han sin epilog, sin hyldest.

Det helt store spørgsmål, jeg stod tilbage med efter afslutningen på en af nyere tids største tv-serier, var, hvad skete der egentlig med Walts tragiske kompagnon?

Hvor Walt startede på den kedelige, uskyldige bund og fik kæmpet sig benhårdt op til den modbydelige top som Heisenberg, så var det helt modsat med unge Jesse.

En glad, naiv taber på toppen af sin egen lille verden, der i mødet med Walt kommer ud, hvor han absolut ikke kan bunde og mister hus, penge, familie, venner, kærester og ikke mindst sig selv undervejs.

Nu står han her. Fra glad dreng til knækket mand.

Det er hans svanesang. Den som “Breaking Bad” aldrig rigtig gav ham. Nu får Jesse endelig det lys, som han egentlig fortjener.

Han er ramt af kraftig PTSD. Faktisk meget lig Rambo. Han tager pistolen med i bad og går næsten i panik under bruseren, da den minder ham om den væsentlige kraftigere én, som nazisterne spulede ham med. Knækket.

Foruden at være en bil og titlen på dette efterspil, så er “El Camino” også spansk for ‘vejen’. Jesses vej tilbage til livet.

Han er færdig med stoffer. De spiller ingen rolle her. Ikke engang verdens bedste venner, Skinny Pete og Badger, kan få ham til at tage et hvæs af en joint.

Jesse vil væk. Finde en ny vej. Ikke have hævn. De fleste er alligevel allerede døde.

Det er et karakterdrevet drama. Mere end “Breaking Bad” var det. Den del løfter Aaron Paul til fulde. Ligesom han gjorde i serien.

Han får tid til at få Jesse igennem følelsesregisteret. Ingen kan svæve imellem påtaget badass, skræmt teenager og såret sjæl som ham. Fremragende.

Men faktisk er Pinkman slet ikke så påtaget badass. Den er ægte den her gang.

Han må selv breake bad for at kunne komme væk. Intet skræmmer ham længere. Han har set og følt alt. Der er ikke meget ‘science bitch’ over ham længere. Nu er det alvor.

Ikke engang en pistol lige i ansigtet kan få ham til at lade være med at tage pengene. Beslutsomheden lyser ud af øjnene, når han koldblodigt skyder. Alt sammen understreget af flashbacks til fangeskabet, hvor kyllinge-Jesse blev holdt tilbage.

“El Camino” viser, hvad en filmopfølger til en tv-serie effektivt kan bruges til. En flot, lille krølle på den lange hale.

Jeg havde strengt taget ikke behov for denne film. Måske foretrækker jeg faktisk den tvetydige slutning fra serien.

Men det er fandme alligevel en pæn hyldest til en af tv-historiens bedste karakterer og til “Breaking Bads” glemte helt. Jesse længe leve!