En fremmed flytter ind
Udgivet 13. sep 2017 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Det er for godt til at være sandt. Præcis som i “Fifty Shades of Grey”, hvor den almindelige studine forføres af millionæren, der ejer hurtige biler og et stort forretningsimperium. Men til forskel fra historien om Anastasia og Christian, så er den her historie om Amanda og Casper virkelig nok. Alenemor fra Vestegnen blev forført med drømme om en kærlighedshistorie som dem, man ser på film. Men livet er ikke en film. Det er meget vildere.
Det greb er langt mere end en gimmick. For det her handler om de roller, vi spiller. Særligt storsvindleren Casper, som her udgiver sig for at være millionær-arving med datter og Ferrari. Den ægte Casper vil ikke medvirke. Men det gør næsten bare “En fremmed flytter ind” bedre. For som den eneste reelle skuespiller tager Esben Dalgaard scenen som svindleren Casper, der netop som skuespilleren påtager sig andre identiteter. Hvad har fået ham til at snyde sig ind i en kvindes liv i 100 dage? Og hvordan kunne hun lade ham gøre det?
Man siger ja. Præcis som Mia gør det i Andrea Arnolds beslægtede “Fish Tank”, hvor Michael Fassbender svindler kærlighed og tillid i underklassen. Men her er svindlerens baggrund en anden. Horanyi får begavet koblet den store fortælling om det forladte Udkantsdanmark til den her svindlerhistorie om en mand, der udgiver sig for at være en drøm. Ven med René Dif og Lars Ulrich. Eller pilot. Eller smugler på flugt fra PET. Hvad gør man, når drømmene har forladt dig? Man skaber dem selv. På den måde er Amanda og Casper den samme. Velfærds-lykkehjulets tabere, der drømmer om et bedre liv. Præcis som på film.
Det er min historie, som jeg husker den, siger Amanda. Det gør den ikke mindre virkelige. Jeg sætter pris på ærligheden. Og jeg sætter stor pris på en film, der bekræfter, at hvis noget er for godt til at være sandt, at så er det nok tilfældet. Alligevel gør boomstang, instruktør og skuespiller ikke “En fremmed flytter ind” mindre sand. Tværtimod.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet