Tidsløs komedie imponerer igen og igen

“En ny dag truer” er en klassisk historie på linie med Charles Dickens og Frank Capras største bedrifter, og det er en historie, som de to romantiske, afdøde historiefortællere garanteret ville have vært stolte af selv at have forfattet. Nøjagtig ligesom Dickens-klassikeren “Et juleeventyr” omhandler “En ny dag truer” en kynisk og selvoptaget mand, der tvinges til at genoverveje sin negative livsstil i kølvandet på en række overnaturlige hændelser. Det lyder måske som en perfekt opskrift på en ækel sødsuppe, men “En ny dag truer” er den helt rette type sød: appetitlig, tilfredsstillende og med en uforglemmelig eftersmag.

Det var en regulær genistreg at hyre Bill Murray til at spille rollen som vejrmanden Phil, der gennemlever den samme dag igen og igen. Angiveligt overvejede instruktøren Harold Ramis at få Tom Hanks til at spille Phil, men instruktøren fravalgte ham klogt nok, fordi Hanks simpelthen var for sympatisk til at fremstå troværdig i de scener, hvor han rent ud sagt skulle agere et egocentrisk røvhul. Murray er langtfra uelskværdig, men hans karakteristiske, afslappede attitude og stoiske facade har altid gjort ham ideel til at portrættere kyniske, gnavne mænd. Derfor fungerer den typisk kølige, men også charmerende Murray som en naturlig modgift til alt det sukkersøde i “En ny dag truer”, og han gør det kun til en endnu større fornøjelse at se Phils cool facade smelte.

Murrays præstation er konstant i udvikling og af en kaliber, som Murray kun har matchet én gang siden – i Sofia Coppolas “Lost in Translation”. I begyndelsen virker Phil ikke begejstret for andet end sit eget spejlbillede. Og der er intet, meteorologen hader mere end den bitte flække Punxsutawney eller den helligdag, beboerne fejrer 2. februar hvert år, Groundhog Day, hvor et skovmurmeldyr hives ud af dets bo, og hvis den ser sin egen skygge, fortsætter vinteren angiveligt noget tid endnu. Uheldigvis holder en snestorm Phil indespærret i byen efter, at han har færdiggjort et indslag om begivenheden. Og hver dag vågner han op kl. 6.00 i Punxsutawney 2. februar til tonerne af Sonny og Chers “I Got You Babe”.

Mærkværdige tidsfænomener har optrådt i adskillige film og tv-serier både forinden og efter “En ny dag truer”s biografpremiere i 1993. Men tidssløjfen er hverken en gimmick eller filmens egentlige omdrejningspunkt. Det spøjse fænomen benyttes i stedet som et fortællermæssigt værktøj til at komme vidt omkring den menneskelige eksistens. Phil går fra at være forvirret og vred til at være fuldstændig uansvarlig og senere deprimeret, og filmen gennemgår også hyppige transformeringer – fra at være en hjertevarmende farce, over en bevægende tragedie og filosofisk eksistentialisme, til et opløftende kærlighedsdrama, og den træder aldrig forkert. “En ny dag truer” er aldrig plat, kedelig eller tilnærmelsesvis forudsigelig.

Andie MacDowell, der spiller Phils kærlighedsinteresse, produceren Rita, har formentlig hverken før eller siden været bedre. Hun er fuldstændig troværdig som kvinden, der er alt det, Phil ikke er: uselvisk, oprigtig og kærlig og dermed også den perfekte katalysator for Phils forvandling til et bedre menneske. Og undervurderede birolleskuespillere som Chris Elliott og Stephen Tobolowsky bevirker også megen latter i mindre roller. Æstetisk er filmen måske ikke ligefrem forbløffende, men det bør den heller ikke være. Det er karaktererne, som er i centrum, og Ramis og kollegaerne formår at gøre Phils mange ensartede oplevelser både visuelt og auditivt afvekslende. Kort sagt: “En ny dag truer” er en klassiker, der kan tåle at blive set igen og igen og igen og igen…

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. Farverne er indimellem lidt blege, og billedet er sjældent knivskarpt. Edge-enhancement dukker også op en sjælden gang imellem, og det samme gør utilsigtet gryn under visse velbelyste udendørsscener. Men transferet overgår afgjort dvd-udgivelsens ditto. Detaljerigdommen er ofte overraskende høj, og farverne er som regel fuldstændig troværdige. Kontrasten er også udmærket, og sædvanligvis er grynniveauet helt tilpas. Komprimeringsfejl dukker aldrig op, og snavs forekommer ekstremt sjældent.

Audio

Ligesom transferet er det engelske Dolby TrueHD 5.1-mix hæderligt, men intet særligt. Under en enkelt dialogscene i kapitel 12 mellem Murray og MacDowell lyder replikkerne afsindig flade, men de er i det mindste tydelige, og igennem resten af filmen lyder dialogen fint, selvom rumklangen ikke ligefrem er fantastisk. Baghøjtalerne benyttes forholdsvis sjældent, men under scener med megen aktivitet (såsom når skovmurmeldyret fremvises for byens store folkemængde) vågner kanalnetværket for alvor op til dåd, og den auditive atmosfære virker aldrig decideret mangelfuld. Der er ingen nævneværdige panoreringer, men man efterlyser heller ikke nogen, og brugen af subwooferen er helt tilpas.

Ekstramateriale

Instruktøren Harold Ramis (nok bedst kendt som Egon i “Ghostbusters”) har indtalt et kedeligt kommentarspor til filmen. Ramis holder ofte lange pauser og gentager undertiden bare, hvad der sker i filmen. Man kan også aktivere en funktion, som får den overlagt enerverende karakter Ned Ryerson til at dukke op indimellem og stille spørgsmål om filmen og levere diverse (som regel ligegyldige) anekdoter.

Et interview med Ramis (10 min.) medfølger også, men han siger ikke meget her, som han ikke også konstaterer på kommentarsporet. “The Weight of Time” (25 min.) er en hæderlig dokumentar, der byder på interviews med flere af filmens bagmænd og medvirkende, men desværre ikke Murray. Øv. En kort og munter dokumentar om skovmurmeldyr (7 min.) er også inkluderet, og det samme er en håndfuld udmærkede slettede scener (samlet varighed: 6 min.) og trailere til “Nærkontakt af tredje grad” og “Open Season 2”. Ligesom Sonys andre BD-udgivelser giver disken adgang til endnu flere trailere, hvis ens afspiller er koblet til internettet.