En zoologisk have for hele familien

Her er en film, der er så gennemført utrendy, at det næsten i sig selv bliver sejt. “We Bought a Zoo” er slet og ret lidt af sjældenhed blandt filmstrømmene og i disse kyniske tider noget så usædvanligt som en oprigtigt hjertevarm, positiv og optimistisk film om familiesammenhold.

Filmen, som er baseret på ægte begivenheder, følger en lille familie, der rammes af tragedie, da moren dør. Faren, Benjamin Mee, er en berejst journalist og næppe den, der har stået for husholdningen derhjemme, og han efterlades pludselig med to sorgtyngede børn. Da sønnen smides ud af skolen for at stjæle, er Benjamin desperat efter enhver form for løsning, og den dukker pludselig op, da han ved en tilfældighed vises et hus, hvortil en faldefærdig zoologisk have følger med.

Trods komplet mangel på erfaring med dyrepasning eller andre passende kompetencer køber Benjamin huset og den zoologiske have til hans lille datters store begejstring og teenage-sønnens komplette rædsel. Fra den ene dag til den anden er deres liv fuldstændig forandret, og de må samtidigt også tage sig af de ansatte, der tydeligvis nærer en vis mistro til de nye bestyrere, som umiddelbart blot ligner de nyeste indslag i en lang serie forbigående ejere. Benjamin viser sig dog at være mere vedholdende end som så.

“We Bought a Zoo” er instrueret og medforfattet af Cameron Crowe, der har så imponerende succeser på CV’et som “Almost Famous”, “Jerry Maguire” og “Say Anything”, men som de sidste par år har haft en mindre stjerne efter de mere tvivlsomme “Elizabethtown” og “Vanilla Sky”. Som filmskaber viser Crowe sig sædvanligvis fra sin stærkeste side, når selve historien træder i baggrunden, og hovedpersonerne træder i front, og af samme årsag er han et oplagt valg til at påtage sig en beretning som dette. Filmen handler essentielt hverken om at købe eller drive en zoologisk have, men derimod om at genskabe sammenholdet i en splittet familie, og det er først og fremmest i de små mellemspil mellem de store begivenheder, at Crowes unægtelige talent slår igennem. Samtidigt er det svært at forestille sig mange andre filmskabere, der havde valgt at lade den døde mor fylde så meget, som hun gør her, hvor hun næsten er en figur på lige fod med de levende, men resultatet føles fuldstændig rigtigt.

En stor styrke for filmen kommer ikke mindst i form af dens rollebesætning, hvor Matt Damon leverer en af karrierens bedste præstationer som familiefaren, der har mere helhjertet optimisme end sund fornuft, men som ikke desto mindre bliver en inspirerende figur at følge af samme årsag. Børneskuespillerne er så godt som fejlfri, og Thomas Hayden Church affyrer den ene pragtkommentar efter den anden som Benjamins mere pessimistiske bror. Til gengæld er Scarlett Johansson temmelig fejlcastet som asocial dyrepasser.