I sandhed en løgnEn enkelt løgn kan afstedkomme større komplikationer, end løgnens ejermand i første omgang kan forudse. Det måtte den lidet succesfulde forfatter Clifford Irving sande, da han i ren og skær afmagt løj sig til en forlagskontrakt med eneret på excentrikeren, filmmagnaten og milliardæren Howard Hughes’ særegne liv på bogform. Det er den sande historie, i øvrigt baseret løst på Irvings egne erindringer i den sammenhæng, svenske Lasse Hallström har adapteret til filmen “En sand løgn”.

Den amerikanske mesterinstruktør Martin Scorsese instruerede for få år siden den storladne “The Aviator”, der på betagende vis fortalte den begivenhedsrige historie om milliardæren Howard Hughes’ liv og levned frem til tiden som forhutlet og ensom særling uden nogen som helst form for kontakt med offentligheden. Det er netop det forhold, den succeshungrende Clifford Irving lukrerede på, da han på forunderlig vis fik bildt en hel forlagsbranche ind, at han var på fornavn med excentrikeren og for i øvrigt havde indgået aftale om at skrive dennes erindringer.

Således hviler øjnene i “En sand løgn” altså kun i mindre grad på milliardæren og i større grad på svindlerne, som ført an af Richard Geres egocentrerede Clifford Irving kun har økonomisk vinding for øje. Med i sit plot har han Alfred Molinas storsvedende og ængstelige medforfatter Richard Suskind, som dog havde mere held med sine egne bøger, men alligevel lader sig lokke til bedraget. På sidelinjen har Irving desuden en udspekuleret medspiller i Marcia Gay Hardens kunstmaler og hustru Edith, der viser sig brugbar i enkelte håndevendinger, men mest af alt bruger sin energi på Irvings for længst afsluttede affære med danske Nina van Pallandt, den ene halvdel af tressernes populære danske popduo Nina & Frederik, her spillet i en mindre rolle af Julie Delpy.

“En sand løgn” tager sit udspring i starthalvfjerdserne, mens Vietnamkrigen er på sit højeste, protestsangene ligeså – bemærk i øvrigt det velpassende soundtrack – og Howard Hughes, ham det hele i virkeligheden handler om, for længst har trukket sig ind i sit sneglehus som forarmet særling. På det tidspunkt har han – efter en voldsom eneulykke med fly – ikke vist sig for offentligheden i mere end femten år. Det ser Irving som et guldæg, og efter at have fået vraget sit sidste manuskript bilder han den forlorne forlagsbranche ind – og det gør han med dygtighed – at han af Hughes har fået eneret på dennes memoir.

Samtidig får Clifford Irving til at starte med sit hyr med at påvise sandheden i det sagte over for forlagets mistroiske ejere, der trods alt alligevel hurtigt er villige til at lægge navn til bogen og da også, takket være en kende overfladiskhed på bedste ‘Kejserens nye klæder’-facon samstemmende hopper på limpinden og kaster sig ud i projektet. Det forudsætter naturligvis håndfaste beviser og kendskab til velbevarede hemmeligheder, som de to luskebukse Irving og Suskind graver frem på nationalarkiver og hos gamle bekendte af milliardæren, alt imens førstnævnte genoptager affæren med Nina van Pallandt. Den handling får betydning for det videre forløb.

“En sand løgn” er underholdende og humoristisk, men også mørk og dyster. Største fascination ved filmen er netop, at Irving i en hvis forstand ender som den excentriske milliardær, han ønsker at skrive om – indesluttet og tilsyneladende også skizofren. Han kan på sigt ikke skelne mellem sandheden og de løgne, han over en årrække har spundet for offentligheden. Det er fabelagtigt godt konstrueret og skyldes ikke mindst den sublime klipning i filmens sidste tredjedel, hvor fantasi og virkelighed bliver sværere og sværere at skille ad for den nu ensomme Irving. Han har vendt alt og alle ryggen.

Angiveligt afslørede den bog, som forfatterne her skrev på, tætte forbindelser og sågar økonomisk bestikkelse mellem daværende præsident Harry Truman og Howard Hughes. Muligvis har det bekendtskab været startskuddet til Watergate-skandalen, men det vides dog ikke med sikkerhed. Sikkerhed er der imidlertid for, at Richard Gere her leverer en solid enmandspræstation, der bærer filmen hele vejen i mål. Ingen tvivl om, at dette er Geres film, og selv en stålfast klippe som Alfred Molina ryster i vinden i forhold til den imponerende hovedaktør, der formentligt her oplever største højdepunkt i adskillige år.

Video”En sand løgn” fremstår i det glimrende anamorphic widescreen 1.77:1-format, der rummer en solid kontrast og dragende, varme farver. Filmen plages i mindre grad af en smule edge-enhancement, men udtværinger eller digitale forstyrrelser er der derimod ingen af. Derudover er der en smule blødhed at spore enkelte steder, men herudover bevarer billedsiden sit kornede filmlook og tager sig i grunden ganske godt ud.

AudioPå lydsiden præsenteres det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor, der først og fremmest trakterer med et nostalgitrip igennem de mange udødeliggjorte musiknumre hidrørende fra tiden omkring starten af 1970’erne. Det overdøver dog ikke den skarpe dialog, som er helt uden tilfælde af overstyringer. Der er flere vellykkede lydpanoreringer og detaljerede effektlyde, om end den udmærkede atmosfære også har enkelte mangler.

EkstramaterialeUd over trailere for “Den forbudre by”, “The Dead Girl”, “The Astronaut Farmer” og “Man About Town” rummer udgivelsen ikke ekstramateriale.