En ubekvem sandhed 2
Udgivet 15. nov 2017 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Det er præcis som i “Geostorm”. Godt nok en langsom udgave af “Geostorm” med snak og grafer. Men det er igen vejret, der truer Jorden. Regnbomber, brand og solstorme truer freden. Og kun én mand kan redde os. Gerard Bu… Al Gore. Han er den handlekraftige hovedperson i “An Inconvenient Sequel”, der er mere ubetydelig end ubekvem.
Men den her sequel har bare ikke samme vigtighed. Der er intet nyt. Det går stadig varmt som i Helvede med klimaet; isen smelter, vandet stiger. Det forsikrer Al Gore selv om fra en helikopter med udsigt over den vigende is på Grønland, inden han iført gummistøvler besøger en oversvømmelse i Miami. Han får våde strømper, den er helt gal! Det fortæller han foran en forsamling, der allerede er overbevist. Det var varmere i 2016 end nogensinde før, hvilket illustreres af en Powerpoint.
Herfra skiftes der tempo og stil; fra forelæsning og statistik til en regulær klima-thriller a la “Geostorm”. Terrorister angriber Paris uger inden det afgørende klima-topmøde, men verden står sammen med Al Gore i spidsen og redder dagen. Aftalen kom i hus, som Donald Trump nu har forladt igen. Trump er en slags Kylo Ren for “En ubekvem sandhed 2”, hvor han leder en ny First Order imod klimaet og sandheden. Men bare rolig: Jedi-ridderen fortsætter kampen – Al Gore vil sørge for, at the truth awakens.
Det hele slutter med en rørstrømsk tale, hvor Al Gore sammenligner klimakampen med den afro-amerikanske borgerrettighedsbevægelse. Gæt selv, hvem der er Martin Luther King Jr. For når du ikke kunne blive præsident, så kan du altid blive en moderne messias. Ligesom Gerard Butler.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet