Der er efterhånden en Sherlock til enhver smag. Nu også til den feministiske.

For “Enola Holmes” er ikke tjep action, som når Robert Downey Jr. spiller mesterdetektiven.

Heller ej er der tale om kryptisk hjernegymnastik sat i moderne tid som i “Sherlock”-serien.

Eller pensionist-visdommen fra “Mr. Holmes” med gode, gamle ‎Ian McKellen.

Nej, “Enola Holmes” er den selvstændige lillesøster, der kan og vil selv.

For selv om Henry Cavill spiller Sherlock, så er hovedrollen i hænderne på Millie Bobby Brown – titlens Enola, der læst bagfra staver ‘Alone’.

Og Holmes den yngste er ganske rigtigt alene. Verdens sejeste mor spillet af Helena Bonham Carter er skredet, da hun som bombende suffragette-frihedskæmper/terrorist skal ud og frisætte alverdens kvinder.

Så rabiat er Enola ikke. Men hun vil gerne finde mor, mens Mycroft Holmes ønsker hende sendt på pigeskole her i slutningen af 1800-tallet.

Det vil Enola ikke. Hun vil vælge selv i denne lette, liberale omgang coming-of-Holmes, hvor den unge kvinde læser feministisk filosofi af Mary Wollstonecraft, går til selvforsvar og bestemt ikke lader sig nøje med at finde en mand.

Det er en tekst, der er blevet råbt højt igen og igen i de seneste par år fra “Captain Marvel” til “Birds of Prey”, hvor stærke kvinder erklærer, at de kan selv. Uden mænd.

Men hvad er det så, de kan? Så langt når de fleste af disse ‘corporate feminism’-værker sjældent.

Det bliver aldrig dybere end et omkvæd fra en Spice Girls-sang, der proklamerer ‘girl power’.

Her i form af 16-årige Enola, der naturligvis er lige så klog og stærk som storebror Sherlock. No shit?

Og i sin søgen efter mor baner hun da også vejen for kvindernes stemmeret (ganske vist en del år senere).

Havde der så bare været en ægte gåde, et mysterium. Som den om Baskervilles hund. Det mangler.

Derfor bliver der aldrig mere mystisk end Enola = Alone.

Til gengæld vil jeg gerne rose Millie Bobby Brown, der har rigeligt med kæk energi til at matche tidligere Sherlock-inkarnationer.

Hun bryder igen og igen den fjerde væg med charmerende overbevisning, mens hun sætter endnu en voksen mand på plads.

På den måde behøver Enola slet ikke bruge sin kløgt for at snyde skurkene, der naturligvis hader demokrati og fremskridt.

Hun kan det hele, hun kan selv – helt uden ham der Sherlock.