Fænomenal flugt

Hvor er det dog skønt at se Brian Cox spille hovedrollen i en film. Den 63-årige brite har gennem størstedelen af karrieren spillet andenviolin foran kameraet, mens mere populære (og sædvanligvis mindre kompetente) skuespillere i større roller har fået lov til at overskygge ham. ”Men nu er det nok!” skrålede veteranen efter eget udsagn til instruktøren Rupert Wyatt, da den engelske filmmager i første omgang tilbød Cox en birolle i sin thriller “The Escapist”. I stedet fik skuespilleren hovedrollen som den indespærrede Frank Perry, der planlægger at bryde ud af fængsel, så han kan opspore sin datter og standse hendes stofmisbrug. Klog beslutning, Rupert.

Cox er som sædvanligt fænomenal. Frank er i begyndelsen en afdæmpet herre, som udmattet og nedslået slentrer frem og tilbage ad fængslets korridorer. Men bag Franks opgivende øjne simrer en vældig vrede, som Cox immervæk lader os ane, og som formentlig var en af de medvirkende årsager til karakterens fængselsdom – som i øvrigt aldrig forklares. Da Frank hører, at hans elskede datter er blevet junkie, tørster fangen på ny efter friheden, og Cox skildrer mandens forvandling fra en kold statue til en frihedshungrende, sympatisk antihelt upåklageligt.

Selvom Frank er fortællingens vigtigste karakter, så er “The Escapist” afgjort en ensemblefilm, og en lang række fabelagtige skuespillere forærer Cox den slags uundværlige støtte, som han tidligere har givet andre kollegaer. Det er en fornøjelse at se Joseph Fiennes og Damian Lewis, der begge oftest spiller supersympatiske, besindige helte, i rollerne som to aggressive fightere – Fiennes som en flink en af slagsen, Lewis som filmens psykopatiske skurk: Den diktatoriske fange Rizza. Steven Mackintosh er direkte skræmmende som Rizzas diabolske bror, Tony, og både unge Dominic Cooper og 48-årige Liam Cunningham tilføjer filmen en del charme i rollerne som to mænd, der flygter sammen med Frank.

En mand, der næsten fortjener et stort, internationalt gennembrud lige så meget som Cox, er filmens førnævnte instruktør, Rupert Wyatt. Under enormt tidspres og med et virkelig beskedent budget til rådighed har Wyatt skruet en fabelagtig thriller sammen i samspil med en talentfuld gruppe skuespillere og teknikere – alle tydeligvis motiveret af hinanden og drejebogen frem for deres lønchecks. Intensiteten i skuespillernes præstationer matches perfekt af den temperamentsfulde musik komponeret af Benjamin Wallfisch (manden bag det Robert-nominerede score til Thomas Vinterbergs “Dear Wendy”). Og kulisserne – lige fra de klaustrofobiske tunneller under cellerne til det ægte, nedlagte fængsel, som er filmens centrale kulisse – får “The Escapist” til at fremstå 10 gange dyrere, end den vitterligt var.

Wyatt og Daniel Hardy har forfattet manuskriptet, som ikke træder en fod forkert før den fortænkte slutning, som hæmmes alvorligt af en utilfredsstillende twist. Inden da veksler filmen fornemt mellem to handlingsforløb: Selve fangeflugten og begivenhederne umiddelbart før. Ved at springe frem og tilbage mellem den nervepirrende flugt og de spændende, men trods alt mindre dramatiske hændelser forinden fastholder Wyatt og Co. både vores nysgerrighed og et afsindig højt tempo. Og fordi skuespillerne er så dygtige, og eftersom karaktererne er så tro- og elskværdige (selv de mindste af slagsen), krydser vi for alvor fingrene for, at heltene klarer skærene, og at slynglerne kommer til at bøde for deres ugerninger. Fængslende? Mildest talt.

Video

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. Folkene bag “The Escapist” havde ikke just talløse gysser at gøre godt med, så det siger sig selv, at filmen ikke ser lige så fantastisk ud på dvd som Hollywoods største film. Men transferet imponerer trods alt. Indimellem er billedet en tand for grumset (gryn fremstår til tider som digital støj). Til gengæld forekommer hverken komprimeringsfejl, edge-enhancement eller udtværinger – selv ikke i filmens mange dunkle sekvenser. Mange af scenerne foregår i mørke gange og lokaler, så det er heldigt, at kontrasten er så god, at detaljerne ikke drukner i mørket. Billedet er enormt skarpt, og de kølige farver er aldrig tilnærmelsesvis utroværdige.

Audio

Filmens lydside præsenteres både i Dolby Digital 5.1 og i DTS 5.1. Forskellen på de to lydspor er lille, men det sidstnævnte mix gengiver dog lydsidens dybeste toner med en anelse mere punch og de højeste toner lidt klarere end DD5.1-sporet. Lyddesignet i “The Escapist” er til tider fantastisk. Tjek eksempelvis slåskampen i kapitel 5, hvor lyden af den hujende folkemængde tyranniserer øregangene, mens underfundige lydeffekter såsom ubehagelig øresusen, skingrende støj og alskens dybe toner giver os en unik fornemmelse af at være i karakterernes sted. Der er spidsfindige lydeffekter i hobetal samt mange gode panoreringer, og dialogen overdøves aldrig. Indimellem er baghøjtalerne lidt for aggressive i forhold til fronthøjtalerne, men dvd’ens lydspor er under alle omstændigheder fremragende.

Ekstramateriale

Inden dvd’ens menu dukker op, præsenteres man for traileren til “The Strangers”, og traileren til “The Escapist” befinder sig også på disken. “The Making of The Escapist” (14 min.) byder på interviews med flere af filmens bagmænd og Brian Cox, der åbenhjertet diskuterer sin frustration over stort set udelukkende at blive tilbudt biroller. Det er en stor skam, at dokumentaren er så afsindig kort. Utrolig mange interessante aspekter af filmen diskuteres slet ikke. Desuden medfølger 12 minutters slettede scener (i blot nogenlunde billedkvalitet og med ufærdig lyd), som man absolut ikke savner i den endelige udgave af filmen.