Det lyder næsten for nemt: En komedie om Melodi Grand Prix.

Og det begynder da også med grin. Hjemme i stuen hos familien Erickssong i den islandske flække Húsavík danser unge Lars til tonerne af Abbas ‘Waterloo’ under Eurovision i 1974.

Det er sjovt, synes far Erick og alle de andre. Men der er ikke noget at grine af. ‘Stop med at grine!‘. For Lars Erickssong er Eurovision en alvorlig lidenskab – ikke noget at grine af.

Derfor er “Eurovision” også en af de mindre sjove Will Ferrell-film – men alligevel en af hans bedre.

“Anchorman”-stjernen gør nemlig ikke sådan for alvor grin med Eurovision, men hylder det i stedet med en oprigtig kærlighedserklæring til denne årlige omgang ‘euro kitsch’ af glitter, glimmer og tvivlsom popmusik.

Det er ellers klassisk Ferrell’sk humor, at han som den voksne Lars sammen med Rachel McAdams’ Sigrit Ericksdottir (måske er de søskende, men sikkert ikke…) kvalificerer sig til Eurovision, da alle andre islandske kandidater omkommer efter en eksplosion.

Derfor må Island modvilligt sende Fire Saga fra Húsavík til årets Eurovision. Men herfra er der mere musik og kærlighed end den sorte komik, der har gjort “Anchorman”-filmene til komiske hovedværker.

For der høstes kun få (nærmest uundgåelige!) grin på bekostning af den europæiske musik-institution, der hvert år hylder en mester i popmusik.

Disse mestre bidrager alle til én af de bedste scener, hvor Will Ferrell synger medley sammen med tidligere vindere som den violinspillende Alexander Rybak fra Norge, Conchita Wurst med det østrigske fuldskæg og israelske Netta Barzilai.

Sammen med flere andre Eurovision-stjerner udgør de et regulært drømmehold, der kun er med for at skabe en autotune-fest af den bedste slags.

Men tag ikke fejl – Will Ferrell vil altid noget med sine platte komedier. “Anchorman” er mediekritik af den mest spidse slags, og “Eurovision” er heller ikke uden sine spidser.

Det er Dan Stevens, der spidst leverer i rollen som den russiske favorit, Alexander Lemtov, der optræder med ‘Lion of Love’.

Lemtov er ikke kun musikalsk konkurrent til Lars, men også til Sigrits hjerte. Hvis han da ikke faktisk er homoseksuel? Njet! Den slags har vi ikke i Rusland, lyder afvisningen. Netflix er ikke bange for Putin.

Den LGBT-markering er velvalgt i netop “Eurovision”, der på den måde tør, hvor virkelighedens Eurovision-show tier.

Showet er kendt for ikke at give plads til politik, men her slår Ferrell og Stevens altså et slag for de mange homoseksuelle MGP-fans.

Det hele slutter med, at Lars får sin vilje. Ingen griner, da det musikalske højdepunkt rørende playback-synges af Rachel McAdams. Hvilken optræden.

Så det kan godt være, at det er nemt at grine af Eurovision – men det gør Will Ferrell (næsten) ikke.