Event Horizon SCE
Udgivet 20. okt 2006 | Af: The Insider | Set på DVD
En af filmens absolut største forcer er dens skuespillerbesætning, som vækker minder om Ridley Scotts nærtbeslægtede “Alien”, der ligeledes havde et cast bestående af store talenter frem for bare store navne. Blot det at have folk som Sam Neill, Laurence Fishburne, Kathleen Quinlan og Jason Isaacs med på vognen løfter materialet. En anden af filmens store styrker er musikken: Et sublimt, stemningsmættet score komponeret af afdøde Michael Kamen og den engelske technoduo Orbital. Blandingen af Kamens dystre orkesterlyde og Orbitals elektroniske fiksfakseri komplementerer billederne vældig godt. Filmens imponerende, uhyggelige kulisser får jævnligt nakkehårene til at rejse sig, og størstedelen af filmens snart 10 år gamle effekter holder stadigvæk godt den dag i dag. Især modelarbejdet er blændende.
Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Når det kommer til dvd-udgivelser, så har Paramount altid været et af de mest kvalitetsmæssigt konsistente selskaber. “Event Horizon – Special Collector’s Edition” er endnu en udgivelse, som de kan være særdeles stolte af. Transferet på filmens første dvd-udgivelse var godt, men denne nye billedside er der næsten intet at sætte en finger på. Kontrasten er perfekt, farverne er skønne, filmen fremstår knivskarp hele vejen igennem, og her er ikke ét eneste tilfælde af snavs eller smuds. Der er blot en håndfuld støvkorn at spore, men det er desværre en smule edge-enhancement, der i sidste ende frarøver billedsiden en lurende topkarakter.
Der er både et Dolby Digital 5.1 og et DTS 5.1 spor på udgivelsen. Begge er imponerende, men DTS-sporet er intet mindre end formidabelt. Sjældent har en subwoofer været sat på så hård en prøve. Sporet har simpelthen en bund, der får værelset til at ryste. Men dialogen, effekterne og musikken er aldrig i fare for at blive skyllet væk af subwooferens gåpåmod – al lyd er tydelig. De mange panoreringer, atmosfæren og kanaludnyttelsen er alt sammen i top.
Inden vi tager et kig på udgivelsens ekstramateriale, bør dens opfindsomme æske lige nævnes. Den er måske ikke helt let at placere på reolen ved siden af alle de andre dvd’er, men den fortjener næsten også sin egen lille hylde. Designet af pakningen, som er lavet af hårdfør plastik, læner sig op ad filmens lettere gotiske set-design (som var inspireret af kirken Notre Dame), og via et låg på toppen af æsken får man adgang til udgivelsens to discs. Fans vil fryde sig. Inden i æsken befinder der sig også et lille hæfte, med flere siders tekst.
Så hopper vi videre til disc 2. Her er to trailere: den oprindelige biograftrailer og en voldsommere videotrailer. Men hovedattraktionen her er uden tvivl dokumentaren “The Making of Event Horizon”, som er delt op i 5 dele: “Into the Jaws of Darkness”, “The Body of the Beast”, “Liberate Tutume Ex Infernis”, “The Scale to Hell” og “Womb to Fear”. Heldigvis er der en ‘play all’ funktion, så man kan nyde samtlige dele i ét hug. Tilsammen er de længere end filmen: hele 103 minutter. Her er masser af fine interviews, og alle deltagere er interessante, velartikulerede og heldigvis ærlige. Man savner lidt at høre fra flere af filmens skuespillere (Jason Isaacs er den eneste af slagsen, som optræder). Folk udtaler sig om dem, men det er lidt uforståeligt, at ikke flere af dem selv dukker op. Lidt flere ‘behind-the-scenes’ optagelser havde også været fint, men dokumentaren er stadigvæk indsigtsfuld og velproduceret, og interessant er det især at høre fra den overraskende underholdende Paul W.S. Anderson og technoduoen Orbital, som fortæller om arbejdet med musikken.
“The Point of no Return”-sektionen byder på fire ‘behind-the-scenes’ klip: “The Revolving Corridor”, “The Crew Gathers”, “Shooting Wire Work” og “The Dark Inside”. Igen er Anderson en flittig debattør på lydsiden, og kombinationen af optagelserne og kommentarsporet giver en fin indsigt i tilblivelsen af flere af filmens vigtigste scener og kulisser.
Teknisk set er det her en af årets absolut bedste udgivelser. Ekstramaterialet er velproduceret, informativt og underholdende, så er man fan af filmen, er det bare med at få dvd’en lagt i indkøbskurven øjeblikkeligt, for efter sigende bliver udgivelsen ikke ligefrem masseproduceret. Filmen er en effektiv og stemningsmættet blanding af sci-fi og skrækfilm lige indtil filmens sidste akt, hvor det hele synes at gå lige lovlig over gevind. I sidste ende er det her en udgivelse, som selv folk, der allerede ejer den første udgivelse eller normalt ikke er til genren, bør overveje at købe.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet