Englands residerende komedieguru Ricky Gervais udtalte for nylig, at han altid takker nej til de talløse engelske film, han bliver tilbudt at medvirke i, simpelthen fordi alle engelske film er noget lort. Han havde åbenbart ikke set “Evig kærlighed”, Roger Michells filmatisering af Ian McEwans bestseller. Nogle vil måske mene, at filmens korte, simple titel lægger op til endnu en banal, romantisk feel-good film, men “Evig kærlighed” er en af de mest ubehagelige og irriterende psykologiske thrillere i mange år – og det er ment på den gode måde.

Der kan siges noget om film, som starter ud med et brag af en åbning, og som derefter går støt ned ad bakke. Men selv efter filmens uafrystelige åbningsscene, holder filmen liv i flammerne. Joe (Daniel Craig) er en succesrig forfatter og lærer, som nyder en solrig dag på en tilsyneladende tilfældig engelsk mark sammen med kunstnerkæresten, Claire (Samantha Morton), da en luftballon pludselig dropper ned og ødelægger humøret. Joe, samt et par andre mænd, inklusiv en mand ved navn Jed (Rhys Ifans), forsøger at forhindre luftballonen i at tage fart, da der stadigvæk er en ung passager ombord. Et pludseligt vindstød hiver dem alle op mod himlen i en vældig fart, før de én efter én giver slip. Bortset fra én, som senere styrter i døden, mens de andre blot kan stå tilbage og se på. Joe forsøger at lægge hændelsen bag sig og komme videre, men Jed vender tilbage for at opsøge ham, overbevist om, at han og Joe har en eller anden forbindelse, og at Joe skylder ham noget. Men hvad?

Daniel Craig er fin og sympatisk i rollen som Joe. Men det er Rhys Ifans, der stjæler al opmærksomhed i rollen som den ubehageligt pågående Jed. Han virker som en krydsning mellem en uskyldig spørgejørgen og en uafrystelig scientology-promoter, og scenerne mellem ham og Craig slår gnister. I takt med at Jed presser sig mere og mere på, begynder Joe at tvivle på sig selv, og hans omgangskreds begynder at lade ham en smule i stikken. Dette er med til at indgyde os en følelse af anstrengt afmagt. Det gør én frustreret og utilpas, akkurat ligesom Joe. Det er en stor bedrift af en film at kunne transformere publikum fra værende primært observerende til nærmest indirekte deltagere i filmens fortælling.

Andre elementer i “Evig kærlighed” bidrager også til dens enerverende aura. Jeremy Sams’ musik grænser til det geniale. Hans sørgmodige, klagende strygere klæber sig til hjernen som rødvin på et gulvtæppe. Og hans molbetonede, disharmoniske piano forstærker den utryghed, der eksisterer blandt karaktererne. Musikken vil forfølge dig. Ligeledes er lyddesignet formidabelt. Stilfærdigt, men ofte pludseligt overrumplende. Den kryber ligeledes ind under huden, som i en scene, hvor to personer spiser aftensmad, og hvor den ubehagelige tavshed bliver erstattet af en højlydt, myrekrybsgivende gnasken. Intensiteten i filmen stiger og Joes stabile dagligdag synes at smuldre. Klipningen bliver også mere hektisk og kameraet mere rystende og ustabilt. Ligesom andre formidable nyere film som “Bourne Duellen” og “City of God”, fungerer den tekniske side i “Evig kærlighed” som en raffineret og dragende afspejling af personernes sindstilstand.

Udover Craig og Ifans leverer de resterende skuespillere fine præstationer, selvom ingen virkelig stikker ud. Dialogen er også ofte knivskarp, og kun i Joes fåtallige øjeblikke af selvrefleksion bliver der desværre disket op med en smule overflødigt, klichébetonet lommefilosofi. Alt i alt er “Evig kærlighed” en intens, velsmurt psykologisk thriller og samtidigt yderligere bevis på, at den engelske filmindustri, som mange havde afskrevet, er i langt bedre tilstand, end rygterne giver den ud for at være.

VideoPræsenteret i 2.35:1 Anamorphic-widescreen format.
Der er her uheldigvis tale om et blødt, dansk SF Film-transfer, som der allerede er nogle stykker af på markedet. Filmens nærbilleder er lette at granske, men når tingene sker i det fjerne, bliver det pludseligt sværere. Desuden er billedsiden en smule mudret under nattescenerne – tjek blot middagsscenen i kapitel 2. Det bløde look udelukker forudsigeligt nok, nærmest kategorisk, ubehagelige tilfælde af edge-enhancement. Farverne virker dog dejligt naturtro og kontrasten er fin. Ydermere er der ingen digital støj at finde. Coveret hævder for øvrigt, at filmen er inkluderet i dimensionerne 1.85:1, men som sagt bliver filmen præsenteret i dimensionerne 2.35:1, nøjagtig som den i sin tid blev skudt.

AudioDet engelske Dolby Digital 5.1 lydspor er relativt afdæmpet, ligesom filmens visuelle side (sjovt nok er volumen på 2.0-lydsporet unaturligt høj), og det bliver præsenteret formidabelt. Panoreringer er sparsomme, men der popper ofte nogle dejlige overraskelser op i baghøjtalerne, inklusiv Jeremy Sams’ musik, som ofte får lov til at brede sig og skabe en nærmest sjælelig, berusende effekt. Dialog er, som på efterhånden nærmest alle dvd’er, tydelig og ren, og subwooferen får af og til lov til at brumme lidt, uden at virke unormalt overrumplende. Et sjældent fremragende eksempel på, at det nogle gange gælder, at less is more.

EkstramaterialeDu vil hverken kunne finde det noteret på coveret eller under dvd’ens ekstramateriale-menu, men “Evig kærlighed” dvd’en byder på et kommentarspor. Deltagerne er instruktør Roger Michell og producer Kevin Loader. Det er et ganske fint kommentarspor, hvor de to engelske gutter bl.a. taler om udfordringen ved at filmatisere den kendte bog. Men for det meste synes det at være tekniske aspekter af produktionen, der bliver debatteret. Sporet er også af og til en smule tørt og har et par pauser, og de to ældre, engelske herrers dybe og monotone stemmer egner sig ikke til at blive smidt på dvd-afspilleren alt for sent på dagen, med mindre man har en kop stærk kaffe lige ved hånden. Der er dog også et par overraskende morsomme anekdoter her og der. Sporet kan aktiveres under dvd’ens opstillings-menu eller via fjernbetjeningen.

“Clips”-sektionen af dvd’en må siges at være en af de mest bizarre stykker ekstramateriale, der længe er blevet set. Der er blot tale om 5 klip fra selve filmen. Måske det største tilfælde af spildt plads i dvd-formatets historie.

Den inkluderede dokumentar er sølle 5 minutter lang, men byder dog på nogle ret fede optagelser. Men 5 minutter giver ingen tid til at gå i dybden med noget som helst, og kun filmens efterhånden kendte intro bliver diskuteret.

“Soundbites”-sektionen giver adgang til adskillige små interviews med et dusin folk involveret i filmens produktion. De er af lidt svingende kvalitet, men der er en del små guldklumper at finde her.

Ca. 19 minutters b-roll optagelser runder pakken af. De 19 minutter dækker for det meste over nogle ret tilfælde bag-om-kameraet optagelser, men der er noget særligt interessant ved at få lov til at studere tilblivelsen af filmen på så klods hold uden at blive afbrudt af talende hoveder og velproducerede klip fra det endelige produkt.