Expendables 3, The
Udgivet 14. aug 2014 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Det er ved at være en slidt joke. Hele idéen med “The Expendables” eller de undværlige har fra start været det parallelle spor mellem karakterernes og deres skuespilleres alt for fremskredne alder. På begge sider af kameraet skulle man være stoppet for længst, men buldrer i stedet derudad. Barney Ross, Lee Christmas og Hale Caesar (Hvem finder på navnene?! Sly?!) på håbløse missioner. Stallone, Statham og Crews i håbløse film. Det er sjovt. Især tredje gang.
Men hvad skal man sige, der ikke er blevet sagt? Alt preller vel af på de steroidepumpede brystkasser, og hjertet inde bagved har jo prøvet så meget, at selv ikke mine værste gloser kan fremtvinge et lille ekstra slag. Måske må jeg som ungt menneske give fortabt over for al den livserfaring. Mænd, der er fanget i deres egen succes fra 80’erne og 90’ernes skal vel bedømmes af mænd, der var stærkt kørende dengang.
Roger Ebert: – Jeg kunne lide den mindre end de to andre, som jeg kunne lide så lidt, at jeg ikke selv anmeldte dem. Stupid action med en fuldstændig triviel historie.
Morfar: – Jeg tror, jeg slumrede lidt undervejs, så er ikke helt sikker på, hvem der sprang hvem i luften?
RE: – Sylvester Stallone vil dræbe Mel Gibson, bare fordi, men han tror ikke på sit gamle team og hyrer en ny forsamling, der fejler fuldstændigt. Nu er det kun Dolph Lundgren, Wesley Snipes og andre halvslidte, menneskelige tankvogne, der kan klare opgaven. Vi har fattet idéen. To tommelfingre ned!
Moffe: – Det var temmelig forvirrende med alle de ansigter. Der var ikke rigtig nogen, jeg lagde mærke til inde i alt det bang og rabalder. Jo, spanieren var da meget sjov.
RE: – Ja, Antonio Banderas er et lyspunkt, men også meget, meget fjollet. Mel Gibson har også en smule liv i øjnene igen. Men det handler jo egentlig kun om at lave actionscener.
Moffe: – De var nu ikke engang særlig imponerende. Den første dér med helikopteren og toget, hvor de skal redde den sorte, unge mand fra sovjetrusserne. Det ser helt falsk ud. Ja, der er faktisk utroligt mange scener med flyvemaskiner, og de ser alle sammen dårlige ud – nu skal jeg vise dig, hvordan man rigtigt styrer en Spitfire…
RE: – Pas på lampen!
Moffe: – Arh for satan! Min tennisalbue!
Altså… Det er et rodet sammenrend, der mangler så meget af den charme, som nostalgien har lakeret dine yndlingsfilm fra 80’erne med. “The Expendables 3” gør mig alvorligt i tvivl, om VHS’erne fra videobutikken på hjørnet virkelig altid indeholdt genial action. Nej, nej, keep the faith, brother, de her mænd har virkelig lavet klassikere, det er jeg sikker på. Men er du gal, hvor tærer de her på deres renomme. De fleste af dem kan stadig et eller andet, så hvorfor spilde folks tid med en opdateret udgave af ølklubbens jagt-tur til Prag? De får muligvis meget sjov ud af at fortælle den samme joke for tredje gang. Det er meget begrænset, hvad alle andre får.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet