F for Får
Udgivet 24. mar 2015 | Af: Lasse Martin Jørgensen | Set i biografen
Får får får? Nej, får får lam. Med mindre fåret hedder Frode, er kendt fra tv, og i øvrigt lavet af ler. Så får fåret nemlig sin helt egen spillefilm. Aardman, selskabet bag succeser som “Walter og Trofast”, har begået en forrygende filmatisering af stop-motion-serien om den frække, men charmerende Frode Får. Det er blevet til en sjov og opfindsom film med den knapt så opfindsomme titel “F for får – Filmen”.
Animationen er umiskendelig Aardman. De tekniske troldmænd leger videre med den ikoniske stil fra “Walter og Trofast” og “Flugten fra hønsegården”. Der er noget varmt og behjertet over stop-motion-animationen, som selv den mest avancerede computeranimation har svært ved at hamle op med. Samtidig er der så meget personlighed i hver eneste karakter, at man undervejs helt glemmer, at der ikke bliver mælet et eneste ord. Det er lidt af en bedrift. Og den bliver ikke mindre imponerende af, at historien faktisk er mere skæv og opfindsom, end hvad langt de fleste animationsfilm har fantasi til at optænke. Der er snedige planer, følelsesmæssig udvikling og overraskende plottwists i massevis. Alt sammen knivskarpt formidlet gennem animationen, der kun er ledsaget af ordløse udbrud på lydsiden. Foruden et forrygende solbeskinnet soundtrack. Og så er der indlagt en masse sjove, små referencer. Jeg morede mig blandt andet over en Hannibal Lecter-imiterende kat bag tremmer i et dyrefængsel!
Det er dog endnu sjovere, når tempoet sænkes, og de forskellige miljøer får tid til at udfolde sig i al deres fantasifulde mangfoldighed. Som scenen i det førnævnte dyrefængsel. Her møder vi en hårdtpumpet puddel, en guldfisk på sørgmodig mundharmonika og bidsk bulldog med ordene “bark” og “bite” tatoveret over forpoterne. Foruden en dyrefanger, der vist nok ser sig selv som en potent blanding af Dirty Harry og Travis Bickle. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set så mange sjove påfund i én enkelt scene.
Får får filmsucces? Forhåbentlig. For “F for Får – Filmen” er langt sjovere og meget mere opfindsom, end den klodsede og kedelige titel antyder. Jeg kan ikke formulere min begejstring for Frode Får bedre end det ørehængende soundtrack: ”Everyday feels like summer with you”.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet