And here’s to you, Mrs. RobinsonKun få film formår både at underholde, inspirere og samtidig også at opsummere et helt årti eller en hel generation. En sådan film er Mike Nichols uforlignelige “Fagre voksne verden”, som blev en af 60’ernes allerstørste kassesucceser. Den forvandlede en ung Dustin Hoffman fra ukendt teaterskuespiller til højtelsket filmstjerne og fik millioner verden over til at nynne med på Simon & Garfunkels uforglemmelige sange. Heldigvis har den klassiske komedie ikke mistet den mindste snert af sin uimodståelige, drilske charme selv her i 2007.

Dustin Hoffman er perfekt i rollen som den blot 20-årige og naive Benjamin Braddock. Han er en varsom og usikker, men elegant ungkarl, som ikke helt ved, hvad kan stille op med sig selv. Han kommer fra en respektabel familie, så der er høje forventninger til ham, hvilket den gakkede knægt bestemt ikke bryder sig om. Han kører forældrenes veninde, Mrs. Robinson, hjem fra en fest, og det bliver hurtigt åbenbart, at den gifte kvinde er ude på at forføre ham. I første omgang afviser en fuldstændig panikslagen Benjamin fruens gestus, men den tvivlplagede gut lader sig hurtigt forføre af den sexede dame, som synes at give den nybagte student en følelse af tryghed og selvsikkerhed. Men da Benjamin møder (og forelsker sig i) Robinsons datter, bliver hans liv for alvor kompliceret.

“Fagre voksne verden” er ikke blot en fabelagtig komedie, der rammer plet med hvert eneste komiske påfund – det er også en af de mest intelligente, vedkommende og simpelthen bedste film, der nogensinde er lavet om ungdommelig tvivl og behovet for at skille sig ud og træde ind i de voksnes rækker. Og selvom flere af filmens scener besidder en vis grad af virkelighedsfjern absurditet, så er karaktererne så menneskelige og hårdt plagede, at man ikke kan undgå at holde af dem – selv når de begår tåbelige, amoralske fejltagelser eller udviser lige så megen kynisme som f.eks. Mrs. Robinson, der takket være en enestående Anne Bancroft fortsat rangerer blandt filmhistoriens mest sexede kvindelige skikkelser. Man godtager uden tøven, at Benjamin falder for hende.

Og så må man ej heller glemme Katharine Ross, der næsten formår at stjæle rampelyset fra Bancroft i rollen som Robinsons datter, Elaine. Hun formår at gøre Elaine så sød og godhjertet, at man ikke kan undgå at blive chokeret og såret, når hun opdager sin mor og Benjamins ugerninger. Filmen er både visuelt og auditivt imponerende og derudover ekstremt velklippet. Nichols lader ofte kameraet køre uafbrudt i et betragteligt tidsrum, hvorved der piskes en vældig stemning op. Men han benytter sig også ofte af lynhurtige klip, der skaber en form for uforudsigelig og nervepirrende intensitet, f.eks. da Mrs. Robinson blotter sig over for Benjamin i begyndelsen af filmen.

Alle filmens forskellige dele fungerer fortræffeligt både hver for sig og i fællesskab, så det var fuldt fortjent, at Mike Nichols vandt en Oscar for sin fantastiske instruktion. For både Nichols og flere af filmens andre medvirkende er “Fagre voksne verden” stadigvæk CV’ets mest glitrende og opsigtsvækkende bestanddel. Det er uhyre sjældent, at film formår at bevare deres gennemslagskraft selv efter fire årtiers eksistens, men kun få romantiske komedier har formået at hamle op med denne 40-år gamle guldklump, og endnu ingen har overgået den.

VideoDen danske dvd-udgivelse af “Fagre voksne verden” bød på et ganske godt transfer. Filmen så indimellem lettere uskarp ud, og der optrådte en lille portion edge-enhancement, støj og udtværing, men det var alt sammen til at leve med. Men der er næsten intet negativt at sige om dette sprudlende HD-transfer. Udtværing og komprimeringsfejl hænder aldrig. Kontrastsvingninger og glorier optræder yderst sjældent. Derudover er der næsten ingen former for støj eller snavs – 40 år gamle film fremstår meget sjældent så pletfrie.

Farvegengivelsen er også vældig imponerende. Man kan måske klandre farverne for af og til at være en anelse for mætte (og hudfarverne en smule for lyserøde), men generelt er temperaturen stabil og farverne både indbydende og troværdige. Farveblødning optræder i øvrigt aldrig. Især takket være billedsidens generelt solide kontrast og iøjefaldende skarphed er detaljerigdommen enorm. Når folks ansigter dukker op i nærbilleder, kan man ofte tyde præcis, hvor make-up er blevet tilføjet. Og efter Robinson har blottet sig overfor Benjamin, kan man tælle svedperlerne på hans nervøse ansigt.

AudioI modsætning til transferet er skivens lydspor ikke mærkbart bedre end det, der fulgte med den seneste dvd-udgave. Det engelske DTS-HD Master 2.0 lydspor overrasker hverken positivt eller negativt. Der er en lille smule støj i form af knasen og overstyring, mens dialogen og musikken er distinkt. Lyden virker en smule spids, og sporet synes nærmest ikke at have nogen bund, hvilket man især ærgrer sig over, når Simon & Garfunkels frydelige popsange optræder.

EkstramaterialeDer fulgte bl.a. en dokumentar, et interview og et billedgalleri med den seneste danske dvd-udgivelse af “Fagre voksne verden”. Men udover filmen indeholder denne HD-DVD blot en trailer til andre HD-DVD’er fra selskabet Studio Canal. Skuffende.

And here’s to you, Mrs. RobinsonKun få film formår både at underholde, inspirere og samtidig også at opsummere et helt årti eller en hel generation. En sådan film er Mike Nichols uforlignelige “Fagre voksne verden”, som blev en af 60’ernes allerstørste kassesucceser. Den forvandlede en ung Dustin Hoffman fra ukendt teaterskuespiller til højtelsket filmstjerne og fik millioner verden over til at nynne med på Simon & Garfunkels uforglemmelige sange. Heldigvis har den klassiske komedie ikke mistet den mindste snert af sin uimodståelige, drilske charme selv her i 2007.

Dustin Hoffman er perfekt i rollen som den blot 20-årige og naive Benjamin Braddock. Han er en varsom og usikker, men elegant ungkarl, som ikke helt ved, hvad han kan stille op med sig selv. Han kommer fra en respektabel familie, så der er høje forventninger til ham, hvilket han bestemt ikke bryder sig om. Han kører forældrenes veninde, Mrs. Robinson, hjem fra en fest, og det bliver hurtigt åbenbart, at den gifte kvinde er ude på at forføre ham. I første omgang afviser en fuldstændig panikslagen Benjamin fruens gestus, men den tvivlplagede gut lader sig hurtigt forføre af den sexede dame, som synes at give den nybagte student en følelse af tryghed og selvsikkerhed. Men da Benjamin møder og forelsker sig i Mrs. Robinsons datter, bliver hans liv for alvor kompliceret.

“Fagre voksne verden” er ikke blot en fabelagtig komedie, der rammer plet med hvert eneste komiske påfund – det er også en af de mest intelligente, vedkommende og simpelthen bedste film, der nogensinde er lavet om ungdommelig tvivl og behovet for at skille sig ud og træde ind i de voksnes rækker. Og selvom flere af filmens scener besidder en vis grad af virkelighedsfjern absurditet, så er karaktererne så menneskelige og hårdt plagede, at man ikke kan undgå at holde af dem – selv når de begår tåbelige, amoralske fejltagelser eller udviser lige så megen kynisme som f.eks. Mrs. Robinson, der takket være en enestående Anne Bancroft fortsat rangerer blandt filmhistoriens mest sexede kvindelige skikkelser. Man godtager uden tøven, at Benjamin falder for hende.

Og så må man ej heller glemme Katharine Ross, der næsten formår at stjæle rampelyset fra Bancroft i rollen som Robinsons datter, Elaine. Hun formår at gøre Elaine så sød og godhjertet, at man ikke kan undgå at blive chokeret og såret, når hun opdager sin mor og Benjamins ugerninger. Filmen er både visuelt og auditivt imponerende og derudover ekstremt velklippet. Nichols lader ofte kameraet køre uafbrudt i et betragteligt tidsrum, hvorved der piskes en vældig stemning op. Men han benytter sig også ofte af lynhurtige klip, der skaber en form for uforudsigelig og nervepirrende intensitet, f.eks. da Mrs. Robinson blotter sig over for Benjamin i begyndelsen af filmen.

Alle filmens forskellige dele fungerer fortræffeligt både hver for sig og i fællesskab, så det var fuldt fortjent, at Nichols vandt en Oscar for sin fantastiske instruktion. For både Nichols og flere af filmens andre medvirkende er “Fagre voksne verden” stadigvæk CV’ets mest glitrende og opsigtsvækkende bestanddel. Det er uhyre sjældent, at film formår at bevare deres gennemslagskraft selv efter fire årtiers eksistens, men kun få romantiske komedier har formået at hamle op med denne 40-år gamle guldklump, og endnu ingen har overgået den.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Filmens åbningssekvens ser ikke synderlig godt ud på dvd – den er både uskarp og plaget af støj, så undertegnede var selvsagt nervøs for, at resten af denne udødelige klassiker heller ikke ville se tilfredsstillende ud. Men hovedparten af filmen ser heldigvis nydelig ud. Kontrasten er solid, og man har tydeligvis passet godt på det brugte negativ, eftersom farverne aldrig virker matte eller drænede. Edge-enhancement optræder sjældent og gør sig udelukkende bemærket i skillelinierne mellem billedets mørkeste og lyseste dele. Billedet er for det meste dejlig skarpt, og minimal udtværing forekommer yderst sjældent.

AudioDet engelske Dolby Surround 2.0 lydspor er nogenlunde, men intet at skrive hjem om. Kanalnetværket bugner ikke ligefrem af aktivitet, hvilket man heller ikke kan forvente, når man tager filmens alder i betragtning. Dialogen er som regel tydelig, og ligesom med de fleste film produceret før 90’erne, er det ofte tydeligt, hvornår der er tale om reallyd eller eftersynkroniserede replikker. Man savner lidt mere bund, og især Simon & Garfunkels fornøjelige sange lyder spinkle. Støj eller overstyring forekommer ikke.

EkstramaterialeSelvom “Fagre voksne verden” er en af 60’ernes største og mest populære klassikere, har man alligevel ikke taget sig tid til at producere meget ekstramateriale til udgivelsen. Dvd’en indeholder en lang trailer og et lille billedgalleri. Der er også et fint, men kun 4 minutter langt interview med Dustin Hoffman, som diskuterer sin idé til en mulig fortsættelse, en ubehagelig make-up oplevelse og en vældig misforståelse mellem ham og Anne Bancroft under optagelserne. Dokumentaren “The Graduate at 25” (22 min.) måtte gerne have været meget længere, men det er under alle omstændigheder en yderst fascinerende gennemgang af filmens tilblivelse. Hoffman, Katharine Ross, producer Lawrence Turman og manuskriptforfatter Buck Henry udtaler sig.