Han fordrejer, manipulerer og giver medierne skylden for det meste. Instruktør Michael Moore er lige så slem som sit emne, Donald Trump.

Plakaten og titlen lover en film om præsidenten i USA. Men det løfte holder “Fahrenheit 11/9” ikke.

Introteksten leger ellers med “Fahrenheit 9/11“, der skifter til “11/9”. Fra 11. september 2001 – terrorangrebet på World Trade Center – til valgresultatet d. 9. november i 2016, hvor Donald Trump blev udråbt til Barack Obamas afløser.

Michael Moore indikerer således tidligt, at begge datoer er amerikanske tragedier, katastrofer. Måske endda lige store.

Men Moore indikerer også, at han vil levere i stilen fra “Fahrenheit 9/11” fra 2004.

Dengang leverede han absurd, nærmest satirisk kritik af daværende præsident George W. Bush i kølvandet på Osama bin Ladens dræbende flyterrorister.

Sådan bliver “11/9” aldrig. I stedet er der tale om en opsamling; en ’Worst of Moore', hvor Flint, fattigdom, skydevåben, sundhedsvæsen, immigration og kapitalisme får en tur for at forklare, hvor forfærdeligt Donald Trumps USA er.

Plakatens hovedperson får kun få minutter, der primært går med at insinuere, at Trump har et incestuøst forhold til datteren, Ivanka.

Michael Moore nedværdiger sig aldrig til at forholde sig til Trumps politik eller til dem, der stemmer på den.

Spørgsmålet er i stedet, hvordan fuck det kunne ske? Svaret fra Michael Moore er vanen tro simpelt: Tidligere præsidenter og medierne.

Det viser sig, at Bill Clinton og Barack Obama også har ført republikansk politik, hvilket alligevel får Moore til at foretrække Hillary. Hvorfor?

Jo, “Fahrenheit 11/9” opfylder hurtigt Godwin’s law – Trump er Hitler. Og her taber Moore naturligvis diskussionen.

I stedet for at undersøge Ruslands-sporet, skatte-sporet, #MeToo-sporet eller et af de 100 andre åbenlyst oplagte Donald Trump-spor så opgiver Moore og råber i stedet ’pædofil' og ’nazist'.

Den største synder for Moore er dog medierne, der hjalp Trump til sejren, fordi Hillary var kvinde. Klask!

Klask! Et stempel som seksualforbryder ryger på mandlig medieperson efter mandlig medieperson. Så er den præsident forklaret.

Så simpel er verden i Michael Moores hoved, der derfor må bruge de over to timer på noget andet end udgangspunktet.

Derfra står den på forurenet vand i hjembyen Flint. Hvorfor?

Tjo, det er vist noget med, at den republikanske guvernør Rick Snyder havde hovedansvaret for vandskandalen i Flint.

Det gik primært ud over sorte amerikanere, hvilket beviser, at der var tale om racisme fra Snyder, der har fået taget et foto sammen med Trump, hvilket naturligvis afslører, at præsidenten er racist. Selv om det var Obama, der dengang var præsident.

Sådan klipper og klistrer Michael Moore også en lærerstrejke og våbendemonstration sammen til instruktørens hidtil tyndeste argumentationskæde.

Siden “Bowling for Columbine” er argumentationen ikke kun blevet tyndere og tyndere, men også mere og mere kedelig.

Den absurde satire er blevet til sentimental kronik, der skingert skriger Hitler, racist eller dum efter alle til højre for Bernie Sanders.

Der er derfor kun én sjov sekvens i de 128 minutter med “Fahrenheit 11/9”.

Michael Moore forklarer i indledningen, at Gwen Stefani har størst skyld i valget af Donald Trump.

Gwen Stefani? Altså hende fra No Doubt? Ja, den er god nok.

NBC steg lønnen til Stefani for rollen som reality-dommer i “The Voice” mere end den tilsvarende NBC-løn til Donald Trump for “The Apprentice”.

Det fik Trump til at købe en falsk præsident-kampagne. Ikke for at blive præsident, men for at gøre sig mere værdifuld for NBC. Han ville have mest i løn.

Men i stedet for lønforhøjelse så fyrede NBC Trump. Hvad skulle han nu lave? Resten er historie. Dét er en god historie.

“Fahrenheit 11/9” som helhed afslører imidlertid, at Michael Moore er en lige så dårlig instruktør, som Donald Trump er præsident. Sad!