Nogle af Danmarks bedste dramaer og bedste børnefilm er udsprunget af den herlige danske forfatter Bjarne Reuters brede fantasi. I den dramatiske boksering har Reuter leveret mindeværdige filmiske nådestød som “Drengene fra Sankt Petri” og “Zappa”, mens mandens mere ungdommelige hjernepart har inspireret hans hånd til at fatte historier som “Buster” og “En som Hodder”. Familiefilmen “Fakiren fra Bilbao” er baseret på Reuters roman af samme navn, og den er ofte ligeså magisk og finurlig som selve titlen, men filmens magiske facade kan ikke helt klare en ordentligt omgang med luppen.

Tvillingebørnene Emma og Tom (spillet af Julie Zangenberg og Aksel Leth) flytter med deres mor (en lidt anonym Sidse Babett Knudsen) ind i et helt nyt hjem. Deres far, som var pilot, døde for nylig i en flyulykke, og det nye hus, som ligner et forladt og forfaldent spøgelseshjem, ser ikke just ud til at kunne hjælpe på børnenes triste humør. Men hentydninger til gemte skatte, mærkelige lyde, pludseligt smækkende døre og, ikke mindst, en fakir bosat i en kuglepen, får hurtigt børnene til at tro, at der er nogle enorme ugler i mosen.

Skuespillet er generelt fint. Tyske Moritz Bleibtreu (især kendt for “Das Experiment” og “Lola rennt”) er en sensation i titelrollen. Hans uimodståelige charme og betonstærke karisma redder ofte filmen, når eksposition og klicheerne banker på døren. Belibtreus farverige karakter og lige så farverige præstation vil garanteret få børnene til at skrige af fryd, og kun de mest kyniske og tykhudede voksne vil finde det svært ikke at trække på smilebåndet eller klukle. Desværre er børnene ikke altid lige overbevisende. Man kan ofte føle instruktøren trække hårdt i de to unge skuespilleres usynlige marionetstrenge. Det resulterer i pludselige sammentrækninger, rynkede øjenbryn og flakkende, karruselagtige øjenbevægelser, der normalt karakteriserer en velproduceret skolekomedie. Især Aksel Leth har det lidt svært, og hans utallige tunge klumpsynkninger får ham ofte til at fremstå som en nervøs, forvirret forsøgskanin arbejdende hos Kellogs. Peter Gantzler og Fares Fares er et morsomt, forbryderisk makkerpar, selvom både deres karakterer og parrets glubske, grådige dagsorden virker en anelse for transparente og endimensionale.

Historien får heller ikke helt den afrunding, den kræver. Efter filmens start bliver der stort set aldrig snakket om børnenes far, hvilket er lidt trist, da det både kunne have givet børnene og især deres mor mere dybde. Det får hele referencen til faderen til at virke som en påklistret fodnote. Og hvorfor opfører huset sig helt som det gør? Hvordan kan børnene efter kun 2 minutter i huset etablere, at det forsøger at fortælle dem noget? Børn vil let kunne ignorere disse (og andre) små plothuller, men voksne vil måske være en smule mere skeptiske. Men at lade et par inkonsistente detaljer forhindre et møde med fakiren og filmens mange spøjse og humoristiske indslag ville være dumt, for der er virkelig mange ting at beundre i “Fakiren”. Og så består filmen allerede af så mange logiktrodsende elementer, at en meget større mængde lettere konventionel tankegang nok blot havde sat filmens fornøjelige tempo ned.

Man kan sige, hvad man vil om Leths og Zangenbergs præstationer, men det fiktive søskendepars drilske hade/elske forhold fungerer fint, takket være en god kemi imellem de to skuespillere. Auditivt er der tale om et dejligt, overbevisende lyddesign, selvom filmens musik må siges at læne sig alt for meget op af Danny Elfmans guddommelige score til “Edward Saksehånd”. Visuelt er filmen også meget imponerende. Filmens hus – hvori stort set hele handlingen udfolder sig – er særdeles flot designet, både internt og eksternt. Internt takket være flot, klassisk spøgelseshus set-design fyldt med spindelvæv og støv. Eksternt takket være fornemt special-effects arbejde, der har transformeret et almindeligt hjem til et magisk, gådefuldt mini-palads. Takket være højt humør, kæk charme og en dejlig uimodståelig, smittende selvtillid, keder man sig aldrig.

VideoPræsenteret i 2.35:1 Anamorphic-widescreen format.
De drænede farver i “Fakiren fra Bilbao” tjener ofte filmens stemings- og historiemæssige dunkelhed. Hvide farver optræder ofte enten udvaskede eller forstærkede, men det tjener som regel også filmholdets intentioner godt. Kontrasten er god, men desværre er der noget digitalt støj og et lille antal bløde skud.

AudioDanny Elfmans, nej, undskyld, Søren Hyldgaards musik får som forventet lov til at bruge både fronthøjtalerne og de to baghøjtalere ved op til flere lejligheder. Der bliver også tid til en smule fed atmosfære-skabelse over alle kanalerne på det danske DD5.1 lydspor. Tjek f.eks. lydlandskabet i husets kælder i kapitel 2, eller det tordnende uvejr i kapitel 3. Der er dog op til flere intense øjeblikke og myrekrybsgivende scener, som kunne have været bedre tjent med et lidt mere dynamisk og fyldigt lydspor. Et par af filmens chokeffekter falder en smule til jorden, på grund af manglende slagkraft. Jeg bemærkede ingen nævneværdige panoreringer eller brug af subwooferen.

Ekstramateriale”Fakiren fra Bilbao – bag om filmen” (25 minutter) giver os et lille indblik i filmens tilblivelse. Desværre bliver en pæn del af dokumentarens korte spilletid dedikeret til klip fra filmen, og der bliver også brugt lidt for megen tid på at resumere plottet og karakterernes baggrund, hvilket alt sammen bliver udpenslet fint nok i selve filmen. Men der bliver også tid til nogle fine interviews. Både Gantzler og instruktør Peter Flinth taler om det at lave en gyser for børn, og der er flere skuespillerinterviews. Desuden ser man fascinerende billeder af modelbyggeri til filmen, samt et par flotte og interessante sammenligninger mellem klip fra filmen før og efter at dens special-effects blev implementeret.

Der er 4 minutters “sjove fraklip”, som heldigvis for det meste vitterligt er sjove. Og kun de færreste af fraklippene er dem, man allerede har set under hovedfilmens rulletekster.

“Casting” er en filmet skuespillertest af de to børn. Den varer hen mod 2 minutter og vil garanteret være af interesse for andre unge, aspirerende skuespillere.

“Storyboard” er en 3-minutter-lang montage, der viser storyboards og sammenligner dem med de endelige optagelser fra filmen.

Musikvideoen til nummeret “Kys mig” fra filmen er desværre en anelse skuffende. Den består udelukkende af klip fra filmen og ikke nogle nye klip eller optagelser af nummerets bagmænd, der trykker den af på instrumenterne.

Trailere til “Fakiren” og den dansk-synkroniserede udgave af “Racing Stripes” er også med på dvd’en. “Fakiren”-traileren er endda præsenteret i anamorphic-widescreen.

Det er desværre sjældent at man går ind til en dansk børne-ungdomsfilm og får det helt store ud af den som voksen. Heldigvis hører “Fakiren fra Bilbao” til undtagelserne. Der er ingen tvivl om, at både voksne og børn vil blive underholdt i denne fremragende filmatisering af Bjarne Reuters roman, så for en gangs skyld skal man ikke frygte halvanden times kiggen op i loftet eller på uret i biografmørket, mens det kun er de små der bliver underholdt.

Filmen bæres frem af både et vellykket manuskript og en gennemført sammensætning af skuespillere. Det er i forvejen ikke nemt at overføre en roman til bog, og Bjarne Reuters roman er så rig på stemninger, fortællinger, detaljer og billeder, at der selv sagt er skåret meget væk. Men det er lykkes at viderebringe de vigtigste elementer fra bogen, og så naturligvis også hovedpunkterne i den fantastiske historie. Heldigvis er der lagt vægt på, at “Fakiren fra Bilbao” skal være sjov uden at være latterlig og spændende uden at være kunstig.

Den gennemgående historie om den stjålne diamant, der ligger skjult et sted i huset “Elgens Øje” og de to undvegne fanger Florian og Frank Flambert, der vil gøre alt for at få den, er i sig selv ikke noget der er hverken nyt eller overraskende. Men så tilføjes der fakiren, der har været fanget i en kuglepen i 50 år, bedemanden Mooney, der er mere sær end godt er og moderen der ikke kan finde ud af at være almindelig, og det er derfor det bliver godt. Nogle gange er det helt i orden at ting er så mærkelige og fantastiske at man ikke ved hverken op eller ned, og især her i en børne-ungdomsfilm er det rart at der ikke bliver talt ned til publikum, men at man får lov til at lege med. Udgangspunktet for det hele – to børn der har mistet en far og en mor der ikke kan håndtere sorgen – er jo tragisk, og vi får heldigvis lov til at mærke at livet ikke bare sådan går videre. I alle tilfælde ikke før forbryderne, fakiren og bedemanden blander sig.

De medvirkende i filmen skal have ros. Ikke mindst de mange bifigurer er med til at gøre filmen god og værd at se. Ole Thestrup er vidunderlig som bedemanden og Sidse Babett Knudsen spiller moderen med sikker sans for balancen mellem sørgende enke og tosset eksentriker. Den største ros skal gå til Moritz Bleubtreu, der i rollen som fakiren formår at virke både charmerende og mystisk, og som det er umuligt ikke at holde af. Julie Zangenberg og Aksel Leth har tidligere vist at de godt kan spille skuespil, og i rollerne som tvillingerne Tom og Emma er i de i høj grad med til at give fortællingen dynamik og spænding. Generelt er der ikke brugt så mange midler på at lave special-effects, men de der er, er til gengæld gode. Eksempelvis er huset som det hele foregår i fantastisk godt lavet og fakiren i kuglepennen lige så. Det er fortællingen der er det bærende i “Fakiren fra Bilbao”, og det er virkelig rart at se en film hvor det er historien der kommer i første række. Peter Flinth har instrueret filmen med indlevelse og forståelse for gyser-komedie genren, og forstår at holde filmen i et godt og underholdende tempo.