En tvivlsom berømmelse

Hvad gør man, når man gerne vil malke en ældre hitfilm for yderligere penge. Tja… når man nu allerede har lavet en tv-serie, et storsælgende soundtrack og en musicaludgave, så er der vel kun tilbage at genindspille den oprindelige film, og det er da også præcis, hvad man i denne omgang har valgt at gøre ved “Fame”.

Alan Parkers oprindelige udgave huskes måske i dag mindre tydeligt end tv-serien, men selvom den ikke ligefrem var et mesterværk, så besad den mange kvaliteter. Først og fremmest formåede den at skabe et troværdigt billede af en gruppe håbefulde unge mennesker, og den formidlede også et ganske uglamourøs billede af jagten på berømmelse, hvor udnyttelse og fornedrelse var en del af spillet. Trist er derfor også, at denne udgave fuldstændig har droppet alle hårde kanter, og i stedet forvandlet den realistiske historie til en børnevenlig udgave af “High School Musical”, hvor alle konflikter og intriger er blevet til sæbeopera materiale.

Selve handlingen følger mere eller mindre det samme spor: Vi følger en gruppe unge drømmere i deres fireårige skolegang på den berømte New York City High School of Preforming Arts, hvor de håber på at kunne udvikle deres talenter til en karriere i show business.

Personerne er ikke direkte kopier af de oprindelige figurer om end nogle af typerne er de samme: Overklasseløget der er fuldstændig sikker på sit eget talent, musiknørden som hader skolens klassiske musik og den indadvendte skuespiller, der oplever en opblomstring i løbet af årene. Forskellen mellem filmene ligger imidlertid i dybden af de problemer, som de unge må slås med. Fjernet er den strålende danser, der viser sig at være analfabet og den undertrykte homoseksuelle, som langsomt finder mod. Væk er ligeledes uønskede graviditeter, udnyttelse, sex mellem sort og hvid samt stofmisbrug.

Tilbage er de sædvanlige overfladiske teenageproblemer, som vi allerede kender til hudløshed fra utallige andre film, men som næppe vil støde selv de mest religiøse fanatikere. Jeg har ikke noget imod, at man anvender stereotyper – tit kan de hjælpe på orientering i film med store rollebesætninger – men der bliver nød til at være bare den mindste gnist af individuelt liv over dem, hvis vi skal fatte nogen interesse for deres prøvelser. Der er som om, filmen fejlagtigt tror, at hvis den blot lader figurerne optræde nok for os, så vækkes vores empati automatisk.