Familien Jul – I nissernes land
Udgivet 2. nov 2016 | Af: Oskar K. Bundgaard | Set i biografen
Så blev det jul igen – eller i hvert fald november. Jul betyder gaver, sne og en stigning i fedmerelaterede sygdomme landet over. Det betyder også starten på en sæson af hyggelige og harmløse familiefilm, designet til at varme dit kolde hjerte og overbevise dig om, at julen stadig har lidt magi. “Familien Jul 2” går bevidst efter at være hyggelig, harmløs og hjertevarmende, men ender paradoksalt nok med at være den mest frustrerende filmoplevelse, jeg har haft længe.
Pixy står uden nissekræfter og ældes nu meget hurtigt. Dette manifesterer sig ved, at Pixiy ikke længere kan løfte biler og begynder at gro et skæg. Alligevel skal vi have to scener lige efter hinanden, hvor Hugos søster, Vega, først regner ud, at kuglen må være vigtig for Pixys nissekræfter, hvorefter en pigenisse ved navn Pixyly kommer ud af det blå og siger præcis det sammen. Den logiske konklusion er så, at Hugo, hans bror, Alfred, der godt kan lide at se sig i spejlet, og Vega, der ikke har nogen personlighed, skal på eventyr i nissernes land for at reparere Pixys nissekugle.
Det er meningen, at “Familien Jul – I nissernes land” skal være morsom og hyggelig, men der er absolut intet at grine af. Pixy, der i den første film var den her sprælske og uvorne nisse, som bryder alle menneskenes kedelige regler, får klistret et fuldskæg på ansigtet og tegnet leverpletter på armene og sættes ellers ud til siden, hvor han ikke har noget at lave. Ellers er der den lille nissepige Pixyly, der har æren af at levere det eneste og virkeligt malplacerede musiknummer, hvor hun formår at spille guitar på en harpe og synge kor på egne vers.
Det perfekte billede på den her sequel er en scene, hvor Hugo og Vega er gået ud på jagt efter den magiske gryde. På et tidspunkt går det op for dem, at de er faret vild, og Vega spørger, om hun ikke må se kortet. ”Hov, det har jeg glemt,” svarer Hugo. Det er lidt den samme følelse, man får af at se “I nissernes land”. Filmskabet bag havde et udmærket kort i form af den første film, og de havde da nok også tænkt sig at følge det. Men de har aldrig kigget på det. Det er bare gået ligeud i en tilfældig retning, indtil de ikke kunne finde tilbage igen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet