Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser

InstruktionDavid Yates

MedvirkendeEddie Redmayne, Katherine Waterston, Jude Law, Johnny Depp

Længde134 min

IMDbVis på IMDb

I biografen15/11/2018


Anmeldelse

Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser

3 6

 

Hvad er forskellen på en fuldblods-troldmand og en muggler? Den ene er magisk, det er den anden ikke. Det samme kan nu siges om “Fantastic Beasts”-franchisen.

 

For hvor “Fantastiske skabninger… og hvor de findes” var en magisk, ny begyndelse for J. K Rowlings trylleunivers, der bragte minderne tilbage til de tidlige, legende lette “Harry Potter”-film og frem til højdepunktet med “Fangen fra Azkaban”, så er “Grindelwalds forbrydelser” lige så tung i røven som dødsregalierne.

 

Den barnlige magi og de legesyge skabninger er nedtonet til fordel for beregnende effekt-trylleri og Hitler-troldmanden, Grindelwald.

 

Problemet er, at “Grindelwalds forbrydelser” er som et serieafsnit, der uden afrunding eller afklaring lægger op til fortsættelse i næste uge.

 

Der er ikke tale om en selvstændig film, men derimod en proppet overgangs-episode frem mod det endelige opgør imod Grindelwald, som venter om kun tre film og seks år.

 

Her er ingen “Flammernes pokal”-turnering, der isoleret set gør “Grindelwalds forbrydelser” til en film, jeg orker at se igen.

 

Jeg tager kun plot-oplysninger med mig videre om Newt, Dumbledore, Leta Lestrange og Grindelwalds plan om en race-rengjort verden. Det hele er et setup til en forudsigelig krig i 2024.

 

Instruktør David Yates havde samme problem, da han overtog “Harry Potter”-serien halvvejs. Derfra blev det et opslidende, tungt langdistanceløb frem mod opgøret imod Lord Voldemort, imens man glemte de vises sten og den enkelte films egen ret.

 

Samtidig afsløres J. K. Rowling som en forfatter, der ikke har speciale i manuskripter.

 

Over to uvisse timer går med, at alle fortsat jagter Credence – den mørke Obscurial fra den første film.

 

Den forældreløse stakkel er igen centrum, nu i Paris, men for hvad?

 

Det forklarer en omgang klodset roman-eksposition, hvor meningen fortælles i stedet for at blive vist. Han er søn af og halvbror til, og så skete der det, at bla-bla-bla.

 

Det forbudte fortælletrick på film hærgede også Rowlings “Harry Potter”-film, men dengang var hun undskyldt af bøgerne. De mange, lange forklaringer kom fra siderne, hun havde skrevet.

 

Nu er der ikke længere en god forklaring på de lange forklaringer. Det er ringe skrevet, Rowling.

 

Til gengæld har hun fuldblods-talent for at hitte på fantastiske skabninger. Den nuttede niffler er igen på jagt efter guld og ting, der glimter, imens den største nyhed er et slags løvemonster med lyserødt slør, som adlyder en rolig bjælde.

 

Det er her, når Newt dyrker eskapismen nede i sin magiske rejsekuffert, at Rowlings magi fortryller. Det er vel også derfor, at filmserien er døbt “Fantastiske skabninger”!?

 

Denne gang er det dog den triste undertitel med Grindelwalds nazi-forbrydelser, der dominerer med læder, støvler og ensretning her i slutningen af 1920’erne.

 

Forude venter forudsigeligt nok depression, krig og Grindelwalds magtovertagelse, når 1930’erne tager over som endelig optakt til en stor CGI-krig i 1944 eller cirka deromkring.

 

Men jeg håber at blive overrasket med “Fantastic Beasts 3”, der bør finde tilbage til jagten på de fantastiske skabninger… og hvor de findes.

 

“Grindelwalds forbrydelser” idømmes en betinget straf.

 

Fantastiske skabninger Grindelwalds forbrydelser fantastic beasts 2 anmeldelse / Filmz.dk

 


Trailer