I børnevenlig stilBorte er den tid, hvor danske børnefamilier var nødsaget til at give sig i kast med udenlandske millionproduktioner, når de mindste skulle slæbes i biografen. Danske familiefilm produceres efterhånden på samlebånd, og ophavsmændenes ambitioner er heldigvis ofte næsten lige så høje som antallet af solgte billetter. Pudsigt nok er det især genindspilninger eller nyfortolkninger af klassikere som “Min søsters børn” og “Far til fire”, der har tiltrukket masserne. Men hvis det danske biografpublikum fortsat udsættes for film som “Far til fire – i stor stil”, kan man snildt forestille sig, at besøgstallene begynder at dale.

Ikke fordi Claus Bjerres gemytlige lystspil er elendigt. Langtfra. Men filmen er så jovial, pæn og (ikke mindst) ordinær hele vejen igennem, at man sjældent engageres. Det her er udelukkende en seance for de allermindste og dem, der uden vanskelligheder kan forelske sig i figurer med papirtynde personligheder, som kun beskæftiger sig med kedsommelig slapstick og kluntede replikker. Der er selvfølgelig ikke noget i vejen med at sigte efter nybagte folkeskoleelever, men derfor behøver man jo ikke tilsidesætte alt, der rimer på ambition og nytænkning.

Et af problemerne er også, at dialogen ikke synes at stræbe efter at være sjov. I stedet er det oftest op til skuespillerne at opføre sig akavet og udføre spøjse stunts, så vi kan le af deres dumheder. Men det er ikke optimalt, når man ikke rigtig får lejlighed eller grund til at interesse sig for persongalleriet. Et påklistret sideplot, der involverer den yndige Søs og en jævnaldrende ungkarl, virker også blot som et halvhjertet forsøg på at tiltrække seere, der allerede har fået livets første bumser. Som helhed er historien om den søde danske familie, der drager til Fyn for at undersøge et slot, som Onkel Anders angiveligt har arvet, yderst børnevenlig og blottet for overraskelser.

Filmens aldeles ufarlige natur, kombineret med dens flotte billedside, gør dog “Far til fire – i stor stil” til en behagelig afslappende affære. Skuespillerne gør det også generelt godt, selvom flere af børnene har så lidt at lave, at de nærmere fremstår som statister. Jess Ingerslev er dejligenergisk som både den godmodige Onkel Anders og som et af slottets brummende spøgelser, og Niels Olsen gør også en god figur som børnenes fader. Sidse Mickelborg demonstrerer glimtvis, at hun har mere at byde på end et kønt ansigt, og hvis de gode takter fortsætter, får hendes karriere garanteret snart luft under vingerne. Den lille knægt med det lange navn, Kasper Ruwai Berg Kesje, er også en god Lille-Per – tilpas drilsk og charmerende. To ting, som filmen også godt måtte have været.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. “Far til fire – i stor stil” ser enormt godt ud på dvd. Især farverne imponerer. De gyldne, fynske græsmarker er ekstremt indbydende, og hudfarverne er naturlige og virker aldrig blege eller lyserøde. Billedet er skarpt, og der er ingen edge-enhancement, men udtværing optræder en sjælden gang imellem – primært på ensartede, mørke baggrunde. Kontrasten og farvetemperaturen er stabil.

AudioLydsiden præsenteres både i Dolby Digital 5.1 og DTS 5.1. Forskellen på de to spor er hårfin, og begge er respektable. Fronthøjtalerne er kanalnetværkets mest aktive bestanddele, og al lyd og dialog fremstår krystalklar. Subwooferen bidrager sjældent med noget, men da et diskotek besøges sent i filmen, vågner den kortvarigt op til dåd. Den auditive atmosfære er ikke just rig på detaljer – måske bortset fra når ånderne gør entré. Der er i øvrigt et par fine panoreringer.

EkstramaterialeDer medfølger fem minutters fraklip, som ærligt talt ikke er særlig sjove. “Bagom filmen til ridderdysten” (5 min.) består af en række klip fra optagelserne til fortællingens ridderdyst. Det er forholdsvis interessant at se, hvordan scenens flyvestunt iscenesættes, men efter cirka 30 sekunder har man set nok. Derudover er der ca. 16 minutters sjældent interessante interviews med skuespillerne. Et ultrakort smugkig på den kommende “Far til fire på hjemmebane” samt trailere til “Far til fire – gi’r aldrig op”, “Far til fire – i stor stil”, “Hurlum haj” og “Mælkeskæg” runder udgivelsen af.

En let vind blæser gennem lange marker. Et postbud iført skinnende rød postjakke kører op ad en lille grusvej til et gammelt bindingsværkshus med stråtag. Sådan indledes “Far til fire – i stor stil” og markerer med al tydelighed, at den foregår i en idyllisk drøm om det gamle Danmark, der ikke eksisterer mere – og næppe heller nogensinde har gjort det.

Det drejer sig naturligvis om fortsættelsen til sidste års nye udgave af “Far til fire”, som ikke overraskende blev en kolossal publikumssucces. Den uundgåelige 2’er forsætter i samme spor, men hvor den første delvis var en præsentation af de nye familiemedlemmer, er denne en mere handlingspræget film.

Sommeren er kommet og familien er klar til at tage på sommerferie, mens Onkel Anders skal passe deres lille rækkehus. Inden de kommer så vidt modtager de imidlertid et brev, der meddeler, at Onkel Anders har arvet et slot på Fyn. Selvom Far er overbevist om, at det må være en fejl af en slags, så beslutter den lille familie at tage til Fyn for at inspicere slottet. Vel fremme må han dog konstatere, at brevet talte sandt. Det viser sig ganske rigtigt, at Onkel Anders nedstammer fra Grev Anders den første af Krageholm Slot.

Han er dog ikke enearving og snart ankommer den storsnuede rige familie Grissenfeldt, der – som navnet antyder – er nogle rigtige dumme svin. De er anført af den arrogante Madam von Grissenfeldt, der ikke kunne drømme om at dele slottet med sådan en samling bonderøve. Testamentet giver til alt held mulighed for at afgøre uoverensstemmelsen med en dyst, og de to familier skal strides på lanser, i en tenniskamp samt på dansegulvet. Samtidig går Lille Per på opdagelse i slottet, og finder ud af, at det hjemsøges af Grev Anders’ spøgelse.

Ligesom i den sidste film gennemgår personerne fortsat en ungdomskur til en moderne familie. Til tider lidt vel klodset og eksplicit, i betragtning af, at de fleste af os har de gamle film solidt plantet i underbevidstheden. I en af scenerne finder Far Peter i seng med Søs, uden at han kommenterer det. Den var aldrig gået i Ib Schønbergs tid… Til gengæld er Lille Per og Onkel Anders stadig de samme anakronismer som de var i den forrige film. Det gjorde ikke så meget sidst, men da Onkel Anders denne gang har en betydelig vigtigere rolle, bliver det noget mere påfaldende. Sofie Stougaards rolle som den lede Madam Grissenfeldt giver dog et par fornøjelige sekvenser.