Hvor er mor?

Et reboot af et reboot. Jo, vi kan skam også det der med at skamride en gammel filmkrikke i Danmark. 1950’ernes småborgerlige favoritfamilie er tilbage i en ny omgang “Far til fire”. Men hvorfor? Der må være en dybere, mere sofistikeret mening med de sleske Blut und Boden-smil og den anakronistiske familielykke med Søs i frikadelle-køkkenet og Lille Per med bamseelefant i stedet for mobiltelefon. Det må der være. Men hvilken?

Som detektiv er det en god idé at starte med at stille de åbenlyse spørgsmål. Det, der trænger sig mest på, er: Hvor er mor? Vi får det aldrig at vide, og børnene virker ligeglade. Eller måske fortrænger de noget? Ingen af børnene er tilsyneladende i stand til at få venner, og de er mærkeligt glade for at se den ko, som Onkel Sofus har med fra Australien til dyrskuet. Måske er de ikke vant til at få besøg? Helt slemt står det til med deres blondine-storesøster, Søs, der virker følelsesmæssigt forkvaklet. Hun er i 20’erne, men bor hjemme og er hjemmegående erstatningsmor. Hun har ingen drømme om at flytte for sig selv eller få et arbejde. Og da hun falder for den både hesteridende og guitarspillende Peter, og han lægger op til en udvidet ridetime after dark, så spiser hun ham mekanisk af med et kram. Et kram!? Hun er lige til den lukkede.

Det kunne tyde på mange års misbrug fra den naivt skumle mand, der kun går under navnet Far. Vi ser det aldrig, men han må være en tyran, der nægter sine børn Ipads, vennebesøg og altså den voksne Søs at flytte hjemmefra. Sagen er klar: Moderen konfronterede Far (hvis det da er hans rigtige navn) med hans syge trang til kontrol, hvorefter hun måtte lade livet. I startscenen ser vi Far grave et hul i den idylliske, hækkeindhegnede have. Lille Per tager ham på fersk gerning og spørger ind til hullet, men Far affærdiger ham med, at det er til at plante et træ ned i. Helt sikkert…

Eller måske skal vi lede efter moderen et andet sted. For hvem er den såkaldte Onkel Anders med falset-stemmen egentlig? Hvis onkel er han? Intet tyder på, at han er i familie med Far, men alligevel er der en tydelig kemi imellem Onkel Anders og Far. Da familien er på camping vil Anders sove inde hos familien nær Far, og Lille Per overlader da også, nærmest rutinevant, sin sengeplads i nærheden af Far til legeonklen. Det synes logisk, at moderen blev træt af rutinemæssigt at finde anden soveplads til fordel for Fars ven Anders. Hun pakkede til sidst tandbørsten og skred.

“Far til fire”-universet rummer altså masser af muligheder for spændende fortolkning, og er langt mere end en stor, fed franchise-lort, lagt til ære for dem, der kan lide den slags. Har du også svært ved at se det, så kan du finde trøst i, at flere af filmens biroller faktisk er bedre, end den racerene Ib Mossin var det i de originale film. Kurt Ravn er til tider sjov i dobbeltrollen som Anders og den hjemvendte, sure Sofus, der snart skal blive god igen i hyggelige, dejlige Danmark – de varme lande er jo noget lort, ved vi jo. Bodil Jørgensen har ganske surrealistisk gjort Fru Sejersen til en af sine roller fra “Rytteriet”, hvilket lyser op sammen med Kirsten Lehfeldts dyreskuedommer, der har lige så store hængepatter som køerne i malkekonkurrencen.