Far på færde

Det er blot seks år siden, at der blev pustet nyt liv i den danske filmskats oldgamle klenodie, “Far til fire”, med det succesfulde reboot “Far til fire gi’r aldrig op”. Men allerede nu er der udkommet en fjerde fortsættelse, “Far til fire – tilbage til naturen”, seriens sjette del er faktisk allerede i kassen, og et syvende kapitel er angiveligt i støbeskeen. Tjuhej, hvor det går! Alt imens danske ungdomsfilm falder som fluer i det danske biografmørke, bliver der stadigvæk produceret “Far til fire”-film på samlebånd i et forrykt tempo, som formentlig er en af de medvirkende årsager til, at filmene har været fuldkommen forglemmelige.

Der skete da heller ikke noget under de første 20 minutter af “Far til fire – tilbage til naturen”, som overbeviste mig om, at denne familievenlige føljeton fortjener at sælge hundredtusinder billetter på næsten årlig basis, mens mere ambitiøse artsfæller som “Skyskraber” og “Magi i luften” lynhurtigt lader livet. Vi serveres for en lind strøm af forudsigelige slapsticknumre og platte pruttejokes (især onkel Anders benytter flittigt familiens “lokumshuller” ude i naturen) til tonerne af kedelig klovnemusik og skuespillernes kunstige latter.

Men så skete der pludseligt noget. Filmen blev bedre. Markant bedre. Som titlen antyder, er seriens kendte familie – som består af børnene Søs, Ole, Mie og Lille Per samt deres unavngivne far og deres onkel Anders – draget ud i naturen her i føljetonens femte kapitel, og efter en elendig første akt krakelerer ferieidyllen med et brag, da familien støder på en gruppe spydige småkriminelle, som tjener penge på at dumpe affald i Sveriges smukke skove.

Det virker umiddelbart underligt – ja, endda en anelse vanvittigt – at drage paralleller mellem en “Far til fire”-film og en nerveflænsende thriller som “Udflugt med døden” (filmens overlegne originaltitel: “Deliverance”), men da jeg først var begyndt at fundere over lighederne, kunne jeg slet ikke få dem ud af hovedet igen. Da jeg mødte filmens instruktør, Claus Bjerre, få timer efter presseforestillingen, indrømmede han dog blankt, at han havde skelet til John Boormans Oscar-nominerede klassiker under optagelserne. Klogt træk. Men bare rolig, kære børnefamilier… det danske medieråd har betegnet filmen som tilladt for alle, og der er ingen voldtægter eller dødsfald i “Far til fire – tilbage til naturen” i modsætning til i “Udflugt med døden”. Phew.

Men de førnævnte bøller ligner næsten de skræmmende rednecks i Boormans thriller på en prik med deres skotskternede veste, snavsede kasketter og snerrende attituder. Men hvor vil jeg dog hen med denne småskøre sammenligning? “Far til fire – tilbage til naturen” har kant. For første gang i den nye “Far til fire”-series historie føler man faktisk, at der er fare på færde. Der er spænding. På et tidspunkt er familien på vej over en slidt bro efter at have taget skurkene i at forurene en lokal bæk, og slynglerne går straks i gang med at kappe rebene på broen, så familien kan ryge ned i det iskolde vand og ud over et stejlt vandfald. Umiddelbart efter kæmper farmand for at redde Lille Per fra at drukne i floden i en scene, som virker som en tro kopi af en nøglesekvens i “Udflugt med døden”.