Lille Pers ‘home invasion’ ved Vadehavet

Det her er en af årets mest skræmmende film! Den begynder sådan cirka med, at Søs Egelinds alenemor med datter kommer hjem til deres sommerhus ved Vadehavet. Men de er ikke alene. Døren er åben. Maden er spist. Der er udbudne gæster. Ude på terrassen lyder en uhyggelig latter. De er mange. Hvad vil de? Slå ihjel? De fremmede er anført af en mand, de kalder Far. Han siger, at det var en fejl. At de troede, at det her var fru Sejernes sommerhus. De undskylder, går og lover ikke at komme igen. Men det gør de!

Senere samme dag, lige inden midnat, får den stakkels alenemor endnu et chok. Far står og stirrer ind. Han siger, han bare ville låne en bog. Som om! Det minder mig om, da drengene fra Hanekes “Funny Games” banker på og vil låne æg. Et døgn efter var den familie død og borte. Senere på natten er der igen indbrud hos den enlige kvinde. Computeren er taget. Far? Han nægter, men hvis jeg var hende, så ville jeg også melde ham til politiet. Dagen efter har hun besøg af en ven. De taler sammen uden for huset, da Far pludselig vælter ud fra toiletvinduet. Han var bare lige i nabolaget, skulle pludselig skide. Løb, siger jeg bare!

For kort tid efter optrappes denne home invasion med en decideret overvågning. De siger, at de jagter de rigtige indbrudstyve. Men der er noget mærkeligt ved de børn, Ole og Mie. Siger ting som ”sidste mand er en hængerøv.” Hvem taler sådan? Ville svare til at kalde nogen festoriginal den dag i dag. Og hvorfor render drengen Per rundt med en walkie talkie og en plyselefant i stedet for en mobiltelefon? Den rådvilde kvinde overvåges nu konstant af ‘Onkel A’ med mystisk falsetstemme og falsk skæg. Han har gemt sig i potteplanten på terrassen. Politiet gør intet for at hjælpe. Snart er det for sent.

Den almindelige Peter forsøger at holde familiens sidste medlem i skak. Søs, hedder hun. Et voksent menneske, der stadig bor hjemme hos Far. Hun må være bipolar. Passiv, ulykkeligt forelsket og så pludselig meget aggressiv, når Peter ikke får kysset på det rette tidspunkt. Han må have fundet hende på Tinder. Ingen ville sige ja til den date, hvis man havde talt med hende først. Kun fru Sejersen virker som et normalt og afrundet menneske, hvilket står i kontrast til de oprindelige film i serien. Sådan var det også i den seneste, hvor Bodil Jørgensen gjorde det som en surrealistisk udgave af enken. En grim traktorulykke har banet vejen for Kirsten Lehfeldt som Sejersen, der som en varm bedstemor byder på is og østers, imens hun forsøger at forklare den forkvaklede Søs noget om kærlighed.

Den konkurrende “Min søsters børn”-familiefranchise lykkedes til vinterferien dygtigt med en moderne genfortolkning af den frisindede filmserie født i 1960’erne. “Far til fire”-serien forsøger derimod stædigt at holde fast i, at intet har ændret sig siden første film så dagens lys i 1950’erne. Manisk anstrengende børn på ferie i naturen, der taler, som kun Morten Messerschmidt kan få det over sine læber i dag. ”Hængerøv.” Virkelig? Luk straks grænsen, så ingen udefra ser, hvad vi har gang i.