En hurtig historie tager lang tid at fortælle

Det er gået op og ned med kvaliteten af “Fast & Furious”-serien, siden de første film gjorde Vin Diesel til den sidste actionhelt. Om ‘Diesel’ er en underlig tilfældighed eller en fix idé af en skuespiller-agent inden første audition, skal jeg ikke kunne sige. Sikkert er det dog, at manden med et brændstof som efternavn er synonym med gaderæs-filmen og var med til at sparke serien i gang igen efter et par sløje indslag. Med et bistert blik og en stemme som en lastvognsmotor i tomgang, står han nu i spidsen for en tilpas underholdende, men langtrukken 7’er.

Han er nok engang er jaget vildt for et eller andet dumt, de har lavet sidste gang. Den ENESTE løsning på konflikten med en arrig Jason Statham, der mistede sin bror i den forrige film, er selvfølgelig at lave et par røverier i høj fart. Det er næsten imponerende, hvordan seriens manuskriptforfattere gang på gang får drejet spørgsmål om verdensfred og personlige hævnmotiver ind i en ramme, hvor Vin Diesel, Paul Walker og de andre skal hamre på en speeder. På nuværende tidspunkt er de fleste vist ligeglade.

Plottet er underordnet den vulgære ekstrem-æstetik. Kameraet kæler for nogle kvindelige former, men de ryger hurtigt ud af fokus til fordel for mandens sande passion: Svulmende luftindtag, lange varme indsprøjtninger i tanken og stempler, der støder helt hårdt i bund. Kameraet farer rundt og drejer om sig selv så de turboladede muskelbiler virker sløve til sammenligning. Altså når det ikke stopper op i et af de utallige slow-motion-fald over klippeskrænter og højhuse. James Wan kan noget med kamerature og underlige vinkler, og man kan egentlig godt tale om et personligt aftryk på en ellers helt fast genre. Men igen, det er biler, der ræser.

“Fast & Furious”-serien har vundet mange point på et ærligt, røvballet drengeunivers. 7’eren er ikke en film, der holder noget tilbage, og den vil ikke lokke andre end sit kernepublikum i biografen. Mit største problem er den uinspirerede gentagelse af ikke bare “Fast & Furious”-formlen, men også de fleste nyere actionfilms overdrivelser. Idéen om at fylde på og fylde på så man ender med femten-tyve actionstjerner pr. rolleliste og scener, der ikke ville være anderledes i “The Expendables”, “XXX”,”Transporter” eller “Need for Speed”.

Jason Stathams udtryk er rå, engelsk bøf, uanset om han er helt eller skurk. Kurt Russell er slibrigere end Snake Plissken, men lige så langhåret og ferm med en stor gøb. Det er, som om man har fået Vin Diesel og The Rock (der spiller The Rock) til at lægge alle armkræfter i at presse så mange elementer som muligt ind på de to timers spilletid. Det er en smagssag, om man er til dyre banana-proteinshakes eller skrabet tun på dåse, men jeg synes, det bliver overlæsset. De velfungerende scener i bilerne kan godt stå alene uden diverse sidehistorier.