Netop disse finurligt udførte scener gør “Final Destination 2” mere underholdende og interessant end mange andre teenage-splatter sequels, hvor de sædvanlige køkkenknive og fiskekroge sætter dagsordenen. Her er splatteren tit så langt ude, at gruen bliver grotesk, nærmest morsom. Samtidig er idéen om at snyde Døden trods alt mere original end en frustreret teenage-dreng som tager en fastelavnsmaske på, eller en blaffer som bare nægter at dø.

Filmens skuespillere – eller ofre – kommer fra den samme pulje som bruges til den slags film. Hver arketype af ungdom er repræsenteret, fra den hvide middelklasse slacker til den sorte politisk bevidste vrede unge mand. For variationens skyld er der denne gang også smidt en bekymret mor med sin søn ind i handlingen – så er man sikker på at der altid er mindst én som publikum kan identificere sig med. Det er alle ukendte skuespillere som udfylder deres rolle som tobenede slagtekvæg på tilpas vis, men Tony Todd, som også kendes fra en anden bedre-end-gennemsnittet gyser – “Candyman” – gentager med diabolsk succes sin rolle fra den første “Final Destination”, som mystisk lighus portør.

“Final Destination 2” er forudsigelig som den slags film er, men den lever højt på de mange blodige indfald og bakkes op af en god grundidé, som gør den mere original, underholdende og seværdig end mange andre film i samme genre.