Lige i (ægte)skabet

Romantiske komedier får ofte en hård medfart – og med god grund. For det første følger de fleste af dem den præcis samme opskrift. Hvor tit har vi ikke set en romantisk komedie, hvori kæresterne kæntres af utallige misforståelser, før hjertesorgerne til slut kureres med et lidenskabeligt kys i silende regnvejr? For det andet er genren blevet forpestet af så mange elendige farcer, der svælger i vamle vittigheder og udpenslede nøgenbilleder, at det er blevet svært at huske, at Harry engang mødte Sally, og at Woody Allen ikke er en cowboydukke. Så er det gudhjælpemig dejligt, at “Fire bryllupper og en begravelse” netop nu relanceres på Blu-ray, så man netop ikke når at miste al tillid til genren.

Men selvom genren både kører i ring og er kommet på afveje, har jeg stadigvæk en stor svaghed for romantiske komedier. Måske er jeg bare en håbløs romantiker. Hvis længslen er tilpas tydelig i øjnene, hvis ordene har den rigtige klang, og hvis skuespillerne har den rette kemi, er jeg solgt. Men selv jeg må indrømme, at både de bedste og værste romantiske komedier følger en efterhånden slidt skabelon, der gør dem enormt forudsigelige. “Fire bryllupper og en begravelse” forsøger at komme sine kritikere i forkøbet ved at afsløre allerede i titlen, hvad der kommer til at ske. Smart. Naturligvis kan man ikke være stensikker på, hvem der bliver gift eller dør, men det føles, som om filmmagerne forsøger at pointere med titlen, at det altså er selve rejsen, der er vigtig – ikke endemålet. Og i dette tilfælde har de fuldkommen ret.

Romantiske komedier lever sjældent højt på deres slutninger eller (sjældne) twists, men snarere på deres lune, kløgt og karismatiske karakterer, og “Fire bryllupper og en begravelse” har det hele i spandevis. Filmen oser af charme på alle tænkelige planer – lige fra det spøgefulde skuespil og den kække dialog til den både rørende og rørstrømske historie. Derudover er der mere kød på samtlige bifigurer end på den gængse bisonokse, og hver eneste af dem kunne være omdrejningspunktet i en selvstændig spillefilm – bare tænk på den rapkæftede, men kærlige Fiona (en eminent Kristin Scott Thomas) eller den skæggede bøsse Gareth (en vidunderligt frembrusende Simon Callow). Genrens bedste persongalleri til dato? Meget muligt.

Skuepillerne er så entusiastiske, og karaktererne er så skæve og sympatiske, at man øjeblikkeligt føler sig som en del af deres vittige vennekreds. I filmens bærende hovedrolle finder vi Hugh Grant, som leverer den præstation, der fuldt forståeligt gjorde ham til en superstjerne. Der findes næppe nogen skuespiller, der er bedre til at spille den lidt akavede og uheldige ungkarl med et hjerte af guld. Men det bedste ved Grants præstation er, at selvom han mestrer det pinlige og det gakkede, så holder han sig samtidigt i skindet og nede på jorden, og det samme kan man heldigvis sige om filmen. Manuskriptforfatteren Richard Curtis tegner et fuldstændig troværdigt, sobert billede af forelskelsen med alle dens glæder og sorger. Et billede, som ligger milevidt fra Hollywoods ofte overpolerede vrangbillede.

En romantisk komedie bør også være sød som en soufflé, men ligesom en soufflé skal der ikke meget til, før den kollapser. Hvis der tilsættes for meget sukker, bliver filmen let kvalmende, men hvis den er for bittersød og alvorlig, udebliver charmen. Men her suppleres alt det søde med den helt rigtige dosis sure – såsom til begravelsen, der byder på en af filmhistoriens mest bevægende gravølstaler. Hvis filmen har én nagende brist, så er det, at den centrale romance mellem Grant og amerikanske Andie McDowell ikke helt opnår den ønskede pondus, fordi duoen ikke får spilletid nok til at slå de fornødne gnister. Men alligevel sidder man med et stort smil på læben, når filmen er slut, og skotske Wet Wet Wet kickstarter rulleteksterne med megahittet “Love Is All Around”. Syng så med, alle sammen! I feel it in my fingers… I feel it in my toes…

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. Dvd-udgivelsen af “Fire bryllupper og en begravelse” lignede ærlig talt noget, der var løgn, men heldigvis ser filmen ikke blot bedre ud i HD, men langt bedre. Billedsiden er praktisk talt blottet for snavs og støj, og detaljerigdommen er forbløffende. Selv svedperlerne på de nervøse forlovedes pander er ekstremt tydelige. Faktisk er der kun ganske få skud, som fremstår en anelse uskarpe, og jeg bemærkede DNR endnu sjældnere. Glorier og udtværing forekommer aldrig, og både kontrasten og farvegengivelsen er direkte lamslående.

Audio

Desværre er diskens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor ikke nær så imponerende som transferet. Under størstedelen af filmen kommer al lyd, dialog og musik udelukkende ud af centerhøjtaleren, og selvom samtlige replikker er forståelige, så har de tit en underlig, metallisk klang. Heldigvis forekommer støj aldrig, og indimellem bliver de andre fronthøjtalere taget i brug, når der er masser af mennesker og aktivitet foran kameraet, men dette lydspor er under alle omstændigheder en stor skuffelse.

Ekstramateriale

Dvd-udgivelsen indeholder blot en trailer og en kort dokumentar, men heldigvis er der langt flere godter på denne Blu-ray. Instruktøren Mike Newell, manuskriptforfatteren Richard Curtis (som senere forfattede “Notting Hill” og “Love Actually”) og produceren Duncan Kenworthy har indtalt et glimrende kommentarspor til filmen. D’herrer er enormt underholdende og informative, og deres glæde smitter.

Her er også tre fremragende dokumentarer (samlet varighed: ca. 43 min.), som byder på interessante (og hudløst ærlige) interviews med filmmagerne og skuespillerne. Desuden medfølger en række tv-reklamer, traileren og fire slettede scener, som faktisk fremtvinger et par gedigne grin. Ekstramaterialet præsenteres i 480p.