Flygtningen

InstruktionAndrew Davis

MedvirkendeHarrison Ford, Tommy Lee Jones, Sela Ward, Julianne Moore, Tom Wood, Joe Pantoliano, Andreas Katsulas, Jeroen Krabbé, Daniel Roebuck, L. Scott Caldwell, Jane Lynch, Neil Flynn

Længde130 min

GenreAction, Action, Thriller, Thriller

IMDbVis på IMDb

Anmeldelse

Flygtningen

4 6
FilmenJeg tror de fleste kender historien om Dr. Richard Kimble. Manden der blev uskyldigt dømt for mordet på sin kone, slap fri og jagtede den enarmede mand, han så forlade sit hus efter mordet.

Dette er plottet i TV-serien “Flygtningen”, der kørte fra 1963 til 1967. Denne film er et remake af den gamle serie, og man må vist spørge fans af den oprindelige serie om denne film lever op til serien.

Som enkeltstående film er der ingen tvivl… flygtningen holder! Plottet er ligesom i serien: Kimble anklages for mord, slipper væk og må nu jage sandheden. Ikke noget originalt plot, men det gør ikke noget, når det er så godt udført som her.

Flygtningen er virkelig en spændende thriller, der samtidig er lidt atypisk. På den ene side har vi Kimble som vi selvfølgelig holder med. Vi ønsker naturligivis at han undslipper Gerard og finder sin kones morder. Samtidig følger vi Gerard, og man kan ikke andet end at holde lidt med ham også, for han er jo en god mand og ikke nogen skurk.

Filmen flyder hurtigt over skærmen, og selvom man inderst inde godt ved at det hele ender godt, så formår Andrew Davis virkelig at holde spændingen i live til det sidste.

Skuespillet er klart på den gode side, og det kan vel næsten ikke være andet med profiler som Harrison Ford og Tommy Lee Jones.

Harrison Ford spiller altid godt, og Flygtningen er ingen undtagelse. Vi følger Kimble i tykt og tyndt, og uanset om det er sorg over tabet af sin kone, eller ren og skær vilje Harrison skal spille, så gør han det med bravour. Han er stort set hele følelsesregisteret igennem i filmen.

På den anden side har vi den meget pligtopfyldende US-Marshall Gerard, som spilles til UG med kryds og slange af Tommy Lee Jones. Hans fantastiske portrættering af den utrættelige Gerard der bare gør sit job, er virkelig en præstation helt i top… og som gav ham både en Oscar og en Golden Globe. Kuldegysfremkaldende flot, specielt Gerards tale i starten:

”Listen up, ladies and gentlemen. Our fugitive has been on the run for 90 minutes. Average foot speed over uneven ground barring injuries is four miles per hour; that gives us a radius of six miles. What I want out of each and every one of you is a hard target search of every gas station, residence, warehouse, farmhouse, henhouse, outhouse and doghouse in that area. Checkpoints go up at fifteen miles. Your fugitive’s name is Dr. Richard Kimble. Go get him.

Samtidig har Tommy Lee Jones en helt ensemble af Deputy Marshalls til sin rådighed, heriblandt den fremragende Joe Pantoliano. Derudover har vi også Jeroen Krabbé i en fremragende præstation som Kimble’s ven Dr. Charles Nichols.

Flygtningen er virkelig en thriller i topklasse, og jeg er ikke i tvivl om at langt de fleste vil kunne nyde denne film, hvad enten man er fan af den originale serie eller ej.

VideoFilmen har efterhånden et par år på bagen, og det kan man selvfølgelig se på denne DVD. Bevares det er ikke slemt, men der er da alligevel et par småsteder hvor der er grums på filmen.

Alt i alt er transferet dog godt, og det klarer også de mange mørke og dunkle scener godt. Bestemt et ok transfer, når man tager i betragtning, at det ikke er en spritny film.

AudioTjah, filmen har Dolby Digital 5.1 på hhv. Engelsk, Tysk og Spansk. De to sidstnævnte er ikke til meget brug, men det engelske er på den bedre side.

Der er rimelig meget action i filmen, og lydsporet klarer det udmærket. Der er god brug af surround højttalerne og subwooferen får også en kærlig behandling. Jeg var specielt imponeret over toguheldet og scenen på taget i slutningen.

Samtidig er der også et par stille scener i filmen, og her er dialogen tydelig og musikken går klart igennem. Et par enkelte småsteder syntes jeg dialogen var lidt svær at høre, men det var meget få steder.

Alt i alt et lydspor der klart er over middel.

Ekstra MaterialeFilmen udgives som en “Special Edition”, og det betyder at der er en række ekstra features med som ikke fandtes på den oprindelige udgivelse af Flygtningen på region 2.

Først og fremmest er der et kommentarspor med instruktør Andrew Davis og Tommy Lee Jones. Det er et rimeligt spor, hvor Andrew Davis klart taler mest om filmens tilblivelse. Tommy Lee Jones taler en smule en gang imellem, og mest efter spørgsmål af Davis. Det gør at sporet bliver en smule trægt en gang imellem, men de informationer man får er ok.

Udover kommentarsporet er der to featuretter:

Den første, “Anatomy of a trainwreck” er en film på ca. 10 minutter der omhandler opsætningen og optagelserne af det togcrash der er i starten af filmen. Filmen er fra før CGI, så de har virkeligt smadret et helt tog (og en bus), og man ser forberedelserne til dette, hvilket faktisk er ret interessant.

Den anden, “On the Run With the Fugitive” er en ca. 20 minutters “bag kameraet”-dokumentar med diverse interviews af skuespillere og instruktør. Featuretten er ret interessant og er ikke bare en lang reklame for filmen.

Derudover er der en kort intro til filmen med små interviews med Harrison Ford, Tommy Lee Jones og Andrew Davis, der varer ca. 2 minutter.

Til sidst er der trailers til filmen.

Ikke det overvældende antal ekstra features, men kvaliteten er rimelig god. Bedre end hvis der slet ikke var nogle ekstra features.

Alt i alt, må jeg sige at det er en ok udgivelse. Den hører ikke til i toppen af udgivelser, men det er jo klart når det ikke er en splinterny film.

Den tekniske side af DVD’en er i orden og det samme er ekstra materialet. Jeg vil da klart anbefale denne version frem for dén, uden ekstra materiale.

Derudover får man selvfølgelig en hamrende god thriller, med virkelig gode skuespilspræstationer, og det er vel i sidste ende derfor vi ser film.

Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Dr. Richard Kimble kommer hjem og finder sin kone myrdet… han bliver selv anklaget for mordet, selvom han påstår at en enarmet mand, der befandt sig i huset da han kom hjem, var den der havde myrdet hans kone.

Men Kimble kan ikke bevise sin uskyld, og bliver dømt til døden for mordet på sin kone. Under transport til fængslet hvor han skal henrettes, sker der et færdselsuheld og Kimble slipper fri.

Deputy Marshal Samuel Gerard og hans hold af Marshal’s bliver sat på opgaven at fange Kimble igen. Dette udløser en vild menneskejagt, hvor alle forsøger at fange Kimble, medens han forsøger at finde den enarmede mand, så han kan bevise sin uskyld og opklare sin kones mord…