Legetøjsreklame – denne gang med mere i bagagen

Nogle gange er en films primære kvalitet, at den udgør en markant forbedring i forhold til lignende film. I denne uge udmærker “Flyvemaskiner 2” sig fortrinsvist ved at være meget bedre end sin forgænger. Der er stadig tydeligvis tale om venstrehåndsarbejde fra Disney-koncernen, men denne gang opretholdes der et fornuftigt bundniveau, så jeg i det mindste ikke ville forlange pengene tilbage, hvis jeg havde købt billet til den. Jeg venter stadig på at få mine penge retur fra den første “Flyvemaskiner”.

En af de ting, der generede mig mest ved den første flyvefilm, var, at den så åbenlyst var et forsøg på at sælge legetøj. Det formål var prioriteret over alt andet, herunder plot, dialog og – særligt grelt – karaktererne. Jeg kan kun formode, at højtstående personer hos Disney med rystende hænder har læst min sønderlemmende anmeldelse af “Flyvemaskiner” og derefter straks beordret manuskriptforfatterne lukket ud af deres bur og sat i arbejde. Resultatet fornægter sig ikke. Dialogen er skarpere og ofte direkte morsom. Figurerne demonstrerer mere end én karakteregenskab, omend det kun er hovedfiguren, der får lov til at gennemgå nogen form for udvikling.

Historien er også meget stærkere. I den første film blev vi spist af med et generisk racerløbsplot. I 2’eren er det en redningstjeneste, der danner grundlag for plottet, hvilket er et meget mere sympatisk udgangspunkt. Dusty, der havde hovedrollen i den første film, må opgive sin racerkarriere på grund af en defekt gearkasse og beslutter sig for at gøre karriere som brandslukker og redningsfly i stedet for. Han må derfor rejse til en nærliggende nationalpark, hvor han skal trænes.

Vi slipper ikke for lidt for mange salvelsesfulde lovprisninger af redningstjenesterne, hvilket man nok skal tilskrive den særegne amerikanske idolisering af dem. Det truer til tider med af afspore plottet, men det sikrer samtidig, at jeg blev berørt følelsesmæssigt. Så kan vi senere diskutere, om det er et billigt kneb eller ej. I det hele taget er det i beherskelsen af det følelsesmæssige punch, at filmen imponerer. Da Dusty får motorstop i begyndelsen af filmen og går i spin med risiko for at styrte ned, forsvinder lyden, og vi hører kun et panisk åndedræt. Det fungerer utroligt effektivt, og det er et befriende modigt greb i en børnefilm.

Visuelt ligner filmen stadig mest af alt en legetøjsreklame. Figurerne er simpelthen for plastiske, hvilket gør, at de for mig mangler sjæl. Det er simpelthen ikke godt nok for det samme selskab, der gav os “Toy Story”-filmene, “Find Nemo” og “Wall-E”. Det er film, som jeg uden skam kan indrømme, har fået mig til at tude. Jeg har slet ikke samme grad af indlevelse med karaktererne i “Flyvemaskiner 2”. De animerede omgivelser er dog stadig smukke, og specielt ildebrandene er der gjort meget ud af.