Ah non! Le franske ’emmelig’ed?

De findes nok et sted. De franske instruktører, der ikke er optagede af at udstille borgerskabets hykleri og misforståede seksualmoral. Men de skjuler sig godt. Om det er et opgør med nationens selvforståelse eller en ordentlig gang offentlig familieterapi, er ikke til at sige. Sikkert er det, at deres kig ind bag facaderne ikke længere leverer det chok, de synes at sigte mod. Men lige så sikkert er det, at der stadig kommer seværdige film ud af det.

Philippe Claudel lægger ikke ligefrem op til den store revolution af fransk film, når han caster Kristin Scott Thomas og Daniel Auteuil i et ægteskabsdrama. Den kølige brunette Hitchcock aldrig fik, og ham, der kan, når Depardieu er i Rusland, skal gå og lyve for hinanden i halvanden time. Jeg går lige ud og sætter vand over. Det er alle kvaliteter til trods bare ikke et oplæg, der kan ryste nogen pose.

Men den anden side af forudsigeligheden er netop selv samme kvalitet. Den berettiger til en gentagelse. Det er egentlig også uretfærdigt overhovedet at nævne Depardieu i samme sætning som Daniel Auteuil. For han er i virkeligheden en fantastisk og langt mere alsidig skuespiller, der ikke skal gøre opmærksom på, at HAN altså er med. Derfor kunne man også håbe, at han ikke så ofte faldt tilbage i de samme blændende, men lidt fastlåste præstationer. Ligesom her.

“Før vinterkulden” tilhører i høj grad ham og hviler på hans fremstilling af den gradvise fortabelse i mødet med en ung kvinde. Igen er brikkerne stillet op på brættet, fuldstændig som man regner med. Men det taler til filmens fordel, at den holder igen med informationerne og kun lægger et hint ud i filmens åbningsscene: et politiforhør. Det er en stramt fortalt oprulning af en mislykket affære, der dog nogle gange går så langsomt, at jeg kedede mig en smule.

Men tempoet og de tyste scener lader samtidig til at understrege det kølige forhold mellem Auteuils kirurg og hans forsmåede kone. Kristin Scott Thomas er ikke mindre elegant, end hun plejer. De bor i en arkitektdrøm af et hus og lader turister besøge hendes perfekt passede have. At det så bare er en overflade, er jo reglen og ikke undtagelsen, og både hendes psykisk syge søster, den sure søn, og den fælles ven, der måske kender konen lidt for godt, væves ind i et alt for velkendt spil. Kun på grund af de to skuespillere gøres det vedkommende.