Tå(g)lelig uhyggeMan skulle ikke tro, at en mand, som har stået bag flere af filmhistoriens mest elskede genrefilm, kunne ende med at blive en af branchens mest upopulære og endda ukendte instruktører. Men det er nøjagtig, hvad der er sket for John Carpenter, som om nogen var B-filmenes konge i 70’erne og 80’erne. Men der er langt fra nyproducerede ligegyldigheder som “Escape from L.A.” og “Ghosts of Mars” til klassikere som “The Thing”, “Halloween” og “Sidste nat på Station 13”. “The Fog” blev lavet i 1980, mens Carpenter stadig var en respekteret auteur. Det er samtidig en af instruktørens mest anonyme produktioner, der hverken er lige så fornøjelig som hans bedste værker eller lige så middelmådig som hans seneste.

Måske fordi Carpenter er blevet så kendt for at boltre sig i oppumpede, kulørte B-film (især de seneste par årtier), glemmes det ofte, at manden er en aldeles glimrende personinstruktør. Det faktum skinner især igennem i “The Fog”. På grund af en spilletid på sølle 88 minutter og en højspændt første akt, er der ikke blevet meget tid tilovers til at etablere personerne eller deres respektive forhistorier. Men Carpenter evner at få skuespillere til at sige alverden med blot en enkel gestus, et hurtigt blik eller en veltimet replik, så man dermed øjeblikkeligt føler sig godt tilpas i selskab med det brede persongalleri.

Det hjælper naturligvis også, at Carpenter har hyret en masse dygtige skuespillere til at spille de karakterer, han og kollegaen Debra Hill har opdigtet. Carpenters hovedrolleindehaver fra “Halloween”, Jamie Lee Curtis, er især fornøjelig som en promiskuøs blaffer, som dukker op i flækken Antonio Bay, lige før en tåge fyldt med frygtindgydende halvdøde pirater invaderer byen. Også forholdsvis ukendte Tom Atkins er god som den sympatiske Nick Castle, der samler Curtis op. Bedst er formentlig Adrienne Barbeau som indehaveren af områdets lokale radiostation. Netop godt skuespil og interessante karakterer var noget af det, man savnede mest i remaket fra 2005, men det er altså to af originaludgavens største trumfkort.

Som dirigent af både filmens skuespillere, teknikere og musikorkester formår Carpenter flere gange at tvinge et voldsomt spjæt ud af tilskueren. Tempoet er også dejlig højt under filmens første akt, og intensiteten stiger heldigvis kun i takt med, at tågen nærmer sig beboerne i Antonio Bay. Men den sidste halve time er enormt ujævn, og af og til er det uheldigvis tydeligt at se, at tågen er produceret af en nærliggende røgmaskine.

Det er sjældent tågen og dens beboere, der skræmmer, men snarere adskillige andre gyselige indfald. Det endelige opgør er også et antiklimaks af format, og den allersidste scene virker som en forhastet eftertanke. Havde Carpenter kastet et ekstra blik eller to over manuskriptet før produktionens påbegyndelse, kunne “The Fog” måske have endt med at være en af instruktørens bedste bedrifter.

VideoFans af “The Fog”, der har set frem til at se den efterhånden 27 år gamle gyserfilm i 1080p, bør ikke skrue alt for højt op for forventningerne. Billedet er ikke særlig skarpt, hvilket især er irriterende, når man skal fokusere på ting, der ikke er plantet lige foran kameralinsen. Enkelte skud ligner endda snarere opskaleret dvd-video. Der er alt for meget gryn og grums, og mørke farvenuancer fremstår ofte en anelse blege. Skyggeområder og nattescener ser langtfra imponerende ud, hvilket naturligvis er uheldigt for en gyser, der hovedsageligt udspiller sig om natten. Farverne virker til tider forunderligt mætte, og hudfarverne ser undertiden næsten rødlige ud.

Kontrastniveauet er dog for det meste nogenlunde, og edge-enhancement optræder heldigvis aldrig, hvilket ikke kommer som den store overraskelse, når nu billedsiden er en anelse uskarp. Dagslysscenerne fremstår helt afgjort mere pletfri og skarpe end de mange nattescener, men helt køn ser filmen aldrig ud. Især i forhold til Carpenters mesterlige klassiker, “The Thing”, som ligeledes er udgivet på HD-DVD og ser forbløffende godt ud i 1080p, er denne billedside skuffende.

AudioIkke overraskende er det engelske DTS-HD Master 5.1 mix langtfra ligeså slagkraftigt og omsluttende som størstedelen af nutidens lydspor, men den halvgamle films lydside måtte gerne være blevet peppet lidt op. I modsætning til transferet er der næsten ingen støj på lydsiden, og de fåtallige tilfælde af overstyring irriterer aldrig. Carpenters eget, stemningsmættede score lyder eminent – enormt distinkt og fyldig. Men præsentationen af resten af lydsidens elementer skuffer. LFE-kanalen er næsten fuldstændig tavs. Effekterne lyder så spidse, og diskanten er så høj, at man ofte føler sig fristet til at skrue meget ned for lydniveauet. Dialogen er ganske vist tydelig, men den savner bund og rumklang. Der er ingen påfaldende panoreringer, og langt størstedelen af lydene leveres af fronthøjtalerne.

EkstramaterialeDiscen indeholder udelukkende filmen og en trailer til andre HD-DVD udgivelser.