“Forbandelsen – The Grudge 2” er en frustrerende film. Selvom Takashi Shimizus gyser er rodet, langsommelig, tynd og forholdsvis uengagerende, så byder den alligevel på glimtvis fine og yderst effektive momenter. Og dét er netop det frustrerende ved filmen, fordi man aner, at den rent faktisk havde potentiale. Men filmens fåtallige gode ideer bliver, ligesom dens forglemmelige persongalleri, løbende og nådesløst elimineret.

Et problem, som synes at plage mange asiatiske gysere og omtrent lige så mange af de vestlige genindspilninger, er, at de tager sig selv alt for seriøst. Der bliver virkelig gjort en massiv indsats for at gøre de forskellige plots unødvendig komplekse og kringlede – øjensynligt for at skabe en falsk fornemmelse af, at de har mere at byde på end som så. Det har ofte den ueftertragtede effekt, at man bliver hægtet af vognen og irriteret over den prætentiøse, overalvorlige aura, i stedet for at man bliver revet med af løjerne. En sådan film var den første film i “The Grudge”-serien.

Toeren består af tre parallelle handlingsforløb, hvilket egentlig er et fint og friskt udgangspunkt for at fortælle en spøgelseshistorie. De tre forskellige historier er bare ikke særlig spændende, og så komplimenterer de heller ikke rigtig hinanden. Igen har vi at gøre med et hus i Tokyo, hvori en lille dreng og en lille piges spøgelser huserer. Vi følger søsteren til den første films heltinde, som forsøger at hitte ud af, hvorfor søsteren begik selvmord. Vi følger også et par unge piger, der besøger huset og dernæst terroriseres af de to spøgelsesbørn, og så fokuserer den tredje historie på en tilsyneladende tilfældig familie i USA, som også synes at blive plaget af overjordiske magter.

Især takket være Katsumi Yanagishimas smukke fotografering og den amerikansk produceret lydside sidder man virkelig og spjætter en håndfuld gange i løbet af filmens 95 minutter lange spilletid. Men karaktererne er så overfladiske, de forskellige twists så forudsigelige, dramaet så kedsommeligt og klimakset så ligegyldigt og uforløsende, at man hurtigt bare bliver ligeglad. Det er som at sidde i en rutsjebane, der nærmest udelukkende begiver sig ligeud, og yderst sjældent afbrydes af et spændende loop. “The Ring” synes fortsat at være det eneste virkelig vellykkede vestlige forsøg på at genindspille en asiatisk gysersucces.

VideoPræsenteret i 1.77:1 anamorphic widescreen format. Det allerbedste (og vel nok også eneste virkelig imponerende) ved denne tyndbenede dvd-udgivelse er transferet. Filmen ser virkelig godt ud. Der er ingen tilfælde af edge-enhancement, og manglen på andre former for digital støj samt den imponerende farvegengivelse er med til at sikre en flot filmlignende præsentation af filmen. Mængden af udtværing er yderst minimal, mens kontrastniveauet af og til er en anelse lavt, hvilket får enkelte af filmens mest dunkle, dystre scener til at fremtræde en snert for lyse. Derudover er der intet negativt at sige om transferet.

AudioSmå hak og hop i lyden forårsaget af en fejl i konverteringen fra film (24 billeder pr. sekund) til PAL-video (25 billeder pr. sekund) er et irriterende problem, som heldigvis plager ganske få dvd-udgivelser. Men på meget kort tid er mindst to af slagsen blevet udgivet på det danske marked: “Volver” og nu også “Forbandelsen – The Grudge 2”.

Tjek f.eks. de to gange ringeklokker bliver brugt inden for filmens første kvarter, eller de mange, mange gange, hvor strygeorkesteret virkelig går til den. Det er en meget irriterende og som regel distraherende fejl, som især er et problem for en film som “Forbandelsen – The Grudge 2”, der lægger så meget vægt på brugen af lyd. Det gør det selvsagt sværere at sætte pris på Dolby Digital 5.1 sporets ellers fænomenale udnyttelse af kanalnetværket. Der er mange effektive panoreringer, og bunden er overordentlig solid. Havde det ikke været for de auditive hop, havde sporet måske tilegnet sig topkarakter, men de uacceptable fejl smadrer jævnligt stemningen og hiver én ud af filmen.

EkstramaterialeNår discen lægges i, bliver man præsenteret for trailerne til “Crank”, “Even Money” og “Mini’s First Time”. Og det er dét. Dvd’en byder ikke engang på en menu.

Ørkenvandring i gyserlandIgen igen er de uforsonlige genfærd Kayako og hendes lille søn, Toshio, på spil i endnu en film, og det er efterhånden ved at være en trættende oplevelse, ikke mindst fordi instruktøren Takashi Shimizu med sine mange remakes og sequels af den samme historie er ved at løbe tør for nye og navnlig gode ideer. “Forbandelsen – The Grudge 2” er en slemt forudsigelig tur gennem det velkendte gyserland.

Filmen samler op hvor etteren slap. Karen, i Sarah Michelle Gellars veldrejede skikkelse, er havnet på den psykiatriske afdeling i Tokyo efter at hun, i det spinkle håb om at tage “livet” af den hævngerrige spøgelsesduo, mor Kayako og sønnike Toshio, forsøgte at brænde sit hjemsøgte hus ned. Uden spøgelser ville vi dog ikke have en film, så da Aubrey, Karens søster, er kommet til Tokyo for at hente Karen hjem, viser det sig, at det blege fantompar stadig spøger. Imens besøger tre skolepiger det forladte og delvis nedbrændte hus, hvilket ikke videre overraskende får uhyggelige følger. Samtidig på den anden side af jorden sker der sære ting, da en kvinde flytter sammen med en enkemand og hans to børn i en boligblok i Chicago. Ja, Kayako og Toshio er begyndt at komme vidt omkring.

Shimizu har med “Forbandelsen – The Grudge 2” lavet sin nu fjerde spillefilm (to på japansk og to på amerikansk) om Kayako og hendes søn. Og konceptet er mildest talt ved at være en anelse ensformigt. Kayako med den blege hud, de store tomme øjne og det gardinlange sorte hår, stavrer atter akavet mod sine nyvalgte ofre, mens hun lukker en sært klikkende strubelyd ud som havde hun fået et sæt kastagnetter galt i halsen. Og lige i hælene på hende finder vi stadig hendes uvorne møgunge, der tilsyneladende kun kan mjave gnavent.

Logikken bag denne hævngerrige gespenstduo har altid været lidt af et mysterium, og nogen forklaring skal man absolut heller ikke regne med i denne film, der blot kører videre i samme rille som de forrige.

“Forbandelsen – The Grudge 2” følger nemlig slavisk gysergenrens konventioner med den evindelige kombination af sex og en hulens masse dødsfald. Og som altid er det “pigen” der står i centrum for filmens handling. Samtidig falder den tilbage på chokeffekter frem for det gode plot. Chokeffekter er ikke nødvendigvis et onde, men selv de kan ende med at virke svært trivielle, hvis variation og originalitet udebliver. I modsætning til den første “Forbandelsen”, som var leveringsdygtig i en klaustrofobisk atmosfære af konstant lurende rædsel, er toeren fuldstændig blottet for en original tanke, og i stedet kører filmen i tomgang med den ene monotone skrækscene efter den anden.