Skæbnefortællinger har alle dage været af det klassiske stof mangen en Hollywood-film er gjort af, og i den lettere uprøvede instruktør Mennan Yapos “Forvarsel” giver Sandra Bullock den som en moderne Cassandra, der skal forsøge at ændre en potentiel tragisk fremtid og sikre den ærkeamerikanske familieidyl. Men selvom “Forvarsel” glimtvis er et nervepirrende puslespil, så evner den ikke at opretholde spændingen, og knap midtvejs går dramaet så godt som i stå. I sidste ende er oplevelsen flad, og ikke engang en slutning, der vrider og vender sig for at overraske, kan give den fornødne indsprøjtning af spænding og indlevelse til at redde filmen fra at lide en kedelig og krank skæbne.

Sandra Bullock og Julian McMahon spiller ægteparret Linda og Jim Hanson, der selvfølgelig bor i det ideelle hus i en idyllisk amerikansk forstad med deres to dejlige små piger – begge udstyret med nuttede rottehaler og øjne så bedårende, at Bambi må se sig overgået. Men for at dramaet skal kunne tage fat kan denne perfekte familieidyl naturligvis ikke vare ved, og en morgen vågner Linda op for at erfare, at hendes husbond er omkommet i en trafikulykke. Hendes sorg er stor, også selvom små sprækker i ægteskabet var begyndt at vise sig.

Her begynder tingene pludselig at blive vendt på hovedet, for morgenen efter vågner Linda op, og Jim er pudsigt nok stadigvæk i live. Linda begynder nu så småt at finde et mønster, om end det stadig måtte knibe for et forvirret publikum, hvor hun oplever dagene umiddelbart før og lige efter Jims død. Trods et knagende ægteskab og mistanken om en affære beslutter Linda at forsøge at rede trådene ud og afværge tragedien for kernefamiliens skyld. Det sædvanlige filmiske kapløb med tiden synes at lægge sin tunge skygge over “Forvarsel”, da Linda nu forsøger at skabe sig et overblik over, hvad det helt præcist er, der har ført til Jims død.

“Forvarsel” er af den type film, man til start engagerer sig i, fordi man som filmpublikum lever i den naive tro, at alting vil blive forklaret til slut. Men ak, “Forvarsel” lover langt mere, end den kan holde. Plottet tager usædvanlig langsomt form, og til slut sidder man alligevel tilbage ikke spor klogere og med et temmelig mudret indtryk af, hvad filmen egentlig handlede om. Gennemgår Linda disse frygtelige prøvelser fordi hun har mistet troen på gud? Er ulykken Jims straf, fordi han begærer en anden kvinde? Eller handler det hele om, at det alligevel ikke nytter noget at bekymre sig om fremtiden? Og er Linda muligvis ikke rigtig klog? De to førstnævnte ligner konservative modeller, der skal sikre status quo i den ærkeamerikanske familieidyl. Lige meget hvad synes filmen på temmelig ucharmerende vis at slå plat på frygt og skæbnen som et instrument for retfærdighed, uden i samme omgang at tilbyde nogen dybere visdom om mennesket.

På det dramatiske plan lider filmen også, fordi tempo og den dramatiske fremdrift under Lindas kringlede opklaring går fuldstændig i stå. I forvejen er publikum gået med til at tilsidesætte sin tvivl i forhold til filmens troværdighed i den tro, at man til sidst vil blive belønnet med en fyldestgørende forklaring og oplevelse, men da handlingens udvikling også begynder at svigte, er der ikke meget tilbage i filmen, som kan holde interessen ved lige. Rutineprægede præstationer fra både Sandra Bullock og Julian McMahon retter absolut heller ikke op på den i forvejen frygtelig intetsigende oplevelse.