Four Christmases
Udgivet 6. dec 2008 | Af: Verbal | Set i biografen
December er kommet, og julen nærmer sig med hastige skridt. Og lige så vel som der er tradition for julefrokoster, julegaver og julebag, så er der også tradition for, at en række nye julefilm får premiere. På overfladen ligner “Four Christmases” også en julekomedie, hvilket desværre viser sig at være en illusion, da filmen hverken byder på sjov eller julestemning.
Kate og Brad er kærester og samlevende og lykkelige for deres liv sammen. Ingen børn, intet ægteskab og sidst men ikke mindst ingen familie. Alle tre ting kan de gladeligt undvære, hvilket også er årsagen til, at de hvert år lader deres familier tro, at de skal udføre humanitært arbejde i julen, imens de i virkeligheden rejser ned til tropeparadiset. Men i år bliver det anderledes, for da bliver deres fly aflyst på grund af dårligt vejr, og da de samtidig bliver filmet af den lokale tv-station, er der ikke længere nogen undskyldning for ikke at skulle på julebesøg hos deres familier. Tilmed er Brad og Kate begge skilsmissebørn, hvilket resulterer i hele fire familiebesøg på en enkel dag.
Det er Vince Vaughn og Reese Witherspoon, som udfylder de to hovedroller, og når de optræder hver for sig, gør de det ganske fortræffeligt. Til gengæld mangler der kemi imellem dem, når de skal fungere som kærestepar. Man får aldrig følelsen af, at de to skal fremstå som nogen, der elsker hinanden, hvilket medfører, at deres parforhold aldrig bliver interessant.
Det er ganske paradoksalt, at julen har så lille en effekt på handlingen, at den reeelt set går hen og bliver ubetydelig. Den bliver brugt som undskyldning for at sende filmens to hovedpersoner rundt til deres familier på en og samme dag. Det havde ikke gjort nogen betydelig forskel, hvis det havde været et hvilket som helst andet tidspunkt på året, ligesom det heller ikke havde haft betydning for handlingen, hvis familiebesøgene var spredt ud over mere end en dag.
“Four Christmases” har gode intentioner, men fejler både som komedie og som julefilm, og en titel som “Four Families” havde været mere signende om handlingen. Både humor og julestemning udebliver, hvilket både er ærgerligt og kritisabelt, da det er det, den prøver at skabe. Handlingen er om ikke kedelig så i hvert fald ikke særlig underholdende og kan ikke reddes af det farverige persongalleri. Derfor synes det også svært at finde noget positivt at fremhæve – det skulle da lige være, at filmen kun varer 82 min.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet