En komisk bombe

Der er ikke meget, som indbyder mere til latter end folk, der tager sig selv frygtelig alvorligt og har en kolossal høj opfattelse af deres egen betydning, og der findes dårligt nogen mennesker med større selvhøjtidelighed og en mere akut narcissisme end terrorister, hvad enten de så stammer fra Rote Armee Fraktion eller den islamistiske verden.

Sådanne individer byder ikke umiddelbart til latter i vores normale omgangstone, men på mange måder burde de gøre det, og det er ikke mindst “Four Lions” fortjeneste, at den så opfindsomt demonstrerer deres grundlæggende latterlighed. Verden synes faktisk allerede at have leveret satiren: Herhjemme lykkedes det som bekendt kun for en etbenet bombemand at sprænge sig selv og et toilet i luften, og den tredje januar 2000 forsøgte en gruppe Al-Qaeda-krigere at bombe et amerikansk krigsskib. De fyldte gummibåden til randen med sprængstoffer. Så trådte de ned i den. Den sank.

I filmen følger vi en lille gruppe engelskbosatte håbefulde terrorister, der drømmer om at slå til med et rigtig stort angreb og har lange diskussion om, hvem af dem, der er mest Al-Qaeda. Gruppens leder er Omar, som står overfor en træningstur til den arabiske verden for at blive oplært i terrorismens væsen. Hans autoritet udfordres dog gentagne gange af den hvide konvertit Barry, hvis grove engelske dialekt får de militante ideer til at lyde endnu mere stupide, mens den småretarderede Waj blot er med, fordi han synes, at ideen om at være islamisk terrorkriger lyder enormt sej.

Træning er stærkt tiltrængt, for gruppens inkompetence er overvældende. De køber farlige stoffer via Amazon.com, sluger simkort af frygt for, at myndighederne kan spore dem, og affyrer våben den forkerte vej. Humoren ligger dog mest af alt i den uhyre velskrevne og velslebne dialog, og der er dårligt mere end et par sekunder mellem guldkornene, når mundene farer løs, og de selvbestaltede frelsere udleveres på den mest nådesløse vis.

Filmen er instrueret af Christopher Morris, der også har bidraget til manuskriptet, og som hermed får sin spillefilmdebut med denne hylende morsomme komedie. Han fik eftersigende ideen efter at have læst om det overnævnte mislykkede angreb i 2000, hvor det blev åbenbaret, at terroristerne i modsætning til den gængse opfattelse ikke nødvendigvis er de skarpeste knive i skuffen. At der er materiale nok til satiren blev tydeligt ved research, og mange af vitserne er taget direkte fra ægte kilder. Virkningen er lidt som at se “This Is Spinal Tap” blot med bombekastere i stedet for rockmusikere. Emnet er selvsagt provokerende og usmageligt – ligesom alt andet satire af værdi – men samtidig er det enormt befriende at se en film, der piller ved terroristernes selvforelskelse.