Frækkere End Politiet Tillader

InstruktionMartin Brest

MedvirkendeEddie Murphy, Judge Reinhold, Lisa Eilbacher, John Ashton (I), Ronny Cox, Steven Berkoff, James Russo, Jonathan Banks, Stephen Elliott (I), Gilbert R. Hill, Art Kimbro, Joel Bailey, Bronson Pinchot, Paul Reiser, Michael Champion

Længde105 min

GenreAction, Action, Komedie, Komedie

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Frækkere End Politiet Tillader

4 6
FilmenFrækkere End Politiet Tillader var sammen med 48 Timer, filmen der gav Eddie Murphy sit store gennembrud. Denne film indtjente store summer af penge, og gav liv til to knap så succesfulde efterfølgere… filmen er i dag en klassiker!
Filmen er fra en tid hvor actionfilm var korte og gik lige til sagen, og denne film er ingen undtagelse. Den varer ca. 1 time og 30 minutter, og det ret simple plot omhandler politibetjenten Axel Foleys forsøg på at finde sin bedste vens morder.

Plottet er ikke specielt originalt, og man er vist aldrig i tvivl om hvem det er der stod bag mordet på Foleys kammerat. Dermed er filmen også en smule forudsigelig, for hvem regner dog med, at Foley ikke klarer skærene? Men plottet er ikke denne films force: Derimod er det at tage en ung, sort, middelklasse politibetjent fra Detroit og placere ham i high society Beverly Hills ikke mindre end en genistreg, og sammen med Eddie Murphys komiske talent, gjorde dette filmen til en bragende succes.

Der er ikke en finger at sætte på skuespillet i denne film. Eddie Murphy spiller fortræffeligt i hans andet megahit på få år. Hans humor og komik går rent ind i denne film, og passer virkelig godt ind i filmens univers.

I birollerne finder vi Judge Reinhold og John Ashton som de to forstokkede politibetjente. De to har virkelig en kemi der passer godt sammen. Deres evige mundhuggeri får dem til at minde om et gammelt ægtepar, der lige har været gift et år eller to for længe.

Derudover har vi Ronny Cox som altid leverer en solid præstation samt Steven Berkoff, der spiller den onde, onde Victor Maitland med en lækker, ækel kvalitet. Til sidst skal Bronson Pinchot nævnes, han leverer en pragtpræstation som “Seeerrrrge” med de lidt for løse håndled… virkelig morsomt!

Filmen er selvfølgelig lidt ude af trit med tiden. Den er fra midten af firserne, og det kan selvfølgelig ses og høres… tøjet, sproget og i det hele taget hele miljøet skriger af firser-flip, med lædertøj, stort hår og skrigende farver. Samtidig består filmens soundtrack af en række firser hits. Det er selvfølgelig smag og behag, men for mig står firserne stadig som en skamplet på verdenshistorien, så det kan ikke andet end at gå mig på!!

Det simple og forudsigelige plot og filmens firser flip er dog ikke nok til at trække denne film alvorligt ned i sølet… det er en af de først rigtig sjove actionkomedier, og dette gør den til en sikker klassiker.

VideoFilmen udgives i Anamorphic Widescreen med en Aspect Ratio på 1.85:1. Billedet er skam ok, når man tager filmens alder i betragtning.

Det er klart at næsten 20 år sætter sine spor, og det er sket i form af en god del grums på billedet. Jeg er dog ikke i tvivl om at filmen næppe har været udgivet med bedre billede før, og det er et plus.

Audio”Frækkere End Politiet Tillader” udgives med et engelsk lydspor i Dolby Digital 5.1. Surround-effekten er dog næsten ikke i brug, og også subwooferen er underligt tavs… det er ellers en skam, for lyden er klar. Den er blot centreret i fronthøjtalerne.

Det er lidt ærgerligt, især da vi HAR set bedre remasterede lydspor før, der kan give de nye kam til håret.

Udover det engelske lydspor, er der minsandten også et tysk lydspor, der nok kun er sjovt når man har fået minimum 10 genstande indenbords… så tager det til gengæld også kegler!

Ekstra materialeDen første “frækkere end…” blev en kæmpe kassesuccess, som de to efterfølgere ikke formåede at leve op til. Derfor er det nok naturligt at der er kræset mest om denne version.

På skiven finder vi for det første et kommentarspor med instruktør Martin Brest. Brest snakker ikke overvældende meget på sporet, og jeg har på fornemmelsen at det er fordi han sidder og nyder filmen… han griner højlydt et par gange. Han formår dog stadig at levere et par gode anektdoter og historier fra filmens tilblivelse.

Det næste vi finder er et ca. 30 minutter langt program, med forskellige interviews. Både producere, instruktører og skuespiller fortæller deres oplevelser på filmen, hvilket er meget sjovt at se.

Derudover er der to små featuretter. Den første er på ca. 8 minutter og er om casting af filmen. Her kommer der bl.a. frem at rollen som Axel Foley oprindeligt tilhørte Sylvester Stallone. Den anden featurette er om filmens musik.

Dernæst er der et kort over de lokationer i Beverly Hills hvor filmen er optaget, samt kort beskrivelse af hver.

Til sidst er der biograftraileren samt et billedgalleri.

Alt i alt en god samling ekstra materiale, men desværre trækker det lidt ned at kommentarsporet er en lille smule kedeligt.

En lille og ligetil film, som dog har fået et par småhug af tidens tand. Filmen er stadig en klassiker for mange, og sandelig et nærmere kig værd.

Udgivelsen er med ok lyd og billede, samt noget ret godt ekstra materiale. Er du til hurtige action-komedier er der ingen tvivl: denne film bør stå på din hylde!


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Der er gang i denne tempofyldte actionkomedie med Eddie Murphy som Axel Foley, en gadedreng af en politibetjent fra Detroit som går på jagt efter sin bedste vens morder i Beverly Hills.

Axel opdager hurtigt at hans vilde stil ikke passer til politiafdelingen i Beverly Hills, der sætter to betjente (Judge Reinhold og John Ashton) til at sikre at tingene ikke løber løbsk.

Med de forstokkede politifolk på slæb udløser Axel et fantastisk kultursammenstød i sin overstadige, tempofyldte jagt på retfærdighed.

Frækkere End Politiet Tillader byder på cameoroller med Paul Reiser, Bronson Pinchot og Damon Wayansog er et opkvikkende eventyr der får dig til at revne af grin!