SerienDet var med stor forventningsglæde, at jeg lagde den første skive fra denne boks i min DVD-afspiller. Efter at være blevet introduceret til Frasier Cranes univers i 1. sæson, glædede jeg mig til at gense vennerne fra Seattle. Allerede fra første færd var genkendelsens glæde at mærke, og i erkendelse af, at showet bestemt ikke var dalet i kvalitet, var det svært at tage pauser undervejs.

Nøjagtig som i 1. sæson er Frasier radiovært i Seattle, og omgivet af en samling unikke personligheder, som fylder hans hverdag med finurlige oplevelser; oplevelser, der sætter gang i seerens lattermuskler og også giver os lidt at tænke over. Netop på dette punkt adskiller serien sig markant fra en lang række andre sitcoms. Frasier byder på momenter, hvor især Frasier og faderen Martins samspil viser, at vi på trods af dagligdagens facader skal huske at vise, at vi også tænker på andre end os selv.

I afsnittet “The Unkindiest Cut Of All” har Frasier og Martin et sammenstød efter at hunden Eddie er løbet bort. Martin føler sig såret over, at han ikke længere er herre i eget hus, og at han nu skal spille efter Frasiers regler. En situation fjernt fra den tidligere politimands vante liv, hvor han som familiens overhoved styrede, hvad der var rigtigt og forkert i familen Crane. Den lille påskønnelse af hans værd, som Frasier kommer med da han fortæller sin far, at den rollemodel faren har været igennem brødrenes opvækst, stadig den dag i dag er en skabelon Frasier måler sig efter, er mere end en sød, lille ordveksling i dagligdagens komedie. Den er nemlig også et hint til seeren om, at tage sig tid til at påskønne andre og lade dem vide de har en værdi. Det er jo ikke en serie om psykiatere for ingenting, vel?

John Mahoney spiller rollen som Martin Crane ganske fortræffeligt. Især i ovennævnte afsnit, hvor vi ser en sjældent synlig, sårbar side af ham. Man er på intet tidspunkt i tvivl om, at denne midaldrende knark har været vant til at have noget at skulle have sagt, og måske nok har lidt problemer med at forholde sig til den nye situation i sin søns lejlighed. Krydret med en skarp og til tider ironisk humor, bliver hans skuespil aldrig hverken kedeligt eller forudsigeligt.

Men ak, selv den største psykolog kan træde i spinaten. Jeg gad vide om der nogensinde er én, der har kvajet sig så eftertrykkeligt som Frasier gør det i “The Botched Language Of Cranes”? Der går ikke mange minutter i dette afsnit uden at vor ven træder nogen over tæerne, og jo længere afsnittet kører, jo mere kvajer han sig. Han fornærmer både kollegaer og indbyggere i Seattle ved at kalde byen deprimerende, og da han prøver at gøre skaden god igen, bliver det hele blot ti gange værre. En frygtelig omgang tæv til Dr. Crane, men hold kæft, hvor er det morsomt!

Kelsey Grammer føjer undervejs flere nye aspekter til Frasier. Som i ovennævnte scene, hvor den ellers (for det meste) fattede psykiater, nærmest fremstår grænsepsykotisk. Grammer formår gang på gang at variere Frasiers opførsel, og bruger ikke alene sine replikker, men samtidig også sit kropssprog og mimik til at sætte kulør på rollen. Dette giver muligheden for på bedste vis at ændre Frasier fra en rolig, fattet person, til sekundet efter at virke komplet uorganiseret og konfus. Eminent!

Et hurtigt blik på de øvrige medvirkende efterlader et ligeledes positivt indtryk. Personligt er jeg vild med Bulldog, Frasiers særdeles kvindeglade og rapkæftede kollega. Herligt provokerende og uforudsigeligt skuespil af Dan Butler, der har gjort rollen helt unik. Med risiko for at lyde som om, at jeg blot vil skamrose serien fra ende til anden, kan jeg efter bedste vilje ikke finde de store skuespilmæssige problemer. Solidt arbejde af alle medvirkende.

Hvis man kunne lide den første sæson, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at man sætter boksen her tilbage på hylden, med lyst til enten at gense den med det samme, eller smide næste sæson direkte i sin DVD-afspiller. Frasier sæson 2 er en glimrende årgang!

VideoMan kan godt se, at det ikke er de nyeste afsnit vi har med at gøre. Billedet er udmærket, men ikke i særklasse. Et lidt større problem er kvaliteten af de billeder, der anvendes i menuerne. De er uskarpe, og ikke alt for klare i farverne. Men som helhed et fornuftigt transfer, hvis ikke man hænger sig i petitesser.

AudioI det første afsnit af 2. sæson, er det tydeligt at der er problemer med lydsiden. Den minder i store dele af afsnittet om en mono-optagelse, men dette ændrer sig heldigvis hurtigt. I de senere afsnit fremstår lyden nemlig renere og mere klart. Som i 1. sæson er serien her ikke præget af de store effekter, men dem der er, går klart igennem. En respektabel lydside, med lidt problemer på det første afsnit.

EkstramaterialePå den fjerde og sidste skive i boksen finder man lidt ekstra guf til Frasier-fans. Der er blandt andet “The Mystery of Maris”; et sammenklip af de sjoveste omtaler af denne mystiske kvinde, der er gift med Niles. Gad vide, om hun nogensinde bliver vist frem? Desuden er her en lille featurette om Eddie, vidunderhunden med de imponerende evner, og om dens træning. En træning, der efter John Manoneys (Martin Crane) udsagn har medført, at dyret er lige så vanskeligt at arbejde med som en skuespiller. Den gør absolut INTET uden belønning.

Ydermere er der blevet plads til “Roz’s Dating Tips”, “The Niles And Daphne Attraction” samt “Celebrity Voices”. Sidstnævnte er et hurtigt kig på nogle af de kendisser, der har lagt stemmer til Frasiers radioklienter i løbet af sæsonen. Denne gang har blandt andre John Lithgow fundet vej til telefonen.