Til blodig fest i varehuset

En actionfilm på 90 minutter? Kan man det? Det er da uhørt. Vi mangler da mindst en halv time – større, vildere! Ikke her. Der er ikke noget fyld. Kort introduktion til et hold skydeglade håndlangere, og så er vi i gang. Skyd! Skyd på klicheer og mænd i trompetbukser, wiseguys fra “Goodfellas”, en Black Panther, den mest irske IRA-rebel og så lige en Sharlto Copley, der er mere sydafrikansk, end han nogensinde har været. Der er ikke sparet på krudtet.

Til gengæld er der sparet på unødvendige forklaringer: IRA mangler våben, Sharlto Copleys sydafrikanske elitesoldat med lidt for stor mund har nogle til salg. Copley har sit slæng med, der foruden Babou Ceesay som Black Panther tæller en snobbet Armie Hammer i rullekrave og Brie Larson i lange læderstøvler. Der skal jo også lige være plads til en femme fatale blandt de mange arketyper. Men det handler ikke om handlen, der går galt. Men om en “Reservoir Dogs”-undskyldning for at de her forskellige typer skal skyde løs på hinanden i et varehus. og det gør de så!

Det er Ben Wheatley, der instruerer skyderierne. Han hopper fra genre til genre. Han kan ikke sættes i bås. Han har kastet sig over gangsterfilm, seriemorderfilm gyserfilm, syretripperfilm og senest en dystopisk gang sci-fi i “High-Rise”. Men måske er der en fællesnævner. De er nemlig enormt voldelige. Og her er “Free Fire” ikke anderledes. Det er vold a la Tarantino, orkestreret ned til mindste detalje nærmest som et puslespil, hvor alle brikkerne passer sammen. Armie Hammer skyder efter Cillian Murphy, rammer ikke ham, men i stedet en iltflaske. Eksplosionen får Sharlto til at flyve i gennem varehuset. Så går der ild i det hele, og Brie Larson må løbe. Frem og tilbage. Hele tiden uforudsigeligt.

Når Wheatley holder pause med sine skyderier, så skyder han i stedet sjov af sted i form af oneliners. Særligt Copley som Vern strør om sig med dræbende gode guldkorn: ’Vern and learn, baby. Watch and Vern.' Og det er ikke kun Vern. Alle får et par øjeblikke i fokus. Enten med en god joke eller så med et fantastisk grusomt dødsfald. Men! Bare fordi man er brændt fra til top til tå, så betyder det alligevel ikke, at man er slået heeeelt ihjel.

Variationen og opfindsomheden er jeg mest vild med. Så snart man har fået nok af pistoler, bliver der lige smidt lidt med granater. Så sætter de ild til det hele. Ikke flere kugler? Vi kører da bare hinanden ned med varevognen. De kravler rundt i mudder, så må det blive kvælertag, bide hinanden, hvad som helst. Og imens de alle er på vej mod galgen, så glemmer de ikke humoren, galgenhumoren. Det gør Sharlto Copley aldrig, kan ikke lade være med at bekymre sig for sit jakkesæt. Han er ramt, han bløder… Han får at vide, at han har de gyldne 90 minutter at leve i. Ja ja, men hvad med jakkesættet?